ANMELDELSE: Love In Idleness, Apollo Theatre ✭✭✭

Eve Best (Olivia Brown) og Anthony Head (Sir John Fletcher). Foto: Catherine Ashmore Love In Idleness

Apollo Theatre

18. maj 2017

3 stjerner

Bestil billetter For nylig har der været stor interesse for Terence Rattigans mesterværk, 'The Deep Blue Sea', med markante genopsætninger, en ny film og endda et fremragende nyt skuespil, Mike Poultons 'Kenny', baseret på både de virkelige begivenheder, der inspirerede det, og det minutiøst udformede drama, der opstod deraf.  Så det var vel kun et spørgsmål om tid, før nogen fandt hans samling af skitser frem til det senere og langt mere fuldendte og succesfulde stykke – det værk, der bærer en særpræget reference til Shakespeares 'En skærsommernatsdrøm', og som nu er flyttet fra Menier Chocolate Factory til Shaftesbury Avenue.

Promoveret – i Bob Kings skarpt opsatte grafik – som et trekantsdrama mellem den unge mand Michael Brown, kvinden i sin bedste alder Olivia Brown og den ældre Sir John Fletcher, byder stykket på en simpel fortælling om en utro affære, der bliver forstyrret af tilbagekomsten af kvindens nu voksne og besværlige søn.  Det faktum, at den ældre (gifte) elsker også er minister i Churchills krigskabinet, og hans udkårne en effektiv selskabsdame, gør, at troværdigheden omkring, hvor let deres arrangement bliver spoleret af en uerfaren 17-årig hjemvendt fra Canada-evakuering, knap nok tåler et nærmere eftersyn.  Men dette er blot den første og mest iøjnefaldende af utallige svagheder i manuskriptet.  Stykket er en sand rodekasse af tricks, tilsyneladende samlet i hast af den ellers så omhyggelige Rattigan, hvor vi hver anden side møder en ny stilart eller en ny 'inspiration' (læs: lån).  I West Ends verden af let underholdning kunne man hævde, at den slags bagateller er underordnede.  Men det holder kun, hvis intet andet ved stykket betyder noget.  Og hvis det er tilfældet, hvorfor så overhovedet sætte det op?

Eve Best (Olivia Brown), Anthony Head (Sir John Fletcher) og i baggrunden Edward Bluemel (Michael Brown). Foto: Catherine Ashmore

Tjah, jeg tror, jeg har svaret på det spørgsmål.  Det giver tre begavede skuespillere frit løb til at vise, hvad de kan.  I mændenes tilfælde får en karismatisk og flot ung mand lov til at føre sig frem med ungdommelig arrogance, mens en mere værdig modvægt leveres af en gråhåret karakterskuespiller, der minder os om, at erfaring tæller langt mere end ungdommelig impulsivitet og surmuleri i hjerteanliggender.  Imellem disse to modpoler står den omtalte dame, der som en ødipal marionetdukke bliver trukket rundt af plottets mekanik. Hun har to muligheder: enten forsøger hun det umulige – at skabe en sammenhængende karakter ud af de stumper, forfatteren har efterladt hende – eller også (hvilket er tilfældet her) bruger hun sin stærke personlighed og loyale fanskare til, ved ren og skær viljestyrke, at tromle hen over de utallige modsigelige modstridende elementer, forfatteren har lagt i vejen for hende, og kæmper sig hele vejen til målstregen, så publikum faktisk tror på, at de ikke har spildt deres penge på billetten.

Under disse omstændigheder skal vi prise os lykkelige for dette cast.  Drengen spilles energisk af den langhårede nykommer Edward Bluemel, den ældre herre leveres med suveræn elegance af eksperten Anthony Head, og kvinden, der kæmper imellem dem, er ingen ringere end Eve Best, som her giver en lærebogseksempel på, hvordan en jernhård præstation kan redde et stykke fra glemslen.  I ærefrygt over disse tre skuespilleres beslutsomhed på at lade deres professionalisme triumfere over forfatterens mangler på området, sprang publikum op ved afslutningen af de fire rummelige scener – ikke for at nå deres tog hjem, men i oprigtig beundring over den magiske bedrift, de lige havde været vidne til.

Eve Best (Olivia Brown) og Edward Bluemel (Michael Brown). Foto: Catherine Ashmore

I denne gigantiske bedrift bliver skuespillerne kyndigt hjulpet af en af landets mest erfarne instruktører: Trevor Nunn.  Få ved mere end han om, hvordan man skjuler konstruktionsfejl, psykologiske brister, fejlplacerede toner og de løse ender i dialogen, der fylder manuskriptet som murbrokker efter bombede kladder.  De første sider er ikke værst, meget i Noel Cowards stil med et strejf af Somerset Maugham.  Men da den unge mand træder ind, slingrer vi ind i Graham Greene-agtigt, sub-freudiansk territorium – en klodset variant af 'Hamlet' – og scenografien, bygget af Stephen Brimson Lewis efter meget alvorlige tegninger, begynder decideret at vakle for øjnene af os.  Med hørbare knirk bevæger vi os ind i John Drinkwater-land og bliver derefter transporteret til et filmset af Powell og Pressburger. Man sidder tilbage og spørger: hvorfor?

Edward Bluemel (Michael Brown) og Anthony Head (Sir John Fletcher). Foto: Catherine Ashmore

Men pyt med det.  Lewis lader Miss Best se strålende ud hele vejen igennem i en serie udsøgte kjoler, selvom han trumfer det hele ved at give hende et ekstremt Googie Withers-agtigt look i slutscenen.  Hun overstråler altid sine medspillere: Charlotte Spencer som den tomhjernede Diana Fletcher og Nicola Sloane som den larmende Miss Wentworth.  Sloane og Vivienne Rochester spiller også kortvarigt to andre kvinder i Fletcher-husholdningen, tjenestepigen Polton og sekretæren Miss Dell – begge roller er skødesløst skrevet og bliver smidt væk af en forfatter, der tydeligvis kun var interesseret i at give sine stjerner så meget scenetid som muligt.

Mens det sker, sørger Paul Pyant for, at lyset tænder og slukker på de rette tidspunkter; Gregory Clarke sikrer, at vi hører en radio og en buldrende ugerevy mellem scenerne; og Duncan Mclean leverer filmoptagelserne, der skal forsøge at give troværdighed til det, der sker indimellem.  Det hele ser meget nydeligt ud – selv fængselsmurene, der synes at omgive Sir Johns ellers nøgterne hjem.  Hvis du føler, du skal føje denne til din liste over genopdagede, glemte stykker, så vil det i det mindste ikke gøre ondt på øjnene.

Uanset hvad du gør, så lad være med at dvæle ved, at der findes masser af langt bedre skuespil, der kunne være valgt og tildelt alle disse ressourcer.  Hvis du vil vide, hvorfor det skete, må du rette din henvendelse til producenterne.

BESTIL BILLETTER TIL LOVE IN IDLENESS PÅ APOLLO THEATRE HER