ANMELDELSE: Adventures in Wonderland, The Vaults ✭✭✭

Chandni Misry som Alice i Adventures In Wonderland

The Vaults

20. maj 2017

3 stjerner

Bestil billetter

Hvad er der sket med denne forestilling? For blot en måned siden kørte den på alle cylindre og skabte en fantastisk stemning i de stemningsfuldt omdesignede lokaler. Den tiltrak skarer af entusiastiske teatergængere, hvoraf mange var klædt ud til lejligheden, alle klar til at kaste sig ind i den mystiske og fascinerende verden skabt af en hær af designere og teknikere i det vidtstrakte kompleks af rum under Waterloo Station. Skuespillerne var animerede og intenst drevne i deres fortælling om denne ekstraordinære rejse, både fysisk og mentalt. Publikums hjerter og sind stod åbne for en åbenbarende genopdagelse af Lewis Carrolls fortællinger, 'Alice i Eventyrland' og 'Bag spejlet'.

Efter at have set forestillingen to gange i træk over de seneste par dage, må jeg desværre konstatere, at produktionen – selvom den visuelt stadig er lige så indbydende og lækker – har mistet meget af sin glans og dramatiske spænding. Fredag aften så jeg 'voksenversionen' (Læs vores anmeldelse), som har kørt i en måned, og jeg blev overrasket over den overfladiske og forhastede fornemmelse, den efterlod. Som deltagere blev vi gennet fra den ene scene til den næste, uden at der var nogen mærkbar følelse af at være 'involveret' i en fortælling. Det føltes som en indkøbstur: når man er færdig i isenkramafdelingen, går man videre til bestikket og så videre. Det var en ren mekanisk proces. Enhver fornemmelse af 'teater' var forsvundet.

Hvorfor? Tja, før jeg nåede at tænke nærmere over det spørgsmål, overværede jeg en gennemgang af den kortere version for de 5-10-årige med titlen 'Adventures In Wonderland' – også selvom mange af karaktererne og situationerne faktisk stammer fra 'Bag spejlet', men lad os nu ikke hænge os i detaljer. Pointen er desværre, at den helt igennem storslåede installation med sine bemærkelsesværdige designs og illusioner bliver svigtet af et ensemble, der på en eller anden måde har mistet grebet om præstationen. Det er yderst usædvanligt og derfor desto mere iøjnefaldende.

Chandni Mistry (Alice), Benedict Chambers (Hatter) og Noah Young (White Rabbit). Foto: Rah Petherbridge Photography

Man leder efter forklaringer. Man kan ikke bebrejde skuespillerne for at have en meget, meget lang arbejdsdag. Der spilles 'Underground' tirsdag til fredag fra kl. 17.45 til 22.45, lørdage mellem kl. 13.45 og 22.45, og søndage mellem kl. 13.45 og 18.30. Der spilles ikke om mandagen. Samtidig spiller et andet – meget mindre – hold børneforestillingerne sjældnere, med enkelte shows fordelt på mandag og tirsdag formiddag, og derefter mellem kl. 10.40 og 16.30 på hverdage og fra kl. 10.10 til 13.00 i weekenden. Da holdene roterer konstant, og skuespillerne ofte er tungt sminkede og kostumerede, er det meget svært at vide, hvem der spiller hvilken rolle. Derfor er det praktisk talt umuligt at komme med andet end generelle kommentarer om kvaliteten af præstationerne som helhed.

Ikke desto mindre bekræftede det at se både 'Underground' og 'Wonderland' inden for samme døgn mig i, at produktionen har et generelt problem. Skuespillerne virkede fysisk udmattede af det arbejde, de udfører. De optrædende fremstod mærkbart trætte og overanstrengte: og i deres samspil med publikum var der en overvældende følelse af, at de, i stedet for at skabe kontakt med os, skyndte sig for at følge den benhårde tidsplan med op til 18 eller 13 forestillinger om dagen. Det er en ødelæggende tidsplan, og dens virkninger tærer allerede på de hårdtarbejdende skuespillere af kød og blod.

Dertil kommer visse problemer med manuskriptet. Uden fuld opmærksomhed fra et overtræt og presset ensemble begynder teksten at falde fra hinanden. Skuespillernes charme kan ikke længere skjule visse svagheder i teksten. Den største svaghed er tendensen til at opbygge hver enkelt 'scene' som intet andet end en monolog, der skal 'leveres' til publikum, mens man reelt holder dem hen på deres tur gennem installationen. Alle i min gruppe, inklusive de yngre gæster, bed mærke i dette: vi blev konstant gennet videre, ned ad denne gang, gennem den dør, vent her, stå stille, gør som der bliver sagt... Uden et klart mål i sigte og uden synlige forhindringer (udover selve ruten), blev det hurtigt trættende. Selve teksten blev bare til 'snak', en salgstale der skulle fyres af hurtigst muligt af de forpustede skuespillere, der hastede gennem deres bevægelser og afviste enhver kommentar eller spørgsmål fra os.

Kulisserne er stadig et fabelagtigt syn, og det kan nydes i sig selv. Men der er meget mindre substans i forestillingen nu, end der var for blot få uger siden. Hvordan den ser ud om et par måneder, er svært at sige. Producenterne burde indse, at de enten må hyre flere skuespillere eller lade være med at drive rovdrift på dem, de har. Eller få skrevet manuskriptet om. Hvis du planlægger at se forestillingen, ville jeg gøre det snart for at undgå skuffelse. Den er stadig et besøg værd, men med den fart kvaliteten falder med, er jeg ikke sikker på, hvor længe det vil være tilfældet.