ANMELDELSE: The Boring Room, Vault Festival ✭

The Boring Room

Vaults Festival,

7. februar 2018

1 stjerne

Måske er der nogen, der laver en gennemført spøg på vores bekostning med denne deprimerende betitlede forestilling, men instruktøren, Tom Crowley, var meget opsat på, at jeg skulle dukke op og anmelde den.  Efter at have set den nu, kan jeg ikke begribe hvorfor.  Jeg forstår heller ikke, hvorfor han mente, at manuskriptet var værd at sætte op.  Og jeg kan kun undre mig over, hvad dygtige skuespillere som Emily Stride, Jamie Laird og Michael Keane tænkte på, da de lod sig overtale til at lægge talent til dens – øh – levering.  Det er knap nok umagen værd.  Og hvis du overvejer at se den, så tænk dig rigtig godt om først.

Manuskriptforfatteren, Olly Allsopp, har fået den ikke særlig originale idé at samle en kongres af gyser- og krimiforfattere, og tre ad gangen lader han dem konversere med hinanden, i stil med Sartres 'Huis clos' (Lukkede døre): tre umage individer spærret inde i et rum uden nogen form for særpræg, og hvis liv på samme vis er blottet for substans og tyngde.  Men der må man også sige, at enhver lighed med det eksistentialistiske mesterværk ophører.  I stedet for at blive indfanget af personlighederne hos tre individer, som vi nemt kunne spejle os i, er vi efterladt til på lang afstand at overvære de kølige og lidenskabsløse replikskifter mellem skuespillere, der efterligner store kunstnere.

Hvis man vil spille Baron Frankenstein og vække ædle ånder fra de døde for at genoplive dem i sit eget billede, så bør man – ligesom den emsige amatør-biotekniker – have en rigtig god grund til det.  Men hvad er Ollys?  Jeg har ikke den fjerneste anelse.  I det første, ah, 'stykke' (det markedsføres som en 'trilogi', hvilket lyder noget så fornemt), får Stride rollen som 'Christie'.  Men hvilken Christie?  Der var intet i hendes replikker, der syntes at forankre hende i de mange geniale kriminalgåders skabers verden eller sind.  Dog lignede hun – flygtigt – den anden Christie i et kedeligt, begivenhedsløst drama, du ved, hende som Howard Brenton beskriver som værende 'forelsket'.  Det kunne potentielt have været en interessant retning at gå i.  Men nej.

Imens måtte Laird lade sig tiltale som 'Doyle'.  Så uundgåeligt sad jeg og spekulerede på, hvor Bodie var (i denne krimi-kontekst).  Og så dæmrede det for mig, at det skulle forestille Sir Arthur Conan (ikke barbaren) Doyle.  Den Doyle.  Nå.  I så fald, hvorfor skulle Agatha Christie have tiltalt ham på så klodset og ubehovlet en vis som blot 'Doyle'?  Jeg tror, hun ville have kaldt ham 'Sir Arthur', gør du ikke?  Jeg føler mig faktisk overbevist om det.  Hun var alt for velopdragen til andet.  Men Allsopp rager det tydeligvis en papand med den slags finesser.  Men hvis man ikke er interesseret i den slags, hvorfor så beskæftige sig med Mrs Christie (hvis forfatterskab handler utrolig meget om små sociale snobberier, og hvordan de fængsler sindet osv.)?

Jeg har ikke den fjerneste anelse.  Det blev bare gradvist mere irriterende at sidde i et teater og blive plaget af så åbenlyse, logiske spørgsmål, og tænke på, at forfatteren bag teksten havde følt sig hævet over den slags overvejelser.  Tja, hvis han ikke var interesseret i det, hvorfor skulle jeg så interessere mig for de tåbelige ytringer, han lagde i munden på de stakkels skuespillere?  Åh, og dernæst introduceres endnu en karakter: Poe.  Nej, heller ikke Alexander.  Det var ham fyren fra USA.  Endnu en delegat til 'Tidernes Største Krimiforfattere'-kongressen.  Og sådan fortsatte det.  Og fortsatte.  Og fortsatte.  To 'stykker' mere af samme skuffe.  De stakkels skuespillere måtte påtage sig flere 'personaer': Stride blev til 'Violet' og derefter 'Iris'; Laird blev til 'Adrian' og 'Louie'; og Michael Keane forlod sin Poe (der ikke var en Teletubby) til fordel for 'Lee' og derefter 'Max'.  Og hvis du allerede nu er faret vild i alle de karakter-skift, så velkommen i klubben.  Alle disse såkaldte 'karakterer' lød præcis som hinanden.  Hvis Olly har øre for dialog, så er det kun for at høre sin egen stemme.  Og når manuskriptet ikke gav holdet noget at arbejde med for at differentiere mellem de forskellige 'roller', kunne Crowley heller intet gøre for at hjælpe dem.

Jeg håber, de alle sammen får løn for det her.

LÆS MERE OM VAULT FESTIVAL

Se vores foroptale af Vault Festival 2018