ANMELDELSE: Alice i Eventyrland, Opera Holland Park ✭✭✭✭✭

Opera Holland Parks Alice i Eventyrland. Foto: Alex Brenner Alice i Eventyrland

Opera Holland Park

18/07/15

5 stjerner

Denne herlige opera af Will Todd og Maggie Gottlieb havde premiere på Opera Holland Park for et par år siden og vendte tilbage som en del af sommersæsonen 2015. En cd med alle de vigtigste numre blev udgivet for et par måneder siden og anmeldt her. Forestillingen blev opført på en af græsplænerne bag Holland Parks hovedkompleks, hvor der blev brugt fire forskellige scener, som sangerne, orkestret og publikum vandrede imellem til tonerne af en fængende, latin-inspireret gennemgangsmelodi. De fleste medvirkende genoptager deres roller fra 2013-opsætningen. Karaktererne og plottet er hentet fra Lewis Carroll (nu 150 år ung), men der er også tilføjet en rammefortælling – tilsyneladende inspireret af Harry Potter – som placerer Alice (Fflur Wyn) i den trøstesløse nordengelske by Grimthorpe frem for det victorianske Oxford. Herfra er hun mere end klar til at undslippe, så snart hun møder den talende Hvide Kanin (James Cleverton). Efter de første møder med en kontratenor-udgave af Filurskatten (Magid El-Bushra) og en syngende flaske (Maud Millar), der kunne give Cunégonde kamp til stregen i koloratur, er vi hurtigt i gang. Vi præsenteres i hurtig rækkefølge for alle de kendte figurer, som hver især får deres egen arie til at etablere deres karaktertræk. Meget af dialogen er klogt hentet fra Carroll og derefter krydret med vittige, moderne referencer (især satiren over nutidens besættelse af skoleprøver i scenerne med Humpty Dumpty og Tweedle Dum og Tweedle Dee er rammende). Som vi bevæger os gennem de forskellige scener, ser vi, at der er masser af 'ondskab i Eventyrland' i form af den Røde Dronning (Robert Burt), og anden halvdel af operaen fokuserer på Alices voksende beslutsomhed på at konfrontere dette vilkårlige tyrani. Et centralt punkt er Alices store arie – 'I flew high in my dreams' – som er en ekspansiv, aspirerende Sondheim-agtig sang, der minder om 'I remember sky' fra Evening Primrose. Herfra smuldrer ondskabens kræfter, og Eventyrland genoprettes, før Alice vender tilbage til Grimthorpe, subtilt forandret. Hvorfor fungerer det så godt? Svaret ligger dels i at holde sig tæt til originalen uden at ændre for ændringens skyld. Enhver, der adapterer Carroll, gør klogt i at huske, at han var matematiker og logiker. Logikken er måske vendt på hovedet, men den er stadig konsekvent, hvilket bliver endnu sjovere, når det spilles med dybeste alvor som her. En anden form for troskab mod Carroll (og Tenniel!) ses i kostumerne, der er vidunderligt detaljerige og opfindsomme. Larvens outfit er herligt overdrevet, og den Hvide Ridders rustning er genialt improviseret af helt almindeligt, skinnende køkkenudstyr. Scenografien er lys og munter, hvor det skæve bord til den Gale Hattemagers teselskab står som et højdepunkt. Der gøres også god brug af de naturlige omgivelser, hvor karakterer pludselig dukker op fra buskadset. Musiken er ligeledes skabt til at fungere udendørs med masser af stilistisk variation – fra latin og calypso til jazz og ekkoer af komponister som Bernstein fra West Side Story. Det tolv mand store orkester har nok at se til under ledelse af dirigent Matthew Waldren, der holder sikkert styr på de spredte kræfter i det fri. Blandt de individuelle præstationer indtager Wyn hæderspladsen med sin klare artikulation og livlige karakterisering af hovedrollen. Robert Burt skabte en storm af komisk forurettelse som den Røde Dronning – lidt i stil med Miss Trunchbull fra Matilda. Keel Watson leverede 'Wonderland Blues', sandsynligvis forestillingens mest mindeværdige nummer, og Victoria Simmonds var en energisk og dominerende Gal Hattemager. Hvad mente publikum? Børnene virkede bjergtagne, og der var masser af voksne, der morede sig over de mange lag i teksten, som rammer både store og små. Jeg var ikke helt overbevist om nødvendigheden af at flytte publikum mellem scenerne for at holde på børnenes opmærksomhed; det virkede næsten forstyrrende for koncentrationen og forhindrede skuespillerne i at interagere direkte med publikum. Ingredienserne minder om dem, man finder i en virkelig god 'Christmas Pantomime', og lidt mere interaktion i den tradition ville have løftet oplevelsen for de yngste yderligere.

Men det er kun en lille detalje. Hvis du gik glip af denne charmerende opera i denne omgang, så skynd dig at bestille billetter til forestillingerne i Linbury Studio Theatre i begyndelsen af november. Du vil ikke fortryde det.

For mere information besøg www.operahollandpark.com