ANMELDELSE: Barnum, UK Tour ✭✭

Foto: Johan Persson Barnum

Churchill Theatre, Bromley : UK Turné

18. marts 2015

2 stjerner

Forestil dig lyden af metal, der bliver trukket hen over beton. Eller lyden af Lee Marvin, der uden tonefornemmelse gnaver sig igennem musikken i I Was Born Under A Wandering Star. Den hule, rungende, dødlignende og atonale lyd. Har du den lyd i hovedet? Det er vel ikke ligefrem den lyd, man forventer at høre i sang efter sang fra hovedrolindehaveren i en musical, vel?

Men det er præcis den lyd, som Brian Conley frembringer i sin stjerneoptræden i Barnum, som lige nu spiller på Churchill Theatre i Bromley som en del af sin britiske turné. Præcis den lyd – en lyd, der får Harvey Fierstein til at lyde som Howard Keel til sammenligning.

Man ved, man er i problemer, når skuespilleren i rollen som Tom Thumb leverer den mest gennemførte præstation i en opsætning af Barnum. Men det er desværre tilfældet her.

Det er helt ufatteligt, hvordan det er kommet dertil. Denne produktion startede sit liv i Chichester, hvor den var poleret, opviglende, medrivende og sprængfyldt med hjertevarme. (Læs vores anmeldelse fra Chichester). Dengang havde den dog et helt andet manuskript, og den overordnede tilgang var en helt anden. Rollelisten bestod af folk, der alle kunne agere, synge og danse, og som spillede med ægte gejst.

Cameron Mackintosh godkendte dog ikke den produktion, hvilket blev gjort klart i Channel 4's dokumentarserie, The Sound of Musicals. Her fik man indblik i de bagvedliggende intriger og de udfordringer, det daværende produktionshold havde med Mackintosh og hans vision for forestillingen. Det står ikke helt klart, hvad Mackintoshs problem egentlig var, men det virkede uforklarligt til at handle om en utilfredshed med Christopher Fitzgeralds præstation, hvis Barnum var en mere kompleks, interessant, fuldendt og mindre ”se mig, jeg viser mig frem”-agtig karakter, end man kunne have forventet. Resultatet blev, at Chichester-produktionen ikke blev overført til andre scener, og Mackintosh annoncerede i stedet en ny version med nye skuespillere til en britisk turné.

Turnéversionen i Bromley er altså den Mackintosh-godkendte udgave af Barnum (han har endda revideret teksten sammen med den oprindelige forfatter Mark Bramble). Det er en opsætning, der trækker tråde tilbage til de oprindelige 1980'er-produktioner med Jim Dale og Glenn Close på Broadway og Michael Crawford i West End. Ligesom dem er kernen i denne produktion en prangende og stilfuld stjerne med masser af rutine; men i modsætning til dem er det her næsten helt uden musikalitet.

Programmet minder os om, at da Barnum fik premiere på Broadway, var der store problemer med Cy Colemans sprudlende orkestrering: "Det var alt sammen vanvittige versioner af 'turkey in the straw' – skingre, fyldt med violiner, mareridtsagtige og fuldstændig ubrugelige". Stephen Metcalfe's bearbejdning af William David Brohns orkestrering her er måske ikke decideret vanvittig, men den berøver musikken dens glædesfyldte potentiale og skaber et fladt, intetsigende og syntetisk slør over hver eneste tone og melodi.

Intet ved partituret bliver hjulpet på vej af Ian Townsends musikalske ledelse, Mike Potters lyddesign eller de ti musikere i orkesteret. Musikken har brug for friske, spændstige tempi i de fleste shownumre, men kræver også et mere dvælende tempo, når dramaet indbyder til det; et jævnt tempo midt på vejen gavner ingen. One Brick At A Time er simpelthen for langsom til at blive det energiske showstopper-nummer, det kan være. Der er ingen grund til at opføre The Museum Song – en af de klogeste og mest krævende hurtigsnakkende soloer i musicalgenren – medmindre det gøres med eksemplarisk diktion i et forrygende tempo, der kan accelereres til en forbløffende effekt. Det er ikke et nummer, der skal traves igennem med livrem og seler.

Uanset om det skyldes musikerne eller lyden, så mangler den percussive bigband-puls, som bærer og definerer numre som Come Follow The Band og Join The Circus, næsten fuldstændigt. Der er simpelthen ingen præcision, ingen sikker rytmisk kerne, og resultatet er, at Colemans partitur mangler den sprudlen og iver, der ellers gør det til noget særligt.

