ANMELDELSE: Whisper House, The Other Palace ✭✭✭

Whisper House

The Other Palace

Tirsdag d. 18. april 2017

3 stjerner

Bestil nu

Idéen om en musical-spøgelseshistorie i et 'hjemsøgt fyrtårn' må have været uimodståelig for skaberne bag dette lille opus, der har musik og tekst af Duncan Sheik ('Spring Awakening', 'American Psycho'), manuskript og tekst af Kyle Jarrow, udtænkt af Keith Powell. Og hvorfor ikke? De følger i de velkendte fodspor af ikoner som Henry James, Virginia Woolf, Benjamin Britten og Jack Clayton. Navne, der virkelig vækker genklang.

Her befinder vi os på Maines kyst, spækket med fyrtårne, som blev udødeliggjort af Edward Hopper – den introverte isolations poet – og vi befinder os helt bevidst i udkanten af Amerika. Året er 1942, USA's første fulde år i anden verdenskrig, hvor U-både truer kysterne, og jagerfly flerrer himlen. Et sådant krigsfly, i brand og med faren til den lille forældreløse dreng Christopher (Fisher Costello-Rose eller Stanley Jarvis) ombord, styrter i havet, hvilket sender moderen i et permanent nervesammenbrud og indlæggelse på det lokale asyl. Gennem dette uskyldige barns øjne bringes vi til kanten af liv og død, til grænsen mellem den rationelle verden og det, der ligger hinsides. Han bliver det perfekte bytte for et par lakoniske genfærd, der bor i tårnet (Simon Bailey og Niamh Perry). De mistede selv livet tidligere, fordi tante Lily glemte at tænde fyret, og nu specialiserer de sig i at skræmme stedets nyeste beboer. Imens forsøger Lily at klare sig sammen med den japansk-amerikanske altmuligmand Yasuhiro (Nicholas Goh), der bringer et strejf af melvillsk eksotisme til historien – til stor ærgrelse for den lokale sherif (Simon Lipkin), der i sidste ende får til opgave at jagte ham som en undvegen fra interneringslejrene. Og det er stort set det. Der er en del ret tung eksposition, masser af opsummering af fortiden og ikke meget handling: de begivenheder, der finder sted, som da Christopher sidder fast i det salte vand, er repetitive og cykliske. Castet gør et fantastisk stykke arbejde med at prøve at menneskeliggøre og dramatisere situationen, men det er en historie, der aldrig rigtig flytter sig.

Simon Bailey, Dianne Pilkington, Nicholas Goh, Niamh Perry i The Whisper House

Scenograf Andrew Riley har gjort dette aspekt af værket til sit styrende princip og har skabt et fantastisk koncept til iscenesættelsen. Han har realiseret det i koncentriske cirkler af trædæk, der falder ned mod midten af The Other Palaces hovedscene. De øvre niveauer huser det 7-mands store orkester (en smukt disciplineret rockkvartet med valdhorn, trompeter og blæsere, ledet af kapelmester Daniel A. Weiss med perfekt lyd af Gregory Clarke) samt stole til skuespillerne, som er på scenen gennem begge akter. Læg dertil Mark Holthusens kunstneriske projektioner, inklusive surrealistiske bølge-animationer, og Alex Drofiaks stemningsfulde lyssætning, og man får en af de flotteste produktioner, der længe har prydet denne scene. Den har en enkelhed og sammenhængskraft, der er vidunderlig i sig selv. Instruktør Adam Lenson bevæger sit ensemble rundt i rummet med mesterlig præcision og timer alt til det country- og folk-rock-inspirerede partiturs rytme med hvirvlende bevægelser op og ned mellem niveauerne. Det hele præsenteres med upåklagelig omhu og respekt for hver eneste stavelse og tone i teksten.

Skuespillerne leverer præstationer med minutiøs kontrol og nuancerigdom. De er altid en fornøjelse at lytte til og virker urokkelige i deres overbevisning om rollerne og den simple historie, de skal formidle. Momentvis virker det også som om, teksten kræver netop denne opmærksomhed. Dialogen er generelt velskrevet, og de musikalske numre er intelligent skruet sammen; især Jason Harts arrangementer og Simon Hales bidrag med messing- og træblæsere er storslåede og får musikken til at lyde bjergtagende. Det burde fungere. Det burde det virkelig.

Nicholas Goh, Simon Lipkin og Dianne Pilkington i The Whisper House

Og alligevel gør det ikke... ikke helt. Selvom vi beundrer det kunstneriske og skønheden i præsentationen, føler man sig hele tiden holdt ud i strakt arm. Den sardoniske tone fra de køligt spottende spøgelser og de menneskelige karakterers evne til at undgå enhver form for åbenhjertig interaktion (til fordel for kalkulerede afsløringer, der punkterer snarere end opildner spændingen) gør det svært at engagere sig følelsesmæssigt eller intellektuelt. Vi er bevidste om, at vi er vidner til 'noget', men det føles som om, vi altid kun ser det skråt fra siden, ud af øjenkrogen. Vi kommer aldrig helt tæt på. Dette kan meget vel være forfatternes eller instruktørens hensigt, men det har den effekt, at begejstringen for karaktererne kølnes, og vi mister muligheden for at føle empati med dem.

Hvad angår selve musikken, er den fint skrevet, men jo mere man hører, jo mere føles det som noget, man har hørt før i en mere spændende udgave. Åbningsnummeret minder for eksempel kraftigt om The Eagles og peger mod en kreativ kilde, der ligger et andet sted. Hvert musikalsk indslag gør det samme: de leder tankerne væk fra dette show og i retning af diverse inspirationskilder. Denne 'genbrugskvalitet' i musikken gør, at man mentalt kobler fra. Overordnet set er det et interessant eksperiment og en anderledes afstikker fra musical-genrens vens vante rammer. Hvis det ikke helt indfrier sine ambitioner, ja, så er det vel heller ikke det værste i verden, vel?

Spiller frem til 27. maj 2017

KØB BILLETTER TIL THE WHISPER HOUSE