ANMELDELSE: Catch Me, Above The Arts Theatre ✭✭✭

Catch Me

Above The Arts Theatre

23. november 2016

3 stjerner

Bestil billetter til Catch Me

Det er utroligt spændende at opdage et så lovende nyt makkerpar inden for musicalskrivning som Arnoud Breitbarth og Christian Czornyj. Deres debutværk, 'Catch Me', er netop åbnet i en intim kammerspilsproduktion i lokalerne over The Arts Theatre i West End. Breitbarth og Czornyj samarbejder om alle aspekter af værket og deler både manuskript, musik og sangtekster mellem sig. Det er, med deres egne ord, et livligt samarbejde, som bærer en særdeles original frugt. Tidligere på sommeren overværede jeg en workshop med nogle af Breitbarths andre tekster, præsenteret af Mountview Academys desværre kortlivede uddannelse i musicalskrivning, hvor han selv er dimittend. Det er en smule vemodigt, at Mountview ikke følte sig i stand til at fortsætte en linje, der allerede – som det ses i dette vidunderlige værk – har frembragt et rigtig godt stykke ny musikteater. De økonomiske vilkår for den slags uddannelser er dog benhårde, hvilket naturligvis er noget, de bevilgende myndigheder bør tage til efterretning.

Kort fortalt mødes vi af en åben scene med en stor, ny kiste (Czornyjs eget scenedesign – han står muligvis også for belysningen) i en scene, der leder tankerne hen på Ortons 'Loot'. Der lægges ud med et smukt åbningskor, flot sunget af de fem medvirkende, som øjeblikkeligt slår fast, hvor stærkt dette partnerskab står rent musikalsk. Herefter følger åbningsscenen dagen før Deans begravelse. Hans efterladte forlovede, Sarah (Kathryn Pemberton i en hudløs, men stærk præstation), tager imod de gifte venner Christine (den dominerende og verdensvante Jennifer Tilley) og Colin (den uudholdeligt hellige Neal Andrews), samt bejlerne til rollen som 'bedste ven': Harry (den atletiske og charmerende Connor Arnold) og Marc (den rastløse, neurotiske og bogstaveligt tænkende Matthew Munden). Vinen kommer på bordet, og de manøvrerer forsigtigt mellem hinandens sårbarheder, alt imens alkoholen løsner både hæmninger og tunger. Der er masser af humor og et par skarpe dramatiske twists, især det, der afslutter første akt.

Efter pausen er vi nået til selve begravelsesdagen. Publikums tro på, at de har gennemskuet karaktererne og ved, hvor de har dem, bliver hurtigt gjort til skamme. Det er her, forfatterne smider deres trumfkort og vender op og ned på det hele med en storslået kovending, der sender os i en fuldstændig uventet retning. Den kortere anden akt er mere musikalsk end den første og langt mere actionpræget. Handlingen rækker helt ud til publikum og bliver vildere, mens den driver frem mod en forløsning af de spændinger, der er opstået mellem disse ubehageligt umage mennesker.

Musikken er stærk hele vejen igennem og tager til i styrke i anden akt. Lyrisk set bærer Breitbarths hollandske herkomst måske præg af visse lidt kunstige vendinger, eller måske ligger det i Czornyjs baggrund. De virker mere på hjemmebane i dialogen, der flyder så naturligt, at man næsten skulle tro, andre hænder havde været inde over, hvilket ikke er tilfældet. Som følge af denne verdenspremiere vil der muligvis blive rettet til i placeringen eller strukturen af visse numre, men det er netop det, workshop-opsætninger er til for. Scenografien er holdt på et minimum: et par stole, nogle vinglas og en stabel uåbnet post. Bandet er en trio bestående af klaver, cello og guitar, anført af Rebecca Grant ved tangenterne, med arrangementer af guitaristen Connor Gallagher (baseret på et detaljeret partitur) og assisteret af Emma Melvyn. De fremragende korarrangementer er skabt af forfatterne selv.

Den sidste medvirkende, vi mangler at nævne, er den afdøde, Dean (Reuben Beau Davies i en energisk og karismatisk form). Han repræsenterer én af de 4.500 britiske mænd under 45 år, der tager deres eget liv hvert år; selvmord er den hyppigste dødsårsag i den aldersgruppe. Teaterhistorien er fuld af berømte selvmord, heriblandt mange mænd, og mange af dem i tætte relationer. Shakespeare skrev mange af den slags roller, og utallige store forfattere er fulgt efter siden. I de fleste tilfælde får de karakterer, der ødelægger sig selv, ret klare motiver for deres handlinger. Ofte skildres deres følelsesmæssige bånd også som en del af deres tragiske skæbne (tænk på Romeo og Julie eller Antonius og Cleopatra) – men ikke her. Det er faktisk lidt af en kamp at placere en karakter, der er så livlig og vital – lidt som en af David Mercers rebeller – midt i den middelmådighed à la Ayckbourn, der har samlet sig omkring hans kiste.

Jeg forlod forestillingen meget imponeret over den tekniske bedrift i at konstruere en så opfindsom kammermusical, men sad tilbage med en følelse af uklarhed omkring de dybere motiver. Dette er måske et område, som forfatterne vil kigge på, mens de reflekterer over værket i løbet af spilleperioden på Above the Arts.

Catch Me spiller frem til 3. december 2016.

BESTIL BILLETTER TIL CATCH ME PÅ ABOVE THE ARTS THEATRE