ANMELDELSE: Grief Is The Thing With Feathers, Barbican Theatre ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Grief Is The Thing With Feathers med Cillian Murphy, som lige nu spiller på Barbican Theatre.

Cillian Murphy i Grief Is The Thing With Feathers. Foto: Colm Hogan Grief is the Thing With Feathers.

Barbican Theatre

28. marts 2019

3 stjerner

Bestil billetter

Max Porters korte, smukke og kraftfulde roman er som et blåt mærke af en bog. En Ted Hughes-forsker skal tage sig af sine to sønner efter hustruens død. Ind i hjemmet flytter Kragen – en antagonist, der både passer børn og yder omsorg, og som ikke vil gå, før han bliver bedt om det, og helingsprocessen er begyndt. Det er ingen overraskelse, at Porters bog vandt den internationale Dylan Thomas-pris; det er en gribende poetisk meditation over sorg, som hjalp mig gennem mit eget tab. Derfor kom jeg til Enda Walshs opsætning med store forventninger, ikke mindst til hvordan en sådan bog ville lade sig overføre og transformere til scenen.

Grief Is The Thing With Feathers. Foto: Colm Hogan

Nuvel, én tilgang er meget bogstavelig – at ridse, kradse, skrive og projicere Porters tekst op på scenografien, hvilket giver os mulighed for at beundre hans ord og struktur, mens vi føres gennem sorgen klassiske faser. Dens fragmentariske natur skaber dog en del distance, og visse steder forsøger produktionen at være for meget "in your face" til at føles tilgængelig. Cillian Murphy leverer dog en fremragende præstation som både Faderen og Kragen; hans stemmearbejde er perfekt, når han antager en ret herreagtig stemme som Kragen, og Faderens sorg er smukt formidlet. Sorgens stormløb spilles gennem en megafon til høj rockmusik, og metaforen om at blive overvældet af fortvivlelse er effektivt konstrueret. Alligevel skubbede disse scener mig væk fra den centrale fortælling – der var for meget stroboskoplys til min smag – og her lykkes bogen, hvor man kan vende siderne i sit eget tempo, bedre end sceneversionen. Selvom der er vidunderlig iderigdom i hver scene (Faderens Last Jedi-look i starten, poser med chips der falder ned fra himlen for at mætte drengene), føles scenerne for adskilte. Murphys fysik er suveræn; han er krageagtig, flasher kløer og fjer, og han er fængslende at se på i samtlige 90 minutter.

Cillian Murphy i Grief Is The Thing With Feathers. Foto: Colm Hogan

Vi mister også drengenes historie en smule af syne. På premiereaftenen blev de spillet af David Evans og Leo Hart, som begge gjorde det flot med fine greb, som f.eks. da de optræder i voksentøj mod slutningen for at fortælle om deres vej videre. Produktionen begynder for alvor at ramme plet i helingsfasen, hvor vi ser Moderen i hjemmevideoer, og hvor Faderen endelig kan tale om dødsfaldet. Her er både projektioner og lyddesign utroligt følsomt udført.

Måske fordi det at læse og fortolke en roman er så privat en oplevelse – og sorg for det meste er noget, vi bearbejder i enrum – vil bogen altid være den vigtigste destination for alle, der ønsker at opleve denne fortælling. Alt i alt er denne bearbejdelse ufuldkommen, men ambitiøs, og der er meget at beundre i dens dristige fortolkning.

Spiller frem til 13. april 2019

BESTIL BILLETTER TIL GRIEF IS THE THING WITH FEATHERS