For det meste hjælper sangen heller ikke. Når der endelig er undtagelser, skiller de sig ud og fanger opmærksomheden som et glimt af, hvad Barnum kunne have været. Mikey Jay-Heath er formidabel som Tom Thumb, og hans store nummer, Bigger Isn't Better, er vidunderligt på alle måder. Jay-Heath synger med stor teknisk kunnen, danser energisk og med præcise, rene linjer, så hans energi og talent fylder hele scenen. Landi Oshinowa viser også flot vokal overskud to gange. Hendes Joyce Heth-nummer, Thank God I'm Old, gløder vokalt, og i andet akt leverer hun Black and White som et solidt jazz/blues-nummer, der fungerer som en kærkommen oase i et hav af nærmest livløse vokale præstationer.

Problemet ligger ikke hos ensemblet, som er en talentfuld og hårdtarbejdende flok, der synger med liv og sjæl og mestrer både harmoni og melodi. Den lyd, de frembringer i de store numre, mens de giver alt i Andrew Wrights sprudlende, fængslende og meget fysiske koreografi, er fremragende og fyldig. Af og til kommer de til at overhale de glansløse rytmer i deres iver efter at yde trinene og sangene retfærdighed; det kaster ikke et dårligt lys på dem, men viser snarere, at fejlene her ikke kun findes hos stjernerne, men også nede i orkestergraven.

Og så til stjernerne. Ret skal være ret: Brian Conley har ingen problemer med rollens showmand-aspekter. Han småsnakker ubesværet med publikum, udfører tryllekunstner med stil, sluger flammer, høster gode grin, klarer den svære linedans i tredje forsøg og benytter sig af de lynhurtige gøgler-tricks, der gør hans Barnum til den ultimative entreprenør. På overfladen er Conley en fabelagtig P.T. Barnum.

Men hvis en musical skal fungere som musical, skal der være hjerte bag den glitrende facade og indhold bag stilen. Evnen til at synge er også ret væsentlig. Conley leverer hverken hjerte eller substans; hans skuespil er overfladisk, og han kan bestemt ikke synge – ikke engang på den der talende Rex Harrison-måde. Derfor fungerer de musikalske aspekter, selve værkets rygrad, slet ikke.

Hverken Linzi Hateley som Chairy Barnum eller Kimberley Blake som Jenny Lind formår at løfte opgaven. Begge er endimensionelle, kølige og mere end almindeligt kedelige. Ingen af dem har nogen kemi med Conley, selvom det ikke nødvendigvis er deres skyld. Der er også en del falsk sang, især fra Blake, hvilket er uheldigt, når nu Jenny Lind skal forestille at være verdens bedste sangerinde. Man kan næsten ikke lade være med at have ondt af Hateley; hendes duetter med Conley er sarte og eftertænksomme, men Conleys hæse stemme ødelægger dem fuldstændig.

Der er nogle fantastiske småroller fra Nick Butcher og Edward Wade, som begge er dygtige talenter med lyse fremtider. Blandt de fremragende ensemblemedlemmer, der aldrig tabte energi eller vokal kvalitet, finder man Courtney-Mae Briggs, Louis Stockil, Jennifer Robinson, Georgie Ashford og Silvia Dopazo. David Birch spiller Wilton med stor sikkerhed og er endnu en fremragende sanger og danser i de store set-pieces.

Hele ensemblet fungerer godt sammen, flytter kulisser, yder den rette dramatiske og vokale støtte og danser med en gejst og dedikation, der er både stærk og medrivende. Det cirkusarbejde, de udfører med hjælp fra Juliette Hardy-Donaldson, er imponerende og sjovt. Der er saltomortaler, spring, steltgang og bevægelser af enhver art – det er et cirkus fyldt med elegante og skarpe tricks. Deres indsats i Black and White, Come Follow The Band og Join The Circus var en fornøjelse at overvære.

Scenografien og kostumerne af Scott Pask, Paul Wills og Lone Schacksen er farverige og passende og skaber den perfekte stemning af cirkusfeber og gøgl. Scenen er ikke altid belyst særlig godt, og der er en konstant dæmpet effekt, som virker mærkelig, men dog er i tråd med den musikalske ledsagelse.

Dette er ikke Barnum, når den er bedst. Det er svært at gennemskue, hvad instruktør Jean-Pierre Van Der Spuy har tænkt. Den kan slet ikke måle sig med den varme og charmerende produktion fra Chichester. Det publikum, jeg så den sammen med, lod til at nyde det fint nok, men det må skyldes historiens og musikkens (betydelige) iboende kvaliteter og ensemblets utrættelige gejst, snarere end hovedrollerne. Enten det, eller også har de ikke andet at sammenligne denne version med.

Denne Barnum tilhører Tom Thumb. Og hvor tit får man lige lov til at sige det?