ANMELDELSE: The Choir Of Man, Arts Theatre ✭✭✭✭

Sophie Adnitt anmelder The Choir Of Man, der nu spiller på Arts Theatre i London.

Richard Lock, Tom Brandon, Alistair Higgins, Miles Anthony Daley, Tyler Orphe-Baker og Daniel Harnett i The Choir of Man. Foto: Helen Maybanks The Choir of Man

Arts Theatre

Fire stjerner

Bestil billetter til The Choir Of Man Onsdag aften er den nye fredag aften – i hvert fald er det følelsen i The Choir of Man, det syngende, dansende og skålende show, der netop er ankommet til Arts Theatre efter en omfattende verdensturné. Men i stedet for Arts Theatre bliver vi ført til 'The Jungle', en god gammeldags pub med et nysgerrigt navn. Det virker til, at navnet udelukkende er valgt, så truppen kan klemme en coverversion af Guns ‘n’ Roses’ Welcome to the Jungle ind. Og hvorfor egentlig ikke?

Richard Lock, Tom Brandon, Tyler Orphe-Baker og Daniel Harnett i The Choir Of Man. Foto: Helen Maybanks Nogle pubber har et fodboldhold, andre et darthold. The Jungle har et kor – det ni mand store cast fra The Choir of Man, suppleret af et fremragende liveband. Indrømmet, det titulære kor er noget renere, bedre klædt og markant kønnere end den gængse gruppe stamgæster, men hey, ingen klager. De består af diverse arketyper (den hårde negl, spasmageren, den håbløse romantiker, ham der 'ordner tingene'), men hjertevarme personlige indslag sørger for, at de bliver mere end blot stereotyper. Publikum, der ankommer tidligt, har chancen for at mingle på scenen og snuppe en fadøl med koret, før det for alvor går løs. Herfra suser The Choir of Man gennem 90 forrygende underholdende minutter med live-covers i skarpe arrangementer af den musikalske leder Jack Blume. Den inkluderende stemning fortsætter forestillingen igennem, hvor gratis øl og poser med chips bliver delt rundhåndet ud, og enkelte publikummer endda bliver forkælet med serenader på scenen. Tonen i løbet af aftenen er en smule ujævn og skifter pludseligt fra dyb alvor til... ja, det mindre alvorlige. Emner som gentrificering og mænds mentale helbred berøres, men virker lidt malplacerede ved siden af, at castet 'bæller' sig vej gennem tilsyneladende endeløse fadøl på scenen. Lydmikset i de mere larmende numre trænger også til en finpudsning – det er måske snarere en svaghed ved Arts Theatre som spillested, men det er en skam at miste de fantastiske vokaler, som er de sande højdepunkter i The Choir of Man.

Ben Norris, Tom Brandon og Daniel Harnett i The Choir Of Man. Foto: Helen Maybanks Der er ikke meget handling, men det gør ikke noget – man er her for sangene. Hvert eneste nummer i det eklektiske sætliste er fantastisk fremført, men højdepunkterne inkluderer en fænomenal udgave af Adeles Hello, leveret med enorm værdighed af Miles Anthony Daley. Han står isoleret fra sine kammerater, der distraheret fejrer en fodboldkamp i slowmotion omkring ham. Fortolkninger af Somebody to Love, Some Nights og The Pina Colada Song truer med bogstaveligt talt at rive huset ned, mens en smuk version af The Kinks’ Waterloo Sunset fungerer som et kærlighedsbrev til alle barndomsbyer. Der er et drømmende acapella-cover af Sias Chandelier, og en magisk, helt akustisk udgave af The Parting Glass tager afsked med publikum ved 'last orders'.

Mark Loveday i The Choir Of Man. Foto: Helen Maybanks

Castet er universelt brillante, og der skal lyde en særlig ros til de tre afløsere ved denne forestilling (George Bray, Matt Beveridge og Sam Beveridge). De passede så sømløst ind i deres roller, at det krævede et ekstra tjek af programmet for at bekræfte, at det ikke er dem, der spiller rollerne fast hver aften.

The Choir of Man er i sidste ende en sprudlende hyldest til fællesskab, sammenhold og alt det, vi mistede under nedlukningen. Resultatet er en aften med uimodståelig sjov, som man umuligt kan forlade uden et smil på læben. BESTIL BILLETTER TIL THE CHOIR OF MAN