ANMELDELSE: Alles Schwindel, Maxim Gorki Theater Berlin ✭✭✭✭✭

Vidina Popov og Jonas Dassler. Foto: Esra Rotthoff Alles Schwindel

Maxim Gorki Theater, Berlin,

22. december 2017

5 stjerner

Når navnet Mischa Spoliansky endelig vækker genklang herhjemme, er det oftest i forbindelse med de elskede film fra den britiske filmindustris guldalder. Han stod bag musikken til utallige populære lystspil som 'The Happiest Days of Your Life' og 'Trouble In Store', mens dramaer som 'Saint Joan' og eventyrfilm som 'North West Frontier' og den ukrediterede 'King Solomon's Mines' vidner om en alsidighed på tværs af genrer. Men de færreste vil nok erindre hans tidlige karriere, før han og familien var heldige nok til at flygte fra jødeforfølgelsen i Hitlers Tyskland. Her var han en af de absolutte nøgleskikkelser i Weimarrepublikkens musicalverden. Faktisk er han selv i Tyskland først ved at blive genopdaget nu, med en håndfuld opsætninger hist og her – længe efter hans død i London i 1985 (hvor han skrev sit sidste filmscore i 1973) og 80 år efter, at han var en magtfaktor, man for alvor regnede med.

Det er derfor med stor begejstring, at man graver denne forbløffende perle af en musicalkomedie frem, som ikke er set siden premieren i 1931. Den spinkle handling – en letbenet sag bygget over klassiske musical-troper om fattige folk, der lader som om, de er rige og berømte – er ikke noget, der bør optage os længe, og det gør den heller ikke. Den fungerer dog som et fænomenalt fundament for en dekonstruktion af facade og sandhed i en forrygende sædekomedie, der kunne være skrevet i går. For dette skyldes især det geniale hold anført af husinstruktør Christian Weise, hvis overlegne greb om denne bagatel løfter oplevelsen op i det seriøse kunstneriske luftlag – noget, der er en sjældenhed inden for musicalgenren.

Resten af holdet bakker projektet op med en række præstationer, der stimulerer intellektet lige så meget, som de blænder sanserne. Jens Dohles musikalske ledelse er helt central her: hans arrangementer kaster sig vildt gennem epoker og stilarter og dvæler sjældent længe ved én bestemt stemning. På forunderlig vis får han det dog til at give mening og inkorporerer alt fra Charleston til R'n'B. Den ligeledes eklektiske og overraskende koreografi er udtænkt af Alan Barnes, en tidligere elev fra Dance Theater of Haarlem og Arnie Zane and Bill T Jones-kompagniet. Med et slående ekspressionistisk – og ret moderne – 2D-scenografi af Julia Oschatz, kostumer af Adriana Braga Peretzki og Frank Schönwald, samt stemningsfuld lyssætning af Jens Krüger og superbe projektioner af Oschatz og Jesse Jonas Kracht, er dette en produktion, der rammer sanserne med voldsom fysik.

Midt i alt dette er skuespillerne mindst lige så levende. Den aften, jeg overværede forestillingen, fik spændingsniveauet et ekstra nøk opad grundet det pludselige fravær af den mandlige hovedrolleindehaver, Jonas Dassler. I sidste øjeblik fik vi at vide, at han var blevet syg og erstattet af Theo Trebs, som gjorde et nærmest umuligt stykke arbejde med at lære manus, sange, danse og de komplicerede bevægelser, og... hov, vent nu lidt. Var det hele nu også, hvad det gav sig ud for at være, eller var det måske i virkeligheden svindel... 'Alles Schwindel'? Hvem ved. Uanset årsagen til postyret førte det til nogle tiltagende bizarre og dekonstruerede indslag – ikke mindst fra instruktøren selv, der trådte ind på scenen flere gange for at forklare os forløbet, samt mærkværdige visitter fra scenefolkene, suffløren (der blev draget mere og mere ind i selve handlingen) og andre ansigter, der blev sværere og sværere at identificere.

Det er nok at sige, at Trebs overgik sig selv, og det samme gjorde den dejlige Vidina Popov som hans udkårne. Disse to var de eneste karakterer, der ikke spillede flere roller. Resten af ensemblet måtte dække op mod en halv snes roller hver. Højdepunktet var uden tvivl Oscar Olivo, der jævnligt trådte ud af karakter for at tale til publikum og kommentere på sin egen baggrund og den seneste person eller genstand, han blev bedt om at gestalte. Meget af manuskriptet, skrevet i en slagfærdig burlesk tone af Marcellus Schiffer med masser af morsomme pointer, hviler på en god forståelse for berlinsk dialekt. Dette behøver naturligvis ikke være en barriere for forestillingens rækkevidde, og der var pædagogisk opsat engelske overtekster. Således blev vi suget helt ind i det vidunderligt flippede univers skabt af Mareike Bezkirch, Alexander Darkow, Johann Jürgens, Jonathan Kempf, Svenja Liesau, Catherine Stozan, Aram Tafreshian og Mehmet Yilmaz, hvor de i bedste pantomime-stil spillede alt fra mennesker til dyr, træer og livløse ting. Dohle selv styrede slagets gang fra den dobbelte orkestergrav på scenen sammen med Falk Effenberger (tangenter) og Steffen Illner (bas).

Det var en forrygende oplevelse, og jeg kan næsten ikke vente med at opdage mere af arbejdet fra denne herlige musicalskaber, der endte som en af vores egne – den uforlignelige Herr Spoliansky.