ANMELDELSE: The Way Old Friends Do, Park Theatre ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Ian Hallards teaterstykke The Way Old Friends Do, som netop nu spiller på Park Theatre i London.

Foto: Darren Bell The Way Old Friends Do.

Park Theatre

17. marts 2023

4 stjerner

Flytter til Criterion Theatre i august 2023 - BESTIL BILLETTER

Et stykke om førstegenerations ABBA-fans, der skaber et kønsomvendt drag-tribute-band – hvor kvinder spiller Björn og Benny, mens vennerne Peter og Edward tager sig af Anni-Frid og Agnetha – vil naturligvis falde i god jord hos denne førstegenerations ABBA-fan! Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden gruppe, der vækker så megen kærlighed, og vi lever i en ny guldalder for ABBA. Selvom jeg troede, at Wembley i 1979 var den eneste gang, jeg ville se dem live, kan jeg nu se Voyage-showet igen og igen med gamle venner og familiemedlemmer født længe efter gruppens brud. Dramatiker Ian Hallard, som også spiller Peter, giver sin indre ABBA-nørd frit løb. Da en akavet Grindr-date viser sig at være hans bedste skolekammerat Edward, ryster de to genertheden af sig og danner Head Over Heels – deres drag-tribute-band. Det er en livsbekræftende og festlig aperitif før hovedretten, Voyage.

Ian Hallard som Peter. Foto: Darren Bell

Hallards manuskript gnistrer med vittige replikker, og de fleste sidder lige i skabet takket være et yderst velspillende og perfekt castet ensemble. Hallard fanger som Peter ensomheden hos en midaldrende homoseksuel mand, der finder trøst og glæde i ABBAs musik og endelig finder sit fællesskab – også selvom turen bliver kort i forsøget på at afspejle bandets eget brud. Han er en hjertevarm karakter, og hans sene spring-ud over for sin mormor er smukt og rørende. James Bradshaw holder sig på den rigtige side af det karikerede som den herligt campede Edward – syrlig, forfængelig og heldigvis med en voksende dybde, som stykket skrider frem. Han får et flot modspil af Donna Berlins scenemester Sally, hvis sarkasme og sunde fornuft punkterer mange store egoer. Rose Shalloo er indledningsvis irriterende som den (bevidst) irriterende Jodie, men karakteren vinder hurtigt publikums hjerter, efterhånden som hendes selvtillid vokser. Andrew Horton gør det fremragende som den manipulerende Christian, der sniger sig ind i gruppen og overtager styringen. Forestillingens absolutte stjerne er dog Sara Crowe som Mrs. Campbell; hun tager kegler med blot et enkelt blik, og hendes uskyld og hverdagstræthed finder en kærkommen flugtvej i rollen som Benny. Miriam Margolyes leverer en varm og skøn vokalpræstation som Peters mormor, og DJ Paul O’Grady hjælper med at etablere tidslinjen gennem de seneste par år.

Sara Crowe (Mrs Campbell) og James Bradshaw (Edward). Foto: Darren Bell

I anden akt er Crowe væk fra scenen i en periode, da Mrs. Campbell bliver syg, og her taber humoren en smule højde, mens gruppen går i opløsning. Det er en lille svaghed ved stykket, at der ikke er nok på spil. Trods Christians ihærdige forsøg (og det er svært at skjule, at han mest er en brik i plottet), overlever venskaberne, og de kommer alle uskadte gennem pandemien. Det føles som om, gruppen ikke for alvor har mistet noget – selv mormor er her endnu. Men det er måske også for at bevare den gode stemning, og alt i alt er det en utroligt underholdende aften i teatret. Selvom jeg måske ikke var helt ”head over heels”, så vil alle dancing queens elske det!

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV FOR AT HOLDE DIG OPDATERET