ANMELDELSE: The Clown Of Clowns, Arcola Theatre ✭✭✭✭✭

The Clown Of Clowns

Arcola Studio 2

04/08/15

5 stjerner

Dobbeltforestillinger kan ofte være problematiske. Det er sjældent, de danner en harmonisk enhed: Den ene del kan virke som rent fyld for den anden, blot et forsøg på at trække aftenen ud; eller også trækker emnerne og temaerne i vidt forskellige og forvirrende retninger; eller en alt for stor kontrast mellem komedie og tragedie efterlader en lidt dårlig smag i munden, som når man blander for mange forskellige drinks til en bryllupsfest. Det er en af de største bedrifter ved The Clown of Clowns, at aftenens to dele er perfekt integreret og byder på mange belysende berøringspunkter og indsigter mellem de to. Første halvdel er afsat til en opførelse af Schoenbergs Pierrot Lunaire, et værk for sopran og ensemble, der her over hundrede år efter premieren stadig formår at overraske og udfordre sit publikum. Det er værd at dvæle et øjeblik ved, hvad udfordringerne egentlig består i. Der gøres meget ud af musikkens atonalitet og brugen af Sprechgesang (rytme og tonehøjde er fastlagt, men tonerne holdes ikke), men faktisk er disse elementer de mindste af problemerne. Man vænner sig til lyduniverset efter lidt tid, ikke mindst fordi brugen af traditionelle musikalske former (kanon, fuga, danseformer osv.) gør det hele mere læseligt. Det er sværere at få greb om de i starten forvirrende tekster – 21 symbolistiske digte – og genren: melodrama – som i dag føles som ukendt land for os. Selvom figuren Pierrot, den melankolske klovn, er en velkendt skikkelse, kaster den franske poesi (af Albert Giraud, her oversat til tysk af Otto Hartleben) os ind i en verden af mørke og småtruende associationer, der på samme tid er frustrerende abstrakte.

Der er ikke nogen fastlagt handling, blot en række antydninger, der udforsker de ødelæggende konsekvenser af at forfølge sine lyster uden hæmninger til et punkt af fordærv. Der leges med sanselige billeder af druk, dans, musik, smykker, parfume og fint tøj sammen med symbolske betydninger knyttet til månen, sygdom, natten, religion og – selvfølgelig – døden. Der er en gennemgående tone af nostalgi og vemod over tabt kærlighed, lykke og hjemland. Selvom noget af dette formidles i de hjælpsomme paralleloversættelser i programmet, overser vi i dag fuldstændig, hvordan dette værk er ment som både en hyldest til og en undergravning af den populære melodrama-genre – talt tekst med instrumental underlægningsmusik. Vi kender til melodramaet, hvis vi overhovedet kender det, som en vigtig forløber for filmmusik; men det Schoenberg gør her, er at tage en træt, borgerlig genre og genskabe den som et dristigt redskab for tysk ekspressionisme.

Enhver genfortolkning af dette værk kræver derfor, at man genfinder følelsen af retning og risiko i de følelsesladede budskaber, der ligger i dets kerne, og her fungerer det kunstneriske lederskab fra Leo Geyer og instruktør Joel Fisher ekstremt godt. De fem musikere er placeret bagerst på scenen, og til hver af de 21 sange er der en række balletagtige interaktioner foran dem. Disse foregår enten mellem sangerinden Emma Stannard, klædt i moderne stil som var hun trådt ud af et Klimt-maleri, og Pierrot (Matt Petty) i hvide overalls, eller mellem Petty og de to andre hovedkarakterer fra commedia dell’arte-traditionen – Columbine (Amelia O’Hara) og Cassander (Peter Moir), eller blot Pierrot alene. Hver bevægelse fokuserer ikke på at fortælle en historie, men derimod på at definere den følelse, der er kernen i hvert digt. Det viste sig at være både belysende og smagfuldt uden at være dikterende. Pierrot er et svært værk at forløse som koncert, for slet ikke at tale om en iscenesat version, og alle de medvirkende fortjener stor ros. Stannard var helt inde i rollen såvel som ovenpå noderne, og musikerne spillede skarpt og præcist. På den meget begrænsede plads skabte danserne, og Petty især, gribende figurer med både teknisk snilde og en sjælden poetisk ynde, samtidig med at de fandt øjeblikke af vold og tab af kontrol, der eksternaliserede digtenes ustabile natur. Pettys præstation indfangede perfekt Pierrots patos, selvhad og undertrykte raseri, takket være Alfred Taylor Gaunts koreografi, der ramte plet i sin fortolkning. Leo Geyer ledede med autoritet og fuldt overblik over et enormt krævende partitur. Selvom første halvdel kun varede 40 minutter, var den følelsesmæssigt drænende, og det var svært at forestille sig, hvordan man kunne følge op på den. Men anden halvdel – et 'cirkus-show' kaldet Sideshows med tekst af Martin Kratz til Geyers jazz-inspirerede musik – var en ren fryd. Geyer vendte tilbage som sprechstallmeister i fuldt ornat, og musikerne iførte sig kostumer og genopstod som karaktererne Honker, Scraper, Mrs Scraper og Tickler. Musikken var faktisk lige så kompromisløs som Schoenbergs, men musikerne, danserne og sangerinden (Rachel Maby) skabte karaktererne med stor humor, brio og stil. I hurtig rækkefølge mødte vi klovne, en spåkone, en dansende bjørn på afveje, en slange der blev tæmmet af klarinettisten Antanas Makṧtutis og barne-stjernen Delilah med sin skæggede mor. Traditionelle cirkus- og balletkonventioner blev herligt udfordret, alt imens der blev trukket tråde til karaktererne og stemningen fra aftenens første del.

Forestillingen er et samarbejde mellem to forskellige ensembler – Constella Ballet and Orchestra på den ene side og Khymerikal på den anden. Det er en bekræftelse af alle de medvirkendes tro på det frigørende forhold mellem dans og moderne musik. Synergien og det fortolkende samarbejde mellem de to kunstarter kom virkelig til udtryk i processen. Aftenen som helhed bød på en suveræn og forfriskende start på Grimeborn Festival på Arcola. Vi fik nye indsigter i et gammelt værk, der fik det til at virke meget mindre afskrækkende og mere tilgængeligt end normalt; og i anden halvdel fik klovnens og cirkussets glade og gakkede side frit løb. Tradition og fornyelse, de to grundsten i Grimeborn, var i dette tilfælde i perfekt balance.

Læs mere om Grimeborn Festival