KOMMENDE FORESTILLINGER: Prelude, Tristan Bates Theatre

Julian Eaves ser nærmere på Prelude, der præsenterer nye talenter på Tristan Bates Theatre

Prelude

Tristan Bates Theatre,

18. juni 2018

Joel Fisher traf en klog beslutning ved at invitere Lexi Clares showcase for ny musicaldramatik ind på Tristan Bates Theatre. Han havde for nylig set forestillingen på Above the Arts og vidste, at den ville vinde ved det større scenerum – og de langt bedre akustiske forhold – som hans teater tilbyder. Og han fik ret: Det var en ren fornøjelse at høre disse friske stemmer i et rum, der ydede dem fuld retfærdighed.

Som med præstationerne, således også med materialet: Her var masser af ungt talent, hentet direkte fra hovedstadens førende teaterskoler. Vi hører ofte om, hvor svært det er at få adgang til den slags uddannelser; de tårnhøje omkostninger og manglen på økonomisk støtte betyder, får vi gang på gang at vide, at det i stigende grad er en begrænset demografi, der kan følge den vej. Ikke nok med det: Når det gælder nyskabende værker, skriver folk overvejende om det, de selv kender, eller i det mindste det, de forstår ud fra egne erfaringer. Når tekstforfatternes sociale, kulturelle og litterære baggrund er så ensartet, fører det uundgåeligt til en vis ensformighed i livssyn, interesser og overbevisninger. Det kom derfor ikke som nogen overraskelse at finde netop denne lighed stærkt afspejlet i de præsenterede værker.

Dette gør sig naturligvis ikke kun gældende i dette regi, men i hele branchens uddannelsessystem. Producenter på tværs af performance-medierne har i årevis gjort opmærksom på de udfordringer, de har med at bryde ud af et stadigt snævrere socialt – og etnisk – felt af nye talenter, netop på et tidspunkt hvor landet faktisk bliver mere, og ikke mindre, socialt og etnisk mangfoldigt. I en hovedstad med landets største sociale diversitet virker de teaterskoler, der er koncentreret her, i stigende grad ude af trit med det samfund, de ellers stræber efter at tjene.

Og sådan var det også her. Vi hørte mange historier udsprunget af denne sociale gruppes særlige interesser og bekymringer. Overordnet kunne de opsummeres som: 'Bliver jeg så populær, succesfuld og velhavende, som jeg drømmer om?' At overvære aftenen føltes lidt som at se på en to timer lang selfie. Hvor var fornemmelsen af, at der findes en stor verden derude, som tilfældigvis rækker længere ud end en strakt arm? Den føltes frustrerende utilgængelig.

En af de forfattere, der virkede bedst rustet til at bryde fri af denne kvælende konformitet, var Harry Style. Han skilte sig ud ved at have humor og evnen til at få os til at grine – det var utroligt forfriskende midt i flokken af forfattere, der øjensynligt var opsat på at tage sig selv så højtideligt som muligt. Hans arbejde er stadig meget 'akademisk' i tonen og på vej mod Edinburgh Fringe, hvor det helt sikkert vil more det unge studiepublikum. Men håndværket i hans tekst og musik er mindeværdigt, mens han afsøger forskellige stilarter i jagten på sin egen individuelle stemme. Måske mest glædeligt af alt valgte han at fravælge de næsten allestedsnærværende pseudo-amerikanske accenter, som et deprimerende flertal af de optrædende havde taget til sig.

Problemet med briter, der prøver at lyde som amerikanere, er, at de færreste gør det med succes. Det britiske casting-system, Spotlight, beskriver denne halvhjertede evne som 'General American', som om lyden af en stemme kunne sammenlignes med General Motors eller General Electric. Det er jeg ked af at sige, men en sådan accent findes ikke – undtagen i de tilfældige udtaler fra britisk-uddannede performere. Amerikanske accenter er meget specifikke. Man kan ikke bare lade som om. Man skal ramme dem plet. Og hvis man ikke kan, skal man lade være. Da vi blev præsenteret for karakterer fra den elizabethanske æra, der brugte denne nonsens-lyd, kammede det helt over. Altså... hvorfor?

Hvad angår det musikalske fundament, blev der spillet sikkert kort ved at følge konventionerne fra de hits, der lige nu skrives af etablerede stjerner i West End og (især) på Broadway. Kun én gang spidsede jeg for alvor ører ved noget frisk og usædvanligt, og det øjeblik indtraf desværre først i de afsluttende takter af det sidste nummer af Thomas Ryalls. Her blev vi pludselig, og helt uventet, præsenteret for nogle lækre, rige og komplekse akkorder sat i slående kontrast til hinanden. Denne detalje stod ud som en funklende perle i en aften ellers præget af lange gentagelser af velkendte musikalske forløb og troper. Man længtes efter, at disse unge talenter ville stole på deres egne evner og skære sig fri af andres stilarter og manerer.

Vi må vente og se, hvem af dem der gør det i fremtiden.