ANMELDELSE: Somewhere in England, New Wimbledon Studio ✭✭✭✭

Somewhere In England

New Wimbledon Studio

15. oktober 2016

4 stjerner

Dette er den vigtigste og mest spændende genopdagelse af en 'glemt' britisk musical siden King’s Head Theatre i 1982 genopsatte Vivian Ellis’ ’Mr Cinders’ (en forestilling, der sidenhen rykkede til West End, spillede i 15 måneder og er blevet genopsat verden over). Oprindeligt skrevet i 1987 til det anerkendte amatørteater Questors Theatre i Ealing med musik af Gordon Caleb, sangtekster af Caleb og Vincent McQueen, og manuskript af Jean Caleb, spillede den kun en uge og er utroligt nok aldrig blevet genopsat siden. Alligevel har den fortsat med at fascinere mange fra det oprindelige ensemble på 27, hvoraf en – Sheila Daniels – nu er lykkedes med at producere og instruere (fortryllende) en professionel showcase-forestilling, som netop har meldt alt udsolgt i New Wimbledons initiativrige Studio.

Man forstår godt, hvorfor den er populær hos publikum. Lige fra åbningsnummeret, hvor indbyggerne i en lille by 'et sted i England' (som den klassiske krigsrapporteringsfrase lød) sender de unge mænd afsted i krig mod tyskerne – og samtidig byder velkommen til en amerikansk base fuld af soldater – er den smukt håndværkede musik, de iørefaldende melodier og de knivskarpe sangtekster umiddelbart fængende. Fortællingen i showet er teknisk overlegen: med minimale midler komprimeres et maksimalt narrativ ind i de musikalske numre, tydeligt iscenesat i Madeline Eaton-Beltons opfindsomme koreografi.

Indtil videre yderst effektivt, men det er i det andet nummer, en nostalgisk men vittig vals for byens mødre, ’What Went Wrong?’, at vi indser, at Gordon Caleb er en stor melodi-mager. Han formår at røre hjertet med uventede vendinger, som en Cole Porter ville have gjort det. Partituret fremmaner periodens musikalske stilarter i en mesterlig pastiche, der føles ægte frem for påtaget – Caleb levede trods alt selv i perioden og tjente i RAF. Det samme gælder sangteksterne, der selvom de er ekstremt polerede og elegante, altid føles sandfærdige. Manuskriptet opnår den balance at være både let og medrivende; selvom plottet er spinkelt, er det skrevet med en sådan forståelse for musical-genren, at man tager karaktererne og deres situationer til sig.

Det tredje nummer, et pragtstykke for de ankommende amerikanske soldater, ’Me! Me! Me!’, er en Porter-agtig opremsningssang, hvis tekst sprudler lige så friskt i dag som i 1940'erne. Intelligensen i teksterne smigrer publikum; forestillingen viser os, at vi er på niveau med dens litterære vid og sofistikering, og produktionen gør et stort stykke arbejde for at gøre tekstens mening klokkeklar.

Sekvensen hvor vi hører fra de skeptiske lokale i ’Yanks, Go Home!’, efterfulgt af et kirkekor ved sognepræstens te-selskab og de amerikanske soldaters klagesang ’We Wanna Go Back Home’, er der, hvor Caleb demonstrerer sin absolutte kontrol over genren. I et genialt træk væves de tre sange sammen med næsten Mozartsk snilde – det er et fantastisk musikalsk højdepunkt.

Han følger det op med en munter kærlighedsduet, ’Funny Old You’, for den tilbageholdende lærerinde Marjorie og den charmerende Chuck. Derefter skifter stemningen med 'bad girl'-nummeret ’Eva’, en duet for den Barbara Windsor-agtige og frække pige i titelrollen (en storslået komisk Hannah Ponting), der ikke nøjes med én fyr, men vil have friheden til at vælge dem alle. Det er en verden, meget lig Mozarts, hvor kvinderne altid ender på toppen.

Dernæst hører vi de amerikanske soldater igen, hvor brok og sang smelter sammen i ’Will She, Won’t She?’, som viser Calebs forbløffende tekniske evner til at skabe glidende overgange mellem scener. Og som afslutning på første akt leverer han et energisk jive-nummer med hele ensemblet, der runger i ørerne på publikum hele vejen gennem pausen.

Jeg har brugt lang tid på at analysere første halvdel af en god grund: Jeg vil finde svaret på, hvorfor en musical så god som denne har været ignoreret så længe? Hvis et show som dette hensygner i glemsel, hvor mange andre store værker venter så derude på at blive opdaget? Hvem ved.

Anden halvdel byder på ligeså mange glæder. Det starter med titelsangen, som kunne have været et hit for Vera Lynn. Der er den spøgefulde ’Compatability’ og den eftertænksomme ’Growing Up’, der udforsker de moralske kompromiser under krigen. Og så får vi det atletiske ’Do It For Uncle Sam!’, en sang Irving Berlin ville have været stolt af. Midt i farverne og munterheden lurer de mørkere følelser, hvilket giver værket dybde og resonans, efterhånden som de amerikanske soldater sendes mod fronten i Normandiet.

Bandet er på scenen hele tiden og passer perfekt ind i deres soldateruniformer. Kapelmester John Spanyols lækre arrangementer spilles med jazzet friskhed, og kostumerne – som der er mange af til damerne – er pragtfulde. Scenografien er simpel men effektiv med alsidige bænke, hvilket giver en hurtighed og et flow, der føles meget moderne.

Daniels har strammet det originale manuskript op og præsenterer her historien som en flydende handling for blot 13 medvirkende. Med denne succesfulde workshop i ryggen kan man håbe, at hun vil udforske materialet endnu mere – måske for at give de rå følelser i anden akt endnu mere plads. I et show med så meget sødme har vi også brug for en dosis salt. Tænk blot på, hvor meget drama National Theatre trak ud af ’Oklahoma!’. Under 1940'ernes smilende facade gemmer der sig ofte megen menneskelig smerte. Dette er dog mindre detaljer i et show, der er i rigtig god form.

Gordon Calebs øvrige værker tæller blandt andet ’Strike a Light’ om tændstikpigerne i London. På baggrund af denne fremragende genopsætning er han bestemt værd at lære bedre at kende. Imens kan vi nyde denne forrygende produktion af en tabt og nu genfundet musical-perle. Er der andre, der slår til?

LÆS MERE OM SOMEWHERE IN ENGLAND