ANMELDELSE: The Notebook, Gerald Schoenfeld Theatre ✭✭✭✭

Ray Rackham anmelder Broadway-musicalversionen af The Notebook, som lige nu spiller på Gerald Schoenfeld Theatre, Broadway.

John Cardoza (Yngre Noah) og Jordan Tyson (Yngre Allie). Foto: Julieta Cervantes The Notebook

Gerald Schoenfeld Theatre

4 stjerner

Bestil nu

Den seneste film-til-musical-satsning på Broadway, Ingrid Michaelson og Bekah Brunstetters The Notebook, imponerer stort og knuser hjerter med kirurgisk præcision, selvom den ikke altid letter helt fra jorden.

Man venter hele sæsonen på en Broadway-musical baseret på en film, og pludselig kommer der tre (næsten) på én gang. Med premieren på Water for Elephants vel overstået og The Outsiders stadig i forpremierer, var The Notebook den første ude af starthullerne. Denne udgave lægger sig tættere op ad romanen fra 1996, med enkelte (og publikumsvenlige) hilsner til den ikke-musikalske film fra 2004, der cementerede sin plads ved siden af klassikere som Beaches, Steel Magnolias og Ghost som selve definitionen på en tåreperser. Med Brunstetters manuskript og Michaelsons musik er der bestemt meget at fejre, og castingen af seks forskellige skuespillere til at spille hovedparret tilfører øjeblikke af pragt, der det meste af tiden overskygger de sentimentale undertoner.

Ensemblet i The Notebook. Foto: Julieta Cervantes

Som et selvstændigt teaterstykke fungerer det rigtig godt. At sætte musik til The Notebook lykkes med det næsten umulige: at skabe en forestilling, der er tro mod sit kildemateriale, men samtidig har noget selvstændigt på hjerte. Det kreative team har vendt bog-til-film-oversættelsens centrale greb på hovedet. I filmen ser vi en episk, årtier lang kærlighedshistorie (med Ryan Gosling og Rachel McAdams i centrum) indrammet af fragmenter af deres ældre jeger, der kæmper med demensens hjerteskærende konsekvenser. Hvad vi ser i denne musicalversion – med en voksende, længselsfuld intensitet i første akt – er en gribende undersøgelse af aldring, skrantende helbred og den universelle frygt for at miste sig selv til demens. Dette portrætteres perfekt af Dorian Harewood og Maryann Plunkett, der spiller den ældste version af Noah og Allie, og som her står solidt i centrum af historien. Denne meget virkelige og vigtige undersøgelse indrammes så af de knuste minder om deres intense første møder (smukt repræsenteret af John Cardoza og Jordan Tyson som de yngste Noah og Allie på scenen), deres uundgåelige brud og endelige forsoning (ubesværet portrætteret af Ryan Vasquez og Joy Woods). Den periode, hvor historien udspiller sig, er rykket fra 1940'erne-80'erne til 1970'erne og frem mod nutiden. Krigen, der skiller de unge elskende, er nu Vietnam i stedet for 2. verdenskrig som i Nicholas Sparks' originale roman. Vores karakterer mødes derfor på tærsklen til borgerrettighedsbevægelsen, mens de gyldne efterkrigsår er et fjernt minde. Dette er en markant ændring, som føles en smule unødvendig og måske knap så gennemtænkt.

