ANMELDELSE: Cream, Canal Café Theatre ✭✭✭

Cream Canal Café Theatre

2. juli 2017

3 stjerner

Book nu

De mennesker, der sad ved mit bord til denne kalorielette, tidlige aften-soufflé, sagde, at de var blevet lokket i teatret af to ting i programteksten: løftet om noget 'hylende morsomt' og 'musikalsk komedie'. Det var rigeligt. De vidste, hvad de ville have, og de fik det i overmål. Fire hårdtarbejdende showbiz-typer – Danielle Morris, Brendan Matthew, Katriona Perrett og Daniel Mack Shand – indtog scenen sammen med den suveræne kapelmester Aron Clingham for at levere en times tid med vid og varme i et katalog-show proppet med numre fra glemte, dødsdømte, afviste eller udskældte musicals fra de forgangne år. Og det charmerende unge par ved siden af mig var fuldstændig tilfredse med, hvad de fik.

Forestillingens åbningsnummer – lidt af en undtagelse – er 'It's A Musical' fra den langtfra kasserede 'Something Rotten', og det er meget behageligt at høre det igen. Med ikke blot instruktion, men også koreografi fra det tilsyneladende grænseløse talent Tim McArthur, har nummeret masser af charme og sætter på sin vis tonen for arrangementet. Hurtigt bevæger vi os videre til 'I'm Ev'rybody's Girl' fra Kander og Ebbs 'Steel Pier', fyldt med perfekte triple-rim og fræk amoralitet, og endnu en perle, 'Blue Crystal' fra den ligeledes udfordrede 'The Rink', og så 'It's A Business' fra samme holds næsten helt glemte 'Carmen'.

Når vi kigger på repertoiret herhjemme, opdager vi de skjulte glæder i Tom Jones' (ja, DEN Tom Jones) partitur til 'Matador', en forestilling der nok er mere kendt for sin plakatsag end for egentlige forestillinger, folk har set: 'The Boy From Nowhere' har en dejlig tekst og en smukt formet melodi, som er helt uretfærdigt ignoreret. Well, faktisk har Michael Ball indsunget den. Ser du, kvalitetsbevidste kunstnere ved, hvordan man holder liv i den slags; og det gælder for så meget af repertoiret i denne forestilling.

Den komisk fortryllende Hobbits' Song fra 'Ringenes Herre' er – ærlig talt – hævet over parodi, da den er en sprudlende fejring af sort snak. (Og sort snak er ikke et officielt hobbit-sprog: det er effekten skabt af Matthew Warchus og Sean McKennas – uden tvivl bevidst – rædderligt ubehjælpsomme tekst.) Hjertet frydes ved at opdage store kunstnere, der er i stand til store synder, og mere til – vil de blive glad for at høre – er på vej...

Et mash-up af jukebox- eller katalog-musicals fra 80'erne og 90'erne byder på noget, der får foden til at vippe fra '9 to 5' (en forestilling, der fungerer perfekt på scenen, og jeg vil kæmpe mod enhver, der er uenig, til døden med sammenrullede programmer på parkeringspladsen lige nu), 'Flashdance' – som er noget mere tvivlsom – og den virkelig forfærdelige 'Viva Forever'. Dette er dog mildt sammenlignet med rædslerne i 1989's groteske 'Sherlock Holmes': et værk af den mest smagløse og banale slags.

I konkurrence med dette deler 'Falsettos' (March of the Falsettos) stadig vandene. 'Four Jews in A Room, Bitching' lyder slemt, men det er også meningen. Og jeg må fortælle jer, venner, den her forestilling forsvinder ikke. Faktisk vender den tilbage. Hvilken som helst dag nu. Få læst op på din Talmud. Og læs op på fuga og kontrapunkt, mens du er i gang, for partituret er om noget neurotisk 'sofistikeret'.

Og så tilbage til de britiske øer og det overdådige elevator-styrt, der var 'Metropolis'. Var? Er? Var? Er? Den bliver genopsat på det entreprenante Ye Olde Rose and Crowne (med selveste maestro Clingham som kapelmester i oktober 2017: billetsalget er åbent nu!!). Sandt nok var hovedårsagen til at hade dette show Brian Blesseds medvirken i den dominerende hovedrolle: Jeg så den tre gange, og jeg kan den dag i dag ikke fortælle, hvad det var meningen, han skulle gøre, men jeg kan fortælle, at han var i næsten hver eneste scene. Eller sådan føltes det i hvert fald. Egentlig tror jeg bare, han var fejlcastet: han gjorde sit bedste, men det hjalp ikke rigtig. Forestillingen er uretmæssigt overset. For eksempel har den en af de bedste, den absolut bedste, åbningsscener til anden akt, jeg nogensinde har set – især med den glamourøse koreografi og de kostumer, den fik på Piccadilly – men det alene var desværre ikke nok til at genoplive et dødt væsen som dette. Trist. En sang som 'It's Only Love', der er med i denne kabaret, er værd at høre.

Bådbygger-scenen fra 'Moby Dick' er derimod ikke. Det er et svagt nummer fra en forestilling, der har langt bedre materiale i sig. Men hvis pointen med denne sammenkomst også indimellem er at strø lidt salt i sårene på hedengangne shows, så findes der intet, der svier mere end dette. Det er rædselsfuldt.

Ikke således med det store kærlighedsnummer fra 'Les parapluies de Cherbourg'. Hvad? Taler du ikke fransk? Zut alors! Forestillingen hedder – på engelsk – 'The Umbrellas of Cherbourg' (Pigen med paraplyerne). Det er en delikat anretning, spundet af sukkeret fra Michel Legrands sirupssøde melodier og holdt oppe af intet andet end gallisk selvtillid. Fjern det franske element, og det smuldrer til usmageligt støv. 'I Will Wait For You' bliver her trukket ud i det uendelige, langt forbi publikums smertegrænse, og præsenteres som en grusom, hjerteløs farce. Av. Michel, jeg er ked af, at de gør dette mod dig!

Men så igen, 'Out, out, out!' fra 'Batboy' er her for at minde os om hvad helt præcis? Forestillingen er en slags satire og nyder en form for kultstatus, hvilket lader til at have været hovedformålet helt fra start. Forestillingen er som at være fanget i en B-film, som aldrig vil slutte. Well, der er en afslutning – en grundig jakobinsk en af slagsen – og sangene skal alle høres i den form for makabre kontekst. OK, jeg indrømmer min partiskhed; jeg kan faktisk godt lide dette show. Okay, jeg kan lide det rigtig meget. Virkelig meget. På samme måde er 'Glitterboots' fra den utroligt katastrofale – men evigt genopståede – 'Saucy Jack and the Space Vixens' endnu et nummer, som, når man først har hørt det fremført af folk som Jamie Birkett, er umuligt at få ud af blodet. Det smitter. Og her får vi endda den originale koreografi (jeg tør enhver, absolut enhver, til at opsætte dette show uden den!). Hvad er der ikke at elske? Det er som et knap så godt dansenummer fra 'Top of the Pops'. Er det en forbrydelse?

Hvad så med 'Dance of the Vampires', en forestilling der ikke har turdet vise sig i West Ends projektørlys, men som alligevel spiller igen og igen i de fleste tysk-ungarske lande, som om intet andet nogensinde kunne erstatte den. Jim Steinman-nummeret 'Total Eclipse of the Heart' bliver – tilsyneladende – brugt i dette show, men hvor? Jeg kan ikke finde det på listen. 'Hvorfor forsøger du overhovedet at finde ud af det?' hører jeg dig spørge... Ingen ord, udover at påpege den afsindigt sjove iscenesættelse af sangen her, og – nej, nej, nej – hverken tortur eller penge vil få flere detaljer ud af mig. Tag hen og se det selv. Det er showets højdepunkt, øjeblikket hvor magien for alvor sker! (Det ville være dejligt, hvis der var lidt flere af disse øjeblikke i den time, man tilbringer med disse dejlige mennesker, men sådan er det nu engang.)

Åh, og der er et efterspil. Vi slutter med det dejlige varemærke-nummer fra Cy Colemans 'See-Saw', 'It's Not Where You Start, It's Where You Finish'. Og jeg kunne ikke være mere enig. Ja, hele dette show – som hastigt er stablet på benene på knap en uge – kunne sikkert stråle lidt mere med lidt flere prøver og finpudsning, men slutningen er fuld af optimistisk gejst og godt humør. Og det er ikke slut endnu. Bliv ved med at lytte, og hold øje med scenen! Du vil ikke fortryde det.

Hver søndag indtil 23. juli

BOOK BILLETTER TIL CREAM PÅ CANAL CAFE THEATRE