ANMELDELSE: The Diary Of A Teenage Girl, Southwark Playhouse ✭✭✭

The Diary Of A Teenage Girl

Southwark Playhouse

7. marts 2017

3 stjerner

Bestil billetter

Her har vi en interessant forestilling, der tydeligvis har fundet sit publikum og ved præcis, hvad den skal give dem. Alexander Parker – den utrættelige idémand – står bag denne britiske premiere i samarbejde med en lovende gruppe producenter: Jack Maple, David Wilder, Emily Lunnon og Philip Dehany. Med støtte fra Stage One står disse unge talenter på et solidt fundament med deres fælles debut: det første britiske sceneshow baseret på samme forlæg som den senere succesfilm af samme navn – en fortælling om temaet: 'Mor, jeg har været i seng med din kæreste'.

Parker har også medinstrueret forestillingen i det evigt opfindsomme 'Little'-rum på Newington Causeway sammen med Amy Ewbank. De gør et flot og stilrent stykke arbejde med Marielle Hellers dramatisering af Phoebe Gloeckners (indimellem) grafiske roman. Scenograf og kostumedesigner Andrew Riley har skabt de visuelle rammer, understøttet af Nina Dunns strålende animationer og James Nicholsons lyddesign, og sammen fører holdet os stilsikkert tilbage til 1970'ernes Californien.

Inden for denne ramme finder vi et fantastisk cast. Hovedrollen spilles af den elveragtige Rona Morison (som jeg sidst så indtage scenen i 'James II' på Olivier). Hendes mor spilles af den ligeså ungdommelige Rebecca Trehearn (der gør det vidunderligt med manuskriptet, men kæmper lidt med at overbevise os om, at hun er over 30!). 'Lover boy' spilles af den charmerende Jamie Wilkes. Den fraværende eks-stedfar portrætteres herligt tørt af Mark Carroll (der også har en anden rolle i en meget bevidst dobbeltcasting). Og som bedste veninde får vi lov til både at høre og se den seje Saskia Strallen.

I en fortælling som denne, der handler om grænser i hjemmet, kan man undre sig over, hvad der egentlig blev af den 'rigtige' far. Det er et af de centrale spørgsmål, som manuskriptet hverken stiller eller besvarer. Det er et ret stort hul i fortællingen, som mange gode elementer risikerer at falde ned i – og det er ikke det eneste i teksten. Ting kan, og gør, forsvinde i disse tomrum, hvilket periodisk svækker muligheden for at tage personerne helt alvorligt. Men som nævnt vil den slags nok ikke afskrække forestillingens målgrupppe, der tydeligvis er begejstrede over at finde så meget i dette drama, som de kan spejle sig i.

Forestillingen varer rappe 90 minutter og glider gennem korte, komprimerede scener med samme lethed som en velklippet film. Faktisk minder den lidt om en skæv romantisk komedie om pseudo-incest. Og jeg kan da komme i tanke om værre ting. Det er meget behageligt, ofte morsomt, og selvom stykket ikke ligefrem lodder dybderne i sin konventionelle historie om at blive voksen (hvilket gælder alle involverede), begå fejl og lade mascaraen løbe en lille smule, så er det i godt selskab med et forrygende hit-soundtrack, der binder de mange sceneskift sammen.

Med det i tankerne vil jeg lade tæppet falde til tonerne af et af numrene fra showet, Bowies 'Young Americans': 'Gee, my life's a funny thing / Am I still too young?'. Accepterer man præmissen på det plan, skal man nok få en god oplevelse. Man er måske endda kandidat til en omgang selvhjælpsterapi. Peace.

Spiller frem til 25. marts 2017

Fotos: Darren Bell

BESTIL BILLETTER TIL THE DIARY OF A TEENAGE GIRL HER