ANMELDELSE: Orson's Shadow, Southwark Playhouse ✭✭✭✭✭

John Hodgkinson som Orson Welles og Adrian Lukis som Laurence Olivier, med Ciaran O’Brien som Sean. Foto: Elliott Franks Orson's Shadow

Southwark Playhouse

06.07.15

5 Stjerner

Er der virkelig mere at sige om parret Olivier, Larry, Vivien og Joan? Eller for den sags skyld om Orson Welles? Det var de spørgsmål, jeg sad med i Southwark Playhouse til premieren på Austin Pendletons stykke. Det er en dramatisering af den virkelige episode, hvor Welles, Olivier og Joan Plowright arbejdede sammen – i en opsætning af Ionescos Rhinoceros på Royal Court i 1960 under ledelse af Welles. Midt i alle de kritiske analyser, biografier (gode, dårlige og decideret skandaløse), breve, erindringer og rygter, har vi vel efterhånden et komplet billede? Både af det tragiske psykodrama i ægteskabet mellem Leigh og Olivier, og af Welles' langsomme, modvillige deroute efter den gyldne start med Citizen Kane?

Faktisk lykkes det Pendleton at føre os langt bag de biografiske overflader, og undervejs stiller han nogle dybe og svære spørgsmål. Hvordan kan selv de største talenter miste fodfæstet i deres modne år, og hvor går den ubøjelige pligtfølelse i forhold præget af alvorlig psykisk sygdom? Han tilbyder også vigtige indsigter i teaterkritikkens rolle, de respektive fordele ved en karriere på scenen versus filmens verden, hvordan privatlivet siver ind i det kreative arbejde, og hvordan skuespillere forener teknik og psykologisk instinkt. Hvis det lyder som et stykke forbeholdt teater-insidere, så bør det understreges, at det balanceres af dialog, der er både vittig og øm, samt en visuel komik, der skaber masser af liv på scenen. Da Pendleton selv har mødt Vivien Leigh og arbejdet med Welles, er stykket skrevet med en empati, der mærkes, uden at det forfalder til helgendyrkelse.

Pendletons geniale greb er at introducere Kenneth Tynan i ligningen. Tynan præsenteres her som manden, der overtaler Olivier og Welles til at arbejde sammen. Det er teknisk set ikke sandt, men det fungerer dramatisk perfekt, da han var en nær ven af begge og desperat ønskede at genoplive Welles' filmkarriere og selv blive en del af Oliviers hold ved grundlæggelsen af National Theatre. Han er katalysatoren og kommentatoren gennem hele forløbet. Stykket er i to akter. Først mødes Tynan og Welles backstage i Dublin; derefter flytter vi til Royal Court, hvor Olivier, frisk fra succesen med The Entertainer, er i gang med den komplicerede proces at forlade Leigh til fordel for Plowright. Det er på mange måder stykkets stærkeste del, hvor Olivier og Tynan duellerer verbalt, mens Plowright kæmper for sin identitet, og de selvdestruktive kræfter i Oliviers ægteskab blottes i en mesterlig telefonsamtale. Anden akt tager os med ind på settet til Rhinoceros og fokuserer på de kreative gnidninger mellem Welles og Olivier, da sidstnævnte kæmper med at tilpasse sin teknik til det absurde teater. Konflikten kulminerer, da Leigh uventet dukker op, og alle masker til sidst må falde.

Der er seks karakterer i alt, og hver skuespiller leverer en præcis, udtryksfuld og detaljerig præstation. Der er ingen svage led, og casting-direktøren fortjener ros for at have sammensat et hold, der komplementerer hinanden perfekt. I de mindre roller spiller Ciaran O'Brien den unge scenemester Sean, mens Louise Ford indtager rollen som Joan Plowright. Begge roller er let skitserede af Pendleton og er ikke ment som direkte imitationer. O'Brien rammer smukt den akavede heltedyrkelse hos en ung håbefuld, og Ford viser med stor styrke, at hendes karakter er alt andet end en statist – hun er en skuespiller med en skarp, selvstændig intelligens. Hun balancerer flot mellem kærlighed til og frustration over Olivier og støtter Welles i hans forsvar for modernismen.

Edward Bennett leverer en yderst troværdig Tynan. Han rammer de fysiske træk overbevisende – stammen, hosten (der vidner om begyndende emfysem) og den overdrevne ærbødighed over for sine idoler. Men han fanger også intelligensen, skarpheden og det hemmelige ønske om at være en del af inderkredsen. Bennett navigerer sikkert gennem de svære øjeblikke, hvor dramatikeren bryder den fjerde væg og taler direkte til publikum, selv hvor teksten her og der kan virke en smule tung.

Som Vivien Leigh har Gina Bellman to afgørende scener til at etablere karakterens mange facetter. Igen er der et godt fysisk match mellem både glamour og sammenbrudt sårbarhed. Vi skal forstå, hvorfor Leigh var en så dragende sirene, og samtidig få et glimt af hendes private rædsler. Bellman er særligt god til at vise de mindre kendte sider af karakteren: hendes intelligens, hendes gavmildhed og hendes sørgmodige bevidsthed om den tiltagende sindssyge. Når manien rammer, er den passende voldsom og ude af kontrol.

De største udfordringer er naturligvis rollerne som Welles og Olivier. Både John Hodgkinson (Welles) og Adrian Lukis (Olivier) leverer imponerende fortolkninger, men den virkelige styrke – også i Alice Hamiltons smidige instruktion – ligger i deres rejse ind i personlighedernes mørke. Vi ser bag den karikatur, Welles præsenterer for verden, og ind i desperationen for at realisere egne projekter; vi ser smerten hos en mand, der ved, han er både offer for systemet og sin egen værste fjende. Lukis fører os ind bag Oliviers polerede facade og viser en mand fanget i sin egen myte, dårligt udrustet til forandring. Hans forsøg på at kontrollere sig selv og sin verden er en reaktion på både Leighs ustabilitet og det ydre pres.

Stykket er iscenesat i en arena-opstilling, hvilket skaber en fin kontrast mellem teatrets kunstighed og en følelse af uformel nærhed. Scenografien er praktisk og funktionel og stjæler aldrig fokus fra de verbale dueller, som er stykkets kerne. Selvom stykket har været opført flere gange i USA, er dette europapremieren, og med det her niveau i både tekst og skuespil fortjener det en lang og succesfuld spilleperiode.

Orson's Shadow spiller på Southwark Playhouse indtil 25. juli 2015