ANMELDELSE: A Monster Calls, Old Vic Online ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder A Monster Calls, baseret på Patrick Ness' roman, som nu kan streames online via Old Vics hjemmeside.

A Monster Calls A Monster Calls. Old Vic Theatre, kan streames indtil 11. juni 4 stjerner Se den online her Vi bærer alle på en sorg lige nu. Sorg over mennesker, venner og dem vi har kære; over de hverdagsrutiner vi tog for givet, over bevægelsesfriheden og over det liv, vi kendte før pandemien. Der er ting, vi ikke ønsker at vende tilbage til, og vi frygter, at vi blot genoptager det, der ikke blev lært eller løst. Det er derfor et modigt valg af Old Vic at streame deres anmelderroste opsætning af A Monster Calls, skabt i samarbejde med Bristol Old Vic. Det er en stærk dramatisering af Patrick Ness' roman – en refleksion over kærlighed, tab og, vigtigst af alt, evnen til at give slip og hele. 13-årige Conor og hans mor har klaret sig fint, siden hans far flyttede til USA, men nu er hun meget syg (kræft nævnes aldrig direkte, men antydes), og hans bedstemor, som han har et anstrengt forhold til, må træde til for at passe ham. Hver nat kl. 00:07 får han besøg af monsteret fra takstræet i haven, som fortæller ham tre historier fra dengang, det vandrede på jorden. Når historierne er fortalt, skal Conor fortælle sin egen historie og se sin største frygt i øjnene.

Instruktør Sally Cookson bringer sin karakteristiske visuelle stil til stykket, udviklet i fællesskab med ensemblet, der som en sammentømret enhed skaber kaosset i Conors verden. Matthew Tennyson leverer en smuk hovedrollepræstation, der perfekt indfanger isolationen, raseriet og sårbarheden hos Conor. Det er en ekstraordinært rørende præstation. Forestillingen er visuelt bjergtagende; tykke reb danner takstræet, hvor stamme og grene svajer og varsler ankomsten af Stuart Goodwins tvetydige monster. Baroverkroppet og med en kæde af bær fremstår han som "The Green Man" – potent og dominerende, men i stykkets afsluttende scener også barmhjertig og menneskelig. (Det er heldigt, at produktionen er så visuelt stærk, da jeg oplevede visse udfordringer med lyden; jeg måtte skrue helt op for fjernsynet for at fange hver en replik. Filmen er desuden primært optaget i widescreen, og et par nærbilleder kunne have ført os endnu tættere på historiens hjerte.)

Skuespillerne i A Monster Calls. Foto: Manuel Harlan

Historien og opsætningen tager sig tid til at opbygge fortællingen, og lignelserne fra takstræet giver først for alvor mening i anden akt, men det er hele ventetiden værd. Selvom emnet er følsomt, viger fantasy-elementerne ikke uden om virkeligheden i Conors situation. Særligt i en rystende sekvens, hvor Conor smadrer sin bedstemors hus, og hun vender hjem fra en følelsesmæssigt opslidende vagt hos sin datter på hospitalet og skriger sin sorg ud. Pendulet fra hendes bornholmerur bliver brugt som en nedrivningskugle og formidler perfekt turbulensen i Conors indre følelsesliv. De sidste ti minutter er en teatermæssig triumf; her står Conor ansigt til ansigt med sin største frygt, og monsteret holder ham nu – et trøstende væsen, der følger ham de sidste skridt mod kl. 00:07. Det var nok meget godt, at jeg ikke så det i teatret, for jeg græd som pisket. Det er utroligt rørende og behandlet med stor finfølelse. Repliken: "Dit sind vil tro på trøstende løgne, mens det samtidig kender de smertelige sandheder, der gør de løgne nødvendige," gør denne opsætning yderst aktuel i vores nuværende pandemitid. Et formidabelt og smukt værk.

Hvis du har mulighed for at give et bidrag til The Old Vic eller nogle af vores andre truede teatre, så overvej venligst at gøre det.