ANMELDELSE: An Oak Tree, National Theatre ✭✭✭✭

Tim Crouch i An Oak Tree. Foto: Greg Veit An Oak Tree

Temporary Theatre, National Theatre

29. juni 2015

4 stjerner

Sikke en forskel en dag kan gøre.

Det er en sandhed, der ofte overses, at enhver teaterforestilling er unik. Formen og følelsen er måske den samme aften efter aften, men da mennesker er mennesker, opstår der altid små variationer alt efter energi, fokus, helbred og andre faktorer. Det kan være godt eller skidt, alt efter hvilken dag man ser forestillingen.

Det er sjældent, at selve pointen med et teaterstykke er at være forskelligt hver aften. Men det er netop præmissen for Tim Crouchs stykke, An Oak Tree, som lige nu spiller på National Theatres Temporary Theatre. Det er en 10-års jubilæumsopsætning, instrueret af Karl James og Andy Smith, hvor der hver aften medvirker en ny skuespiller. Ikke bare en ny skuespiller, men en som – får vi at vide – hverken har øvet eller set manuskriptet før.

Stykket handler om en hypnotisør (spillet af Crouch), der opfører sit middelmådige show på en pub et år ude i fremtiden. Han kalder gæster op fra pubben for at blive hypnotiseret. Alle gæsterne er fiktive, på nær den der spilles af aftenens gæsteskuespiller. Dialogen mellem hypnotisøren og gæsteskuespilleren udgør kernen i stykket og kredser om den skyld og det tab, karakteren føler efter datterens pludselige død – hun blev ramt af en bil, da hun uopmærksomt trådte ud på vejen med hovedtelefoner på.

At afsløre mere om handlingens drejninger ville helt ødelægge oplevelsen. Ikke mindst fordi man kan se, hvordan forskellige skuespillere kan fremhæve forskellige aspekter af situationen gennem deres fortolkning. Det er nok at sige, at man bliver belønnet for at være meget opmærksom på alt, hvad der bliver sagt og gjort.

Forestillingen varede ca. 85 minutter den aften, jeg var der, og Crouchs stykke er et interessant eksperiment. Gæsteskuespillerens tilstedeværelse definerer forestillingen, og vedkommendes evne til at improvisere og indgå i et samspil med Crouch med kort varsel – samt vinde publikums tillid og sympati – er altafgørende.

Indtil videre har gæsterollen været spillet af Conor Lovett, Maggie Service, Kate Duchêne, Philip Quast, Stephen Dillane og Naomi Wirthner. Den aften, jeg så det, var det Samuel Barnett, der var på scenen.

Barnett har en varme og naturlig charme på scenen, som gør det let at føle med ham. Selvom han ikke ser en dag ældre ud, end da han slog igennem som Posner i The History Boys, spillede Barnett her mod sin vante type: en meget ældre gift mand, far til to, fortæret af sorg og mærket af omstændighederne. Samtidig kræver stykket, at Barnett indimellem er sig selv, og hans reaktioner på teksten virker helt ægte. En smittende humor prægede hans tilgang, hvilket gjorde de sekvenser, hvor usikkerhed, smerte eller vrede var i fokus, endnu stærkere. Hans milde væsen gjorde sorgen og angeren mere dyb og fungerede samtidig som en kontrast til Crouchs manipulation af publikum.

Der er masser af kunstgreb her, som Crouch mesterligt har fusioneret til et opfindsomt og (stadig) overraskende originalt stykke improvisationsbaseret teater. Crouch bærer rollen som den knuste hypnotisør som en velbrugt handske: velkendt, lidt løs i kanten visse steder, lidt slidt andre steder, men mærkeligt trøstende. Han ved præcis, hvad han gør, og med Barnetts fremragende støtte er de centrale passager både konfronterende og fængslende.

Musik bruges med stor effekt til let at skifte og forme stemningen. Lidt fumlen med lydudstyret i starten var irriterende, men når først mønsteret er etableret, holder det op med at forstyrre og bliver en del af det lurvede pub-hypnoseshow. Crouch har virkelig formået at skabe en verden, som publikum kan leve sig ind i, og resultatet er imponerende.

Crouch frydes ved teater, der udfordrer og rykker grænser, og An Oak Tree er ingen undtagelse. I perioder er det genialt og altid medrivende – i det mindste da Barnett var gæsteskuespiller. På andre dage kan det være anderledes – bedre, stort set det samme eller værre. Dynamikken mellem de medvirkende, som normalt finpudses under prøverne, er her helt rå, og det vil enten fungere eller ej. Med Barnett og Crouch i denne dødedans af skyld, sorg og list er det et finurligt, originalt og fængslende eksperiment i teaterformens yderpunkter.

Se det, hvis du kan – og håb på, at din gæsteskuespiller er mindst lige så god som Barnett.

An Oak Tree spiller på National Theatre indtil den 15. juli 2015