Opera Holland Park præsenterer Alice

Det er måske ikke helt som at falde ned i kaninhullet at træde ind i 1901 Club lige ved Waterloo, men pressefremvisningen i anledning af CD-udgivelsen forud for sommerens repreniere af Will Todds opera var i sandhed en bemærkelsesværdig flugt fra de travle pendlere i SE1. Mens den sædvanlige strøm af folk hastede mod deres tog, udvekslede Deres anmelder høfligheder med en yderst debonair Hattemager og en lunt ironisk Hvid Kanin. (Bagte) hjerter var strøet fristende rundt på de forskellige etager i denne charmerende historiske bygning, og vi kunne gå på opdagelse i de tætpakkede, overmøblerede edwardianske stuer i ro og mag... Jeg havde næsten håbet på at blive antastet af en Rød Dronning, reddet af en Hvid Ridder eller måske endda have delt en chaise longue med Larven, men i sidste ende var jeg mere end tilfreds med Fflur Wyns afdæmpede fremførelse af Alices hovednummer, 'I flew high in my dreams', med komponisten selv ved klaveret. Sange havde strejf af Sondheim, når han er mest lyrisk og storslået – det fik mig faktisk til at tænke på det smukke og stemningsfulde nummer 'I remember' fra Evening Primrose – før det udviklede sig til noget, der mindede om det afsluttende 'havestykke' fra Candide (faktisk vender det tilbage som albummets finale). Efter at have lyttet til CD'en derhjemme kan jeg bekræfte Sondheims indflydelse over hele linjen i de melodiske figurationer, de harmoniske sekvenser og tekstbehandlingen (en fremragende skarp og vidittig libretto af Maggie Gottlieb). Lad det være sagt med det samme: dette er på ingen måde en kritik! Der er tværtimod mange andre glæder i dette gennemført attraktive og vindende partitur: lækker, indsmigrende jazz og latinske undertoner, elegante referencer til Gershwins Porgy and Bess og nogle rappe, syrlige passager i bedste Gilbert-stil, som ligger særdeles godt for den Røde Dronning/Hjerter Dame, der lyder som om, hun kunne være søster til Miss Trunchbull. Det kreative hold har fanget symmetrien mellem Humpty-Dumptys verden og det bagvendte univers, samtidig med at historien er opdateret med tidssvarende referencer, der giver publikum i alle aldre noget at relatere til. Musikalsk er de mest mindeværdige numre de karakterstykker, der er skrevet til de forskellige dyr – især den ubesværet stilfulde og pænt ironiske 'Wonderland Blues', sunget af Larven i skikkelse af Keel Watson. Det er et velproduceret album med det originale cast og et 11-mands orkester, der bidrager med masser af klangfarve og solistiske detaljer undervejs. Lydbilledet har en flot fylde og et bredt dynamisk spænd. Denne udgave af Alice, der oprindeligt blev opført i 2013, vender tilbage i år med udendørsforestillinger hos Holland Park Opera, hvorefter den drager videre til Wilderness Festival, før turen går til Linbury Theatre i Covent Garden. Jeg kendte intