ANMELDELSE: Wuthering Heights, National Theatre ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Emma Rices opsætning af Stormfulde højder, som lige nu spiller på National Theatre.

Ash Hunter (Heathcliff), Lucy McCormick (Cathy) og Nandi Bhebhe (Heden). Foto: Steve Tanner Stormfulde højder.

National Theatre.

16/2/21

4 stjerner

Bestil billetter nu

Det største trækplaster ved Emma Rices opsætning af Stormfulde højder er Emma Rice selv. Hendes bearbejdelse og opfindsomme iscenesættelse af Brontës klassiske roman bringer nye temaer i spil, og ved at skære visse karakterer fra kastes der nyt lys over historiens sande helte. Man indser hurtigt, at Kate Bush kun fokuserede på ét aspekt af fortællingen, og at Heathcliff måske slet ikke er værd at vandre hvileløst rundt på heden efter. Et originalt greb er, at den vilde og forblæste hede her optræder som en karakter – et græsk kor, der fungerer som både fortæller og kommentator.

Ensemblet i Stormfulde højder. Foto: Steve Tanner

Centralt i historien står Heathcliff, og hvis man slår ordet "indesluttet" op i ordbogen, burde man finde Ash Hunters navn. Det er en fremragende præstation af en svær og kompleks karakter, hvor hans etnicitet og mystiske ophav – som bogen kun antyder – her gøres centralt for at forklare hans status som outsider. Lucy McCormick er en stålsat Catherine; punket, sårbar og trodsig over for alt og alle, selv når det gælder hendes egen redning. Ian Ross’ musik indfanger stemningen perfekt, fra hamrende punk til folk og englekor. Ensemblet bevæger sig forrygende som Heden, omend Nandi Bhebhes stemme som Hedens leder virkede en anelse spinkel ved denne forestilling. Sam Archer er strålende som Lockwood og Edgar Hilton med perfekt sans for både komik og tragedie, og endnu engang viser Katy Owen sit ekstraordinære fysiske og komiske talent som Isabella Linton og Lille Linton – og formår samtidig stilfærdigt at knuse ens hjerte. Men den mest bemærkelsesværdige præstation leveres efter min mening af Tama Phethean som Hindley Earnshaw, og især som den rå og muskuløse Hareton Earnshaw. Han er denne fortællings sande helt; en nedbrudt mand, der genopbygges af kærligheden til Witney Whites smukke Catherine Linton. Deres historie viser kærligheden blomstre midt i det vilde, og slutningen er vidunderligt romantisk.

Ensemblet i Stormfulde højder. Foto: Steve Tanner

Det er ikke fejlfrit – frustrerende nok, for det er tæt på. Forestillingen er en kende lang, især første akt på 100 minutter, og der er måske lige lovlig meget Banshee-skrigeri. Indimellem sker der for meget på én gang; nogle gange er mindre mere. Dette opvejes dog fuldt ud af de sceniske tableauer, der brænder sig fast på nethinden, og skuespilpræstationer, der formidler fortællingen med stor dygtighed. Det er Rices bedste produktion siden dannelsen af Wise Children – se den på National Theatre eller når den tager på turné.