ANMELDELSE: Gently Down The Stream, Park Theatre ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Martin Shermans forestilling Gently Down The Stream, instrueret af Sean Mathias, der netop nu spiller på Londons Park Theatre.

Ben Allen og Jonathan Hyde i Gently Down The Stream. Foto: Marc Brenner Gently Down The Stream.

Park Theatre

18. februar 2019

4 stjerner

Bestil nu

Beau lever et stille liv i London som en moden homoseksuel mand, da et tilfældigt møde på siden Gaydar fører ham til Rufus – en yngre mand med en forkærlighed for "daddies" og en dyb kærlighed til musik og kultur fra midten af det 20. århundrede. Beau er cocktail-pianist, en blanding af Brooklyn og Deep South, som har akkompagneret Mabel Mercer – en nu overset natklubsangerinde, som Rufus idoliserer. De indleder et forhold, der strækker sig over år, men netop som Beau åbner sit hjerte, møder Rufus den unge Harry. Men dette er ingen tragisk fortælling om tabt kærlighed og ensomhed. Gennem Beaus erindringer har dramatikeren Martin Sherman skabt et smukt stykke LGBTQ+-historie, fremført blændende af et cast under kærlig instruktion af Sean Mathias.

Harry Lawtey og Ben Allen i Gently Down The Stream. Foto: Marc Brenner

Jonathan Hyde er vidunderlig som Beau; her er ingen falmet, sydstats-tragik, men derimod en værdig og elegant mand, der står som et fyrtårn for både smerte, kærlighed og muligheder. Da han altid har forventet, at det ender galt for den homoseksuelle mand, afslører hans monologer et liv præget af homofobi og undertrykkelse, som ender i ligestilling og indre fred. Hans første kærlighed blev dræbt i et brandattentat mod en homoklub i New Orleans – en stvarnlig hændelse, som Sherman her genindskriver i historien – og hans næste dør af AIDS. Det er ikke mærkeligt, at Beau tøver med at elske, men Hyde fører os dygtigt gennem hans sårbarhed, stolthed og troen på kærligheden.

Jonathan Hyde som Beau. Foto: Marc Brenner

Ben Allen er lige så fremragende som Rufus, og det er en cadeau til både manuskriptet og skuespillerne, at et forhold med så ægte ømhed portrætteres så overbevisende. Som den meget yngre og "let bipolære", der udfordrer forholdet, får Rufus friheden af Beau, hvilket fører til mødet med performance-kunsteren Harry. Denne rolle kunne nemt være blevet overfladisk, men Sherman udvikler den flot, og Harry Lawtey griber chancen og transformerer karakteren fra selvoptaget kunstner til kærlig far. Som et bevis på, hvor langt vi er nået, fører Beau Rufus op til Harry på deres bryllupsdag, og en dyb affektion vokser frem mellem de tre. Da tæppet falder, sidder "onkel" Beau med deres datter – et symbol på styrken i de valgte familier, der i dag bliver stadig mere mainstream.

Jonathan Hyde og Ben Allen. Foto: Marc Brenner

Indimellem kræver Rufus' udspørgen om de kunstnere, Beau kendte, en anelse for meget forklaring for at uddanne publikum, men det opvejes af de mange andre kvaliteter. Børnerimet "Row, row, row your boat gently down the stream" danner rammen om en smuk anekdote fra anden verdenskrig – en tid, hvor homoseksuelle blev tolereret af myndighederne, fordi man havde brug for hænder på de strategiske poster. (Modreaktionen var dog barsk på begge sider af Atlanten, da krigen sluttede.) Når Beau synger sangen for barnet i sine arme til sidst, er det svært ikke at blive dybt rørt.

Lad dig ikke narre af ordet "gently" i titlen. Stykket har måske ikke samme episke vingefang som The Inheritance eller Angels in America, men Shermans økonomiske dramatik rammer stadig plet. Det er sublimt, smukt og en perle, der skal nydes.

Spiller indtil 16. marts 2019

BESTIL BILLETTER TIL GENTLY DOWN THE STREAM HER