ANMELDELSE: The Commitments, Palace Theatre. ✭✭✭

The Commitments på Palace Theatre The Commitments Palace Theatre 7. oktober 2013

3 stjerner

West End står over for en bølge af nye musicalpremierer, og i morgen slår Jamie Lloyds opsætning af Roddy Doyles musical-bearbejdelse af sin bog og film, The Commitments, dørene op på Palace Theatre. At dømme efter den entusiastiske og dansende modtagelse fra et publikum på tværs af generationer ved aftenens forestilling, kommer den til at spille i meget lang tid.

Forestillingen er spækket med store musikalske klassikere og er særdeles velsunget og velspillet. Især Killian Donnellys vokal i rollen som den flabede og grove Deco er sikker, spektakulær og bjergtagende – en sand kraftpræstation.

Soutra Gilmour har endnu en gang skabt scenografien til en aktuel London-produktion, og denne er præcis lige så fremragende og kreativ som hendes øvrige arbejde – hun er en yderst begavet designer, der formår at få utroligt meget ud af lidt.

Lloyd er en forbløffende instruktør med en imponerende spændvidde og smag – det er sjældent, at han ikke formår at kaste nyt lys over eller genoplive et værk – og det er også tilfældet her. Tempoet daler aldrig, scenerne er farverige og rige på detaljer, og man er aldrig i tvivl om, at musikken er aftenens absolutte omdrejningspunkt.

Der er et enkelt mærkværdigt fejltrin, hvor medlemmer af ensemblet kommer ud i salen for akavet at efterligne det oprindelige publikum, som det sammensatte band først spillede for, men ellers er værket instrueret og komponeret næsten fejlfrit som teaterstykke.

Lloyd får altid det bedste ud af sit cast, men det er ikke altid, at selve castingen er den mest skarpe eller passende. Her bæres hele stykket af fortælleren Jimmy, og rollen kræver en karismatisk og virkelig alsidig skuespiller. Denis Grindel, der får sin West End-debut, er charmerende nok på en lidt fersk måde, men han mangler det sceniske håndelag og den tekniske smidighed, der skal til for at løfte denne centrale og afgørende rolle.

I Grindels hænder får man lyst til at holde af Jimmy, fordi han er så sød, men karakteren skal ikke være sød – han er drevet, passioneret, naiv, ambitiøs og vidunderlig. Hvis en mere erfaren skuespiller (som f.eks. Harry Melling eller Max Bennett) havde spillet rollen, ville hele stykket måske have haft en gnist, som Grindel ikke kan give det. Det betyder ikke, at han er dårlig, for det er han ikke; han passer bare ikke helt til rollen, og det kan ingen ihærdighed ændre på.

Det hele opsummeres i det øjeblik, hvor karakteren synger 'Mr Pitiful' – Grindel kan faktisk synge, og det kræver en stor skuespiller at skjule den evne i et øjebliks erkendelse, hvor karakteren begræder sin manglende evne til at optræde.

Der er en spektakulær skalle og et morsomt indslag med regnvejr, som er hele billetprisen værd, og mange af karaktererne får deres øjeblik i rampelyset – bortset fra et par bevidst overtegnede karikaturer er ensemblets standard utrolig høj.

Det største problem ligger i manuskriptet – Doyle giver ikke værket plads til at trække vejret, så baggrundshistorierne eller personlighederne i bandet aldrig står helt klart. Det burde ikke være svært at tegne dem op med brede penselstrøg, men her virker det til, at man har foretrukket en sløret antydning, formodentlig i håb om at publikums kendskab til den populære film ville udfylde hullerne.

Men en kender af filmen fortæller mig, at musicalen tager en helt anden retning og ikke forsøger at være en tro kopi eller forklare bandets historie på samme måde. Så den her slørede karaktertegning virker bevidst fra forfatterens side – hvilket mildest talt er mærkværdigt.

Resultatet er, at man har mange dygtige sangere og dansere på scenen (hele ensemblet giver den fuld gas), men man har faktisk ikke den store anelse om, hvorfor de er der, hvordan de havnede der, eller hvad der driver dem.

Men da selve musikken er centrum i denne forestilling, og størstedelen af publikum ikke lader sig mærke af det, virker det måske lidt gnavent at undre sig over, hvorfor Doyle har tilsidesat karakterudvikling og tekstmæssig klarhed.

Men det er det ikke.

Og netop derfor vil mindet om denne ellers velinstruerede og velspillede musical altid fremstå en smule tåget – som et kuriøst visit hos The Commitments, et musikalsk værk hvor forfatteren manglede det engagement, som cast og instruktør ellers leverede i overflod. Det er ikke en musical, man har lyst til at se to eller tre gange, i hvert fald ikke med det nuværende cast. Selv med en mere erfaren skuespiller som Jimmy ville uoverensstemmelsen mellem den karakter og resten af bandet blot blive endnu tydeligere – hvilket måske netop er forklaringen på valget af Grindel.

Det er en munter aften med fantastisk sang og gode grin – men man behøver hverken kende bogen eller filmen for at se, at det kunne have været en uendeligt meget bedre musical, hvis manuskriptet var skrevet af en person med større forståelse for musicalteatrets mekanismer. Charlie and the Chocolate Factory har intet at frygte fra den nye nabo på Palace. Bestil billetter til The Commitments