The Last Five Years, Garrick Theatre London: Det siger anmelderne

The Last Five Years er flyttet fra Southwark Playhouse til Garrick Theatre. Vi tager et kig på anmeldelserne af denne bemærkelsesværdige opsætning af Jason Robert Browns musical.

Oli Higginson og Molly Lynch i The Last Five Years. Foto: Helen Maybanks Jason Robert Browns musical The Last Five Years spiller netop nu på Garrick Theatre i en begrænset periode. De strålende anmeldelser fra forestillingens Off West End-sæsoner på Southwark Playhouse var guld værd, og en kort streaming-sæson fik mig til at svælge i Jonathan O'Boyles utrolige opsætning med Oli Higginson og Molly Lynch i hovedrollerne.

Vi kigger nærmere på modtagelsen af The Last Five Years, og hvad kritikerne mente.

BESTIL BILLETTER TIL THE LAST FIVE YEARS

OPSUMMERING AF ANMELDELSER AF THE LAST FIVE YEARS BritishTheatre.com (Ray Rackham) ✭✭✭✭✭ Læs hele vores anmeldelse her

Men hvad med de to, hvis forhold vi er kommet for at hylde og sørge over? Det virker næsten banalt at sige, at to stjerner blev født her, men det gjorde de virkelig. Molly Lynch og Oli Higginson er vor tids Cathy og Jamie. Ekspertudførte, finpudsede og modnede præstationer fra to skuespillere, som har ekstraordinære karrierer foran sig (ikke at de har hvilet på laurbærrene, siden de sidst besøgte Manhattans L5Y). Det var en sand glæde at opleve deres præstationer dér, hvor de virkelig hører hjemme: på en West End-scene i en yderst imponerende opsætning af det, der ellers kan være en svær forestilling.

Evening Standard (Nick Curtis)✭✭✭ The Last Five Years anmeldelse: det er en musical om skilsmisse... hvor bliver den dramatiske nerve af?

Det er et skarpt, kompakt værk på 90 minutter, spillet og sunget med masser af gejst af Molly Lynch og Oli Higginson. Men det konceptuelle greb, der gør stykket specielt, er også dets begrænsning. Jeg så første gang Jonathan O’Boyles opsætning på Southwark Playhouse præcis – hold nu op! – 11 dage før Boris Johnson indførte den første lockdown i marts 2020. Dengang kritiserede jeg showet for at bestå af to monologer, hvor vi kun ser karaktererne, som de ser sig selv. Nu vil jeg tilføje, at det mangler både dramatisk spænding og dialog, eftersom vi får at vide i de første ti minutter, hvordan historien begynder og ender. Den har vundet i skala på Garrick, men mistet den intimitet, som in-the-round-scenen på Southwark gav. Den er stadig charmerende med et partitur fuld af ørehængere og vittige rim, flot iscenesat med sympatiske, attraktive hovedroller. Men din nydelse vil stadig afhænge af din tolerance over for indspist Manhattan-navlebeskuen. Oli Higginson i The Last Five Years. Foto: Helen Maybanks

The Stage (Paul Vale) ✭✭✭✭✭ Triumferende

Instruktør Jonathan O’Boyles sofistikerede opsætning er selve definitionen på enkelhed. Han forvandler en potentielt forvirrende tidslinje til en glidende fortælling, der flyder ubesværet. Scenograf Lee Newbys set-design underbygger denne strømlinede tilgang med lidt mere end et flygel, en drejescene og en velvalgt mængde scenerøg. Jamie Platts udsøgte og atmosfæriske lysdesign samler det hele.

Det er en forestilling, der i sidste ende hviler på kvaliteten af dens medvirkende, Oli Higginson og Molly Lynch. De leverer suveræne, mærkbare præstationer, der indfanger både begejstringen ved ny kærlighed og smerten ved en skilsmisse. Begge er exceptionelle vokalister, som bringer en følelsesmæssig ægthed til Browns alsidige musik. Denne dybt personlige musical, inspireret af Browns egen skilsmisse, har aldrig spillet på Broadway. Hvis man leder efter forestillinger med få medvirkende til "The Great White Way" her efter pandemien, burde denne opsætning være et oplagt valg.

Oli Higginson og Molly Lynch i The Last Five Years. Foto: Helen Maybanks The Arts Desk (Gary Naylor) ✭✭✭✭ bittersød musical-perle opgraderes til West End Jonathan O’Boyles 2020-produktion flytter fra Southwark Playhouse til Garrick Theatre. Nogle af stykkets svagheder består, mens andre er blevet udbedret. Den fælles konklusion er, at et relativt ungt publikum (nogle ikke meget ældre end værket selv, som nu har passeret teenageårene) elskede det, og det lover godt for West Ends fremtid her før en kritisk vinter.

Oli Higginson (billedet ovenfor) blev nomineret til en Offie for sin præstation i 2020, og man forstår hvorfor. Han synger smukt med en vaskeægte West End-stemme, der kan rumme både bristede forhåbninger og lysende ambitioner. Afgørende for rollen besidder han masser af charme, men han er en luskebuks, der kunne have været en hædersmand, og han ved det selv: Han er bare for svag til at modstå den næste fristelse, Manhattan kaster efter ham – og der er altid én til.

https://www.youtube.com/watch?v=on0ed9KC8-A

My Theatre Mates (Alun Hood) ✭✭✭✭✭ En lille perle af en forestilling

Man siger, at lynet aldrig slår ned det samme sted to gange, men jeg må erklære mig uenig. Jonathan O’Boyles inspirerede actor-musician-version af Jason Robert Browns sangcyklus-musical føltes som en øjenåbnende genopfindelse af et fascinerende, men komplekst værk (den ene halvdel af den dømte kærlighedshistorie fortælles kronologisk, mens den anden fortælles baglæns; de to spor mødes ved brylluppet), da den havde premiere på Southwark Playhouse i starten af 2020.

Det virkede allerede dengang som om, at O’Boyle, i samspil med et knivskarpt kreativt hold og en fænomenal duo af skuespillere, havde fundet en måde at få dette teknisk bjergtagende, men til tider frustrerende cerebrale værk til at skabe ægte teatralsk magi.