ANMELDELSE: The Quentin Dentin Show, Original London Cast Recording ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder albummet med de originale medvirkende fra London-opsætningen af The Quentin Dentin Show.

The Quentin Dentin Show Original London Cast Recording 4 stjerner Køb dit eksemplar nu  Der er noget særligt passende ved, at et show, der handler om popmusik, bliver præsenteret i albumformat.  Faktisk har de teaterproduktioner af 'Quentin Dentin', vi har set (og der har været otte indtil videre – hvilket afspejler skaberen Henry Carpenters konstante omskrivning af værket), alle på den ene eller anden måde føltes mere som live rockkoncerter end som opsætninger af en konventionel musical.  Senest på Tristan Bates Theatre, med et manuskript bearbejdet af den hippe dramatiker og performer Tom Crowley og i en produktion af Adam Lenson, trådte dette aspekt endnu tydeligere frem, med musikere i hvide kedeldragter placeret rundt omkring i en minimalistisk scenografi af et hjem.  Det er netop denne version af partituret, der danner grundlag for albummet. Den nye magiske ingrediens her er produceren (og medstifter af The Kooks) Paul Garred.  Garred og Carpenter arbejder også sammen på mindst ét andet større projekt, og der er en utrolig stærk synergi mellem de to her.  Pladen skydes i gang med en rocket montage af radiostøj, præcis som de konceptalbum fra 1970'erne, der er ved at blive højeste mode igen.  Derefter glider vi over i det dundrende, synth-tunge Brit Pop-titelnummer, som lyder som en ret klassisk 'jeg drømmer om'-sang.  Garred giver sangstemmerne al den plads, de har brug for, og man ville med glæde bruge længere tid i deres selskab, men de fleste numre er så korte, at de grænser til det knappe.  Tilsvarende i Carpenters tekstskrivning: Sangteksterne – der er begavede, veldrejede og ofte har en bidende sociopolitisk kant – kommer væltende i et hæsblæsende tempo, så meget, at man tager sig selv i at længes efter at trække vejret, bearbejde alt det, man hører, og fordøje det hele. https://www.youtube.com/watch?v=rlnlSD87fhU Men humøret i sange som 'Lemons' er en ren fornøjelse.  I titelrollen synger Luke Lane med præcision og respekt for både noder og ord; han er underholdende, men måske en kende for velopdragen og pæn – jeg så ham på scenen som 'The Bastard' i 'King John' på The Globe, og jeg ved, han kan være langt mere flabet, hvis han vil: og denne karakter skriger virkelig på netop det.  I modsætning hertil leverer Shauna Riley en smukt afmålt præstation som Nat; hun har mere erfaring med showet efter at have overlevet adskillige ændringer i manuskript, skala og spillesteder, og hun gør 'Holiday' til en total triumf – et nummer, der faktisk blev skrevet med netop hendes stemme i tankerne.  Det er ægte hit-materiale, men – igen – måske er det slut, før det rigtig når at fange os ind.  Det samme gælder 'Friendzone', som er et charmerende nummer, men alt for kort.  '(Making) People Like You' fungerer bedre med sin tætte integration i historien – en sangtitel, der rummer flere geniale ordspil.  Og så er der det kolde gys i 'Too Weak To Refuse', som har en Bowie-agtig hypnotisk skønhed, og man vil hellere end gerne dvæle ved det øjeblik lidt længere, end man får lov til her. Som det er nu, bliver vi hurtigt ført videre til 'The Quentin Dentin TV Show', endnu en sang med et stærkt defineret hook og et funky disco-beat, før vi overhovedet er blevet ordentligt forført af musikken.  Teksterne er sublime, hvor titel-linjen ('tee-VEE show') rimer på 'In ev'ry language and credo', hvilket er et typisk eksempel på Carpenters kunstneriske overskud.  Det interessante ved dette nummer er dog, at han antyder en udvikling for titelkarakteren, noget som – stadig – i vid udstrækning mangler i denne forestilling.  Selvom det musikalske landskab er omhyggeligt dyrket, forbliver showets dramaturgiske form stædigt uhåndgribelig.  Jeg hører dog, at flere omskrivninger er i støbeskeen. Men når vi får pumpende rock'n'roll som den i 'The Blame Game', behøver vi så egentlig at gå så meget op i det?  På nogle måder fungerer dette show i øjeblikket langt bedre som et album end på scenen.  'Life' er for eksempel et nummer, der med fordel kunne flyttes til en meget tidligere plads i forestillingen: Faktisk er det, mere end noget andet nummer, en fantastisk stemningssætter, der virker som et åbningsnummer i alt andet end placering.  Dets universelle budskab rammer publikum meget stærkere end den nuværende åbningssang.  Tilsvarende føles 'Get Happy' som om det hører til i ekspositionen; det giver os så meget information om, hvem Quentin er, og gør det muligt for os at føle os en smule tættere på ham, eller i det mindste tro, at vi er det.  'Take Your Medicine' (som jeg altid tænker på som 'The Brain Machine') bringer os tilbage til tempoet i den afsluttende fortælling og driver os mod historiens klimaks og det centrale sammenstød mellem menneskelighed og mekanisering; det er en herlig, larmende 'stadium stomper', der næsten med garanti vil få publikum på de forreste rækker til at hoppe og pogo-danse i vild ekstase.  (Tja, måske.) Interessant nok vil den meget mere engelske, lyriske pop i 'All Together Now' (The Kinks møder The Beatles... MEGET Beatles!) måske afføde den samme reaktion: arme strakt og vinkende blidt fra side til side, afsluttet med et håndklappende a cappella-fade-out.  Med et udbrud af kunstigt bifald.  Og en brat, kold afslutning.  Det er meget rock'n'roll.

KØB QUENTIN DENTIN CAST ALBUM HER

Læs vores anmeldelse af The Quentin Dentin Show