ANMELDELSE: The Corn Is Green, National Theatre London ✭✭✭

Anmelder Paul T Davies har set The Corn Is Green – et selvbiografisk skuespil af Emlyn Williams, som lige nu spiller på National Theatre i London.

Nicola Walker som Miss Moffat. Foto: Johan Persson The Corn is Green.

National Theatre, London

22. april 2022

3 stjerner

BESTIL BILLETTER

Vi har alle – eller burde i det mindste have – en inspirerende lærer, der troede på os og ændrede vores livsbane; jeg ved, at jeg havde. Grundpræmissen i Emlyn Williams' selvbiografiske stykke fra 1938 er netop denne indflydelse, når engelsklæreren Miss Moffat cykler ind i en walisisk mineby, opretter en skole og begynder at uddanne arbejderne. Især én elev, Morgan Evans, skiller sig ud, og hun coacher ham målrettet frem mod optagelsesprøven til Oxford. Instruktør Dominic Cookes koncept inddrager Emlyn Williams som en karakter, der kæmper med sit rige liv som berømt skuespiller i London, mens han skriver stykket i sit hoved. Hvad der starter som en innovativ rammesætning, hvor "Emlyn Williams" læser sceneanvisninger, tanker og blikke højt, mens skuespillerne bevæger sig på en bar scene, bliver hurtigt det bærende koncept for hele forestillingen. For mit vedkommende flytter det fokus væk fra selve fortællingen og gør Williams til hovedpersonen fremfor Miss Moffat. Særligt i anden akt, hvor han afbryder handlingen for at omskrive en scene, understreges det, at skuespillerne blot er brikker for dramatikerens ord, hvilket hæmmer karaktertegningen. Stykket, som i forvejen er problematisk for et moderne publikum, får ikke lov til at stå eller falde på sine egne præmisser.

Iwan Davies som Morgan Evans. Foto: Johan Persson

Vi præsenteres for et mandskor – uden sammenligning produktionens højdepunkt – som fylder Lyttelton Theatre med smukke melodier. De fungerer både som et græsk kor og som en slags jury, der iagttager begivenhedernes gang. De understreger også den dybe romantik i hjertet af stykket; jeg er ret sikker på, at min far og hans kolleger ikke ligefrem sang opmuntrende salmer på den to mil lange gåtur hjem efter hver tolvte-timers vagt. Som Miss Moffat tilfører Nicola Walker rollen stor energi, og hendes overbevisninger fremhæver hendes kompleksitet – hendes sexisme og snobberi stikker lige så dybt som hos godsejeren (en livlig præstation af Rufus Wright). Iwan Davies gør det godt som Morgan Evans og formår at bringe lidt lys til rollen, men det er svært at gennemskue, hvor gamle eleverne skal forestille at være; dette hold ser ud til uden problemer at kunne stille op for Wales' landshold i rugby. Der er dog guldklumper at finde, især Alice Orr-Ewings kejtede og ekstremt fornemme Miss Ronberry, mens Jo McInnes stjæler showet som den sardoniske husholderske Mrs. Watty – humoren her fungerer upåklageligt.

Ensemblet i The Corn Is Green. Foto: Johan Persson

Da anden akt begynder, synger minearbejderne til "Emlyn Williams", at han har "glemt at huske", og tæppet går for en fuldt møbleret scenografi til dagen for Morgans optagelsesprøve. Det føles som om, produktionen her mister modet til at gennemføre sit stilistiske valg, selvom hensigten er at vise, at Williams' vision nu er blevet mere konkret. Når selve stykket får lov til at tale, bliver det problematisk – ikke mindst i skildringen af en langt ældre mands (John Gorony Jones) kærlighed til den unge skolepige Bessie Watty, og det faktum, at hendes graviditet med Morgan Evans løses på den mest klodsede og utilregnelige vis. Det er frustrerende, for når stykket får lov til at lande hos publikum, er der så meget potentiale.

Ensemblet i The Corn Is Green. Foto: Johan Persson

Hvordan man reagerer på stykket, afhænger af ens holdning til instruktørens koncept. Men i kølvandet på sidste års Under Milk Wood er det vidunderligt at høre walisiske stemmer og det walisiske sprog på National Theatres scener. Måske kunne vi næste gang få en nutidig dramatiker, der prikker lidt til myterne og fortæller en mere realistisk historie om nationen.

NATIONAL THEATRES HJEMMESIDE