Michaelsons partitur byder på variationer over et tema, hvilket fungerer fint, men det føles som en spildt mulighed. Tidsperioden er rykket til markante øjeblikke i amerikansk historie, men værkets musikalske signatur bærer ikke præg heraf. Musikken læner sig lidt for ofte op ad 90'ernes indie-folk-territorium, og selvom nogle af de ensomme guitarriffs og tøvende klaverfraseringer er smukke, ja endda udsøgte, lider de under at blive lidt for ensformige. Lyrisk set klarer Michaelson sig meget bedre (bortset fra en åbningslinje, hvor de gentagne rim på 'time' og 'mine' næsten fik denne anmelder til at tage flugten). "Blue Shutters" (smukt sunget af John Cardoza som den unge Noah) vil uden tvivl blive sunget ved hver eneste afgangsprøve fremover, og mens "If This Is Love" og "Leave the Light On" tydeligvis er skabt til at blive denne forestillings svar på "She Used to be Mine", blev undertegnede fuldstændig bjergtaget af "Kiss Me", hvor den unge Noah og Allie elsker for første gang. Det er en perfekt komponeret scene i sang, og her letter forestillingen for alvor.

Jordan Tyson (Yngre Allie) og John Cardoza (Yngre Noah). Foto: Julieta Cervantes

Brunstetters manuskript er økonomisk, hvor det behøves (hvilket er en uddøende kunst på Broadway), og fører publikum gennem årtierne med bravur, men der er visse narrative mangler, som burde være løst før Broadway-premieren. For det første befinder karaktererne sig i skelsættende øjeblikke i USA's kulturhistorie uden at referere til det, hvilket gør, at man savner en begrundelse for overhovedet at ændre tidsperioden. Der er også et tonalt skifte i anden akt, som fokuserer for meget på det midterste Noah/Allie-par, som ikke er udviklet nok i første akt til at bære dette fokus. Det skaber en ubalance, som forestillingen kæmper med helt til tæppefald. Det hjælpes ikke af Michael Grief og Shelle Williams' iscenesættelse eller Katie Spelmans koreografi, der lader hovedrollerne hvirvle intenst om hinanden en anelse for mange gange.

De seks forskellige portrætter af Noah og Allie er der, hvor forestillingen for alvor brillerer. Dorian Harewood som den ældre Noah åbner fortællingen med en moden tyngde og fungerer som historiens drivkraft. John Cardoza og Jordan Tyson er smittende charmerende som de yngste versioner, og Ryan Vasquez og Joy Woods (som det midterste par) er to af de mest sikre performere på Broadway lige nu. Men hvis dette er en forestilling i to akter, så tilhører den første akt uden tvivl Maryann Plunkett. Som den ældre Allie giver hun en af de mest rystende og knusende præstationer, denne anmelder har set i en Broadway-musical i årevis. Plunketts præstation er så nuanceret og ubehagelig, at man ikke blot har svært ved at tage øjnene fra hende, men til tider ligefrem glemmer at trække vejret! Men heri ligger også et problem: Hver gang Plunkett ikke er på scenen (hvilket hun desværre ikke er i store dele af anden akt), mistes den smukke opbygning fra de tidlige øjeblikke. Der er flotte præstationer fra birollerne, og en særlig ros skal gå til Andrea Burns, der spiller både Allies mor i 1967 og 1977 og oversygeplejersken på plejehjemmet i 2021 (i en rørende scene kalder den ældre Allie sin sygeplejerske for 'mor' i et meta-øjeblik, der knuser ens hjerte).

The Notebook har alle forudsætninger for at blive et langvarigt hit. Det er en tårevædet, publikumsvenlig og følsom historie, der ikke tager sig selv alt for højtideligt, men alligevel leverer et solidt følelsesmæssigt stød (lyden af sniften kunne høres overalt i Gerald Schoenfeld Theatre fra cirka 20 minutter inde i stykket). Den er smukt fremført af et suverænt hold skuespillere og har nogle vidunderlige musikalske øjeblikke. Som helhed letter den dog ikke altid helt så højt som summen af dens enkelte dele.

ADRESSE Forestillingen spiller på Gerald Schoenfeld Theatre (236 W 45th Street, mellem Broadway og 8th Ave) VARIGHED

Varigheden er 2 timer og 20 minutter, inklusiv en 15-minutters pause.

BESTIL BILLETTER TIL THE NOTEBOOK PÅ BROADWAY HER