ANMELDELSE: Fame, New Victoria Theatre Woking ✭✭✭✭

Douglas Mayo anmelder Fame the musical, som lige nu spiller på New Victoria Theatre i Woking som en del af dens turné rundt i Storbritannien.

Castet i Fame the musical. Foto: Tristram Kenton Fame

New Victoria Theatre (UK Tour)

1. oktober 2018

4 stjerner

Turnéplan

Der er en overflod af filmbaserede musicals på scenen i øjeblikket. Det virker til, at alle store filmstudier og teaterproducenter har indset, at man kan bruge populære filmtitler til at mindske risikoen ved at give publikum en historie, de allerede kender, med et navn, de stoler på vil give dem en god aften i teatret. Nogle er ganske enkelt reproduceret ordret som Dirty Dancing, andre bruger populære sange fra filmen og supplerer dem med ekstra materiale for at give scenetilpasningen noget dramatisk indhold som Footloose, mens shows som Fame starter helt fra bunden og bruger det grundlæggende koncept med et nyt manuskript og nye sange.

Fame udspiller sig på New Yorks legendariske High School Of Performing Arts (eller PA, som den kærligt kaldes) og følger både elevernes og lærernes liv på denne ikoniske institution. At forsøge at indfange op- og nedturene i den oplevelse er svært nok på film, men det byder på enorme udfordringer, når man kigger på en scenetilpasning.

Jose Fernandez har skrevet et manuskript, der er filmisk i sin tilgang. Det er utroligt hektisk og episodisk, især i første akt. Karakterer fejes ind og ud af scenen, og karakterudviklingen bliver forsømt. Anden akt er mindre af en hvirvelvind og giver et par af de centrale karakterer plads til at trække vejret og publikum et øjeblik til at engagere sig, men det er alt for lidt og alt for sent. Som resultat heraf hæver manuskriptet sig aldrig over en række stereotyper: den ordblinde danser, narkoman-sangeren, den frustrerede lærer. Karakterer, som kunne have været veludviklede og tredimensionelle, er det ikke.

De hjælpes heller ikke på vej af sangene skrevet af Steve Margoshes (musik) og Jacques Levy (tekster), som overvejende er anonyme og banale. Der er dog et par numre, der næsten lever op til lejligheden: Let's Play A Love Scene, Think of Meryl Streep, In L.A, These are My Children og Bring On Tomorrow er blandt disse. Det er kun filmens titelsang, brugt til showets energiske ekstranummer, der virkelig brænder igennem.

Jeg har set en del opsætninger af Fame, og Nick Winstons er uden tvivl den bedste, jeg har oplevet. På en enkel scenografi af Morgan Large med enorme portrætter er fokus lagt på talentet uden overflødigt lir, og det giver i den grad bonus. Winstons instruktion og koreografi er strømlinet og ukompliceret; dialogscener smelter ubesværet sammen med sange og dans, hvilket forhindrer showet i at køre fast og altid lader det fantastiske cast vise, hvad de dur til.

Mica Paris tager rollen som den omsorgsfulde, men frustrerede overlærer Miss Sherman i stiv arm. Hendes realistiske syn på underholdningsindustrien er noget, der måske burde prædikes mere for unge håbefulde talenter, som takket være tv-talentkonkurrencer tror, at stjernestatus bare er noget, man henter. Hendes hårde ydre giver plads til et omsorgsfuldt menneske, og Paris har publikum i sin hule hånd med sin utrolige præstation af These Are My Children. Aldrig forceret og helt perfekt realiseret – det er uden tvivl denne forestillings højdepunkt.

Keith Jack (Nick) og Jorgie Porter (Iris) portrætterer to karrieredrevne elever på PA. Han ønsker at opbygge en skuespillerkarriere efter at have været i branchen perifert siden barndommen; hun vil skabe sig en karriere som danser. Begge indser de udfordringer, der ligger foran dem. Porter viser sine betydelige evner som danser, mens Jack demonstrerer sine kvaliteter som musicalstjerne med overskud. Her er der ikke tale om billig kendis-casting.

Fames utroligt talentfulde cast leverer varen i den grad. Simon Anthonys Schlomo tager en karakter, der kunne have været pinligt nørdet, og gør ham interessant og til et reelt lyspunkt i produktionen. Stephanie Rojas' Carmen er rå, og hendes store nummer i anden akt gør netop dét, det skal – stopper showet – bakket op af veludførte dramatiske øjeblikke, der forstærker den følelsesmæssige effekt af denne advarende fortælling. Mens Jamal Kane Crawfords Tyrone giver den 110 % med fantastiske dansemomenter og dialogscener med nok lys og skygge til, at man rent faktisk føler for denne karismatiske karakter.

Branchen taler tit om "triple threats" (folk der kan synge, danse og spille skuespil), men flere af disse skuespillere tilføjer også instrumenter på scenen til deres evnesæt, hvilket er imponerende. Særligt bemærkelsesværdige er Alexander Zane, Louisa Beadel og Tom Mussell, hvis musikalitet på scenen giver tiltrængt karakter til en til tider flad orkestrering. Dansemomenterne på scenen får et ekstra skud energi af Morgan Jacksons skarpe bevægelser og akrobatik.

At turnere med et show som Fame må være en hård opgave; at flytte fra spillested til spillested, sætte nyt lys og få de tekniske aspekter af produktionen på plads til hvert hus er en uendelig proces. Da i går var første aften i et nyt teater, håber jeg, at lyden forbedres som ugen skrider frem. Ben Harrisons lyddesign var til tider mudret og gav indimellem følelsen af et stort stadion med overvældende rumklang, mens vokalerne andre gange druknede i bandet.

I sidste ende giver Fame en god aften i teatret, men det skyldes i høj grad dette fænomenale cast og instruktør/koreograf Nick Winstons evner. Det er et talentniveau, der forhindrer showet i at gå i stå, og uden at vide det har showets forfattere givet dette talentfulde cast chancen for at vise, at ægte talent faktisk kan løfte et gennemsnitligt show ud af middelmådigheden.

FAME UK TOUR TURNÉPLAN

Fotos: Tristram Kenton