ANMELDELSE: Beowulf, Etcetera Theatre ✭✭✭

Beowulf

Etcetera Theatre, Camden

13. februar 2015

3 stjerner

Det allerbedste ved at opsøge ny dramatik er, at man aldrig helt ved, hvad man går ind til. Berømte og etablerede forfattere, skuespillere eller instruktører kan stå bag de vildeste flop. Ukendte navne kan skabe teatermagi af fineste skuffe. Og nogle gange er tingene overhovedet ikke, som de lyder eller ser ud til.

Beowulf var det første litterære værk, jeg skulle skrive opgave om på universitetet. Et kæmpemæssigt, vidtspandende episk digt, fyldt med arkaiske vendinger og – ifølge min lærde underviser – det mest potente eksempel på traditionel mundtlig historiefortælling, overleveret gennem generationer og endelig skrevet ned. En slags verbatim-poesi. Hårdt arbejde, men sine steder fængslende.

Autojeu Theatre præsenterer nu Beowulf på Etcetera Theatre i Camden. Forestillingen bærer måske samme navn som det store kvad, men der ophører lighederne også.

Det er et stykke teater, som formentlig er udtænkt af de to stjerner: Sam Gibbs og Pete Buffery. Som en blanding af improvisation, stramt koreograferet komik, pantomime, musical, fysisk teater og rendyrket vrøvl, er denne Beowulf en fantasifuld komisk ’romp’, der boltrer sig i kølvandet på vaudeville-traditionen. Den trodser enhver kategorisering, og det er absolut ment som en kompliment.

I centrum står en umage, men virkelig bemærkelsesværdig komisk duo. Gibbs er den skæggede, bryske 'han-diva', der fortæller sin version af Beowulf-sagnet til publikum. Han spiller alle roller med vid og respektløshed, og han sprænger den fjerde væg, hver gang der er et grin i sigte eller en gæst på de forreste rækker, der skal have lidt ekstra opmærksomhed. I hans optik er han det eneste, der tæller; den blonde musiker i baggrunden er blot en levende lydeffektsmaskine.

Blondie (Buffery) ser dog anderledes på det. Fra hans side af scenen er der tale om et rigtigt makkerpar, hvor begge performere er afgørende for forestillingens succes. Han er fornærmet over Gibbs' behov for at stjæle rampelyset og dennes affærdigende attitude. Derfor planlægger han sin hævn, fast besluttet på at få sin retmæssige plads, når det bliver tid til fremkaldelserne.

Med det setup præsenterer parret en gakket fortælling om en fjollet Beowulf på fjollede eventyr, hvor han bekæmper alt andet end fjollede drager. Den følger løst begivenhederne i det gamle digt, men interessen her ligger ikke i selve historien, men i måden den bliver fortalt på.

Både Gibbs og Buffery er fremragende, men vidt forskellige klovne, og begge besidder den sjældne evne at kunne fange et publikum med et enkelt blik, et underfundigt grin eller et perfekt timet løftet øjenbryn. De bedste øjeblikke opstår, når de slår gnister sammen og skaber latter gennem deres synkronitet, suveræne timing og deres indbyrdes (skuespillede) foragt.

Gibbs har masser af materiale at arbejde med, da det tunge læs i forestillingen hviler på hans skuldre. Han er utroligt opfindsom i sin karaktertegning og historiefortælling, og skifter ubesværet stemme og holdning alt efter plottet. Han får ekstra point for sin absurde mimik, især den diskokugle-forstærkede svømmescene. (Ekstra point hvis hans narrestreger – som det virkede til – var baseret på Shelley Winters' undervandsbedrifter i The Poseidon Adventure).

Buffery står bestemt ikke tilbage på den komiske front. Han er forbilledlig til at levere 'deadpan'-blikke, som Jack Benny ville have beundret, og han udfylder rollen som det tålmodige offer i denne rutine til perfektion. Han er en dygtig vokalist, og hans kompositioner (man må formode, de er hans egne) er både interessante og ørehængende; han er ferm til en række instrumenter, som han spiller på med stor sikkerhed, mens han leverer morsomme og knivskarpt timede lydeffekter til Gibbs’ eskapader.

Stykket er en anelse for langt (selv med en spilletid på ca. 60 minutter), og i for store dele af forestillingen har Buffery ikke noget at lave. Men det er ubestrideligt opfindsomt, og der bliver grinet igennem. Særlige højdepunkter inkluderer Bufferys vokale lydeffekter til de sværd, Gibbs' helt svinger, sekvensen hvor kontrollen over de rytmiske lyde af Beowulfs fremrykkende hær skifter fra Gibbs til Buffery, og den herlige scene, hvor Gibbs spiller to elskende, der holder i hånd.

På deres hjemmeside skriver Autojeu: "Som kompagni ser vi de grænser for kreativitet og leg, der pålægges børn, så med vores arbejde opmuntrer vi børn til at omfavne legen og hjælper voksne med at genfinde deres ungdom og huske, hvordan det er at 'lege'. Leg er ikke bare harmløse fjollerier; det er en mentalitet – en mentalitet der kan (og bør) tages med ind på arbejdspladsen og i hverdagen. Med vores arbejde håber vi at bringe legen ud til vores publikum. Leg er ikke bare harmløs sjov, det er at finde det sjove i alting. Leg kan findes på de mest usædvanlige steder. Den kan findes, når du lyver for chefen om, hvorfor du kommer for sent, når du har misset den sidste bus hjem, eller når du lige har begravet et elsket kæledyr. Legen er derude, og det er den, vi søger."

Tro mod deres ord finder de det sjove på et uventet sted – Beowulf.

Bestemt et besøg værd, hvis man vil opleve noget helt anderledes.