ANMELDELSE: The Autumn Garden, Jermyn Street Theatre ✭✭✭✭

Lucy Ankhurst, Susan Porrett og Gretchen Egolf i The Autumn Garden The Autumn Garden

Jermyn Street Theatre

7. oktober 2016

4 stjerner

Bestil billetter Lillian Hellman anså selv The Autumn Garden for sit bedste stykke, og det er sandt, at dette hverdagsdrama, placeret i sit eget lille univers, udgør en glimrende teateraften. Constance Tuckerman driver et pensionat fra sin families velsituerede, men nu noget falmede sommerresidens. I sommeren 1949 kommer den gamle flamme Nick Dennery på besøg – en mand, som Constance aldrig helt har glemt. Der er enkelte kærlige referencer til 'krigen', men det er den klaustrofobiske lilleby med dens nysgerrige indbyggere, der er den virkelige slagmark.

Stykket indeholder mange af de klassiske træk fra berømte amerikanske dramaer – flere generationer under samme tag, gamle hemmeligheder, en kvælende varm sommer og karakterer, der svælger i egne fortrydelser og tvivl, mens de projicerer deres ambitioner over på de yngre kræfter. Desillusion og skuffelse følger uundgåeligt i kølvandet, når Constances generation i 40'erne forsøger at genfinde ungdommens glæde og potentiale.

Mark Healy og Madalena Alberto i The Autumn Garden Det er utroligt forfriskende at opleve et stykke af denne kaliber, hvor kvinderne er langt mere end blot rekvisitter eller præmier, der kæmpes om for dramaets skyld. De kvindelige karakterer i The Autumn Garden er vidunderligt tredimensionelle, nuancerede og skiftevis elskelige og modbydelige. Især Constances franske niece starter som en beskeden lille skabning, før hun tager en meget kalkuleret drejning mod slutningen. Ligeledes er Nicks nye hustru Nina meget mere end blot Constances rivalinde – kvinden der 'vandt' manden.

De indledende minutter lider en smule under svingende accenter og sydstatsmål, der er svære at tyde, men det overvindes hurtigt, efterhånden som alle finder sig til rette i rollerne. Tom Mannion lever sig dog fuldt ud i rollen som den vemodige og utilfredse General Griggs fra sine første replikker og indfanger perfekt essensen af en mand, der modvilligt er sunket ned i midtlivskrise og mismod. Mark Aiken leverer også en subtil og ligetil præstation som den melankolske Ned Crossman, der har elsket Constance uden gensidighed i årevis. Sammenlignet med nogle af de andre karakterers højlydte kvaler, er Neds stille sorg dobbelt så effektiv.

Lucy Ankhurst og Sam Coulson i The Autumn Garden

Blandt højdepunkterne er Madalena Alberto, der er exceptionel som den bidende og usikre hustru til den brovtende Nick Denery (Mark Healy). Susan Porrett er strålende som matriarken Mary, hvis syrlige vid undgår irettesættelse bag en facade som en distræt ældre dame, der dækker over skarpe observationer. Gregor Donnellys scenografi og kostumedesign indfanger virkelig tidens æstetik. De ultra-pigede kostumer til den sladderagtige Rose Griggs er særligt gode, fra matchende hat og handsker til en overdrevent pyntet natkjole med tilhørende tøfler.

Første akt klæder publikum godt på – alt er tydeligvis ikke, som det ser ud, og under den gode humor og de hyggelige minder lurer noget dybt problematisk. Hellman spilder ikke tiden med at præsentere os for et galleri af karakterer, der alle ser ud til at skjule noget. Ledetråde og antydninger af sandheden lægges metodisk ud, så publikum kan stykke historien om disse menneskers liv sammen.

Gretchen Egolf og Sam Coulson i The Autumn Garden.

Desværre trækker anden halvdel frustrerende i langdrag. Der er rigelige muligheder for en god afslutning, men Hellman valgte tilsyneladende at fortsætte i en uendelighed. Indrømmet, der er mange løse ender, der skal knyttes med så mange sideløbende historier, men efter et stykke tid bliver det svært at bevare engagementet. Instruktør Anthony Briggs kunne formentlig have skåret et kvarter af spilletiden ved at lade skuespillernes entréer og sortier ske mere glidende, så publikum ikke skal stirre så længe på et tomt rum. Der er også en del betydningsfulde blikke ind i det fjerne og sigende pauser, som ikke bidrager synderligt til dramaet.

Trods dette bydes der på præstationer af høj kvalitet og et fængslende plot. Nicks gradvise fald fra helt til skurk i Constances øjne er særdeles veludført. Dette er muligvis Hellmans bedste stykke, og det er et fremragende værk for sin tid og genre, selvom en smule opstramning ikke ville have skadet.

Spiller indtil 29. oktober 2016

BESTIL BILLETTER TIL THE AUTUMN GARDEN PÅ JERMYN STREET THEATRE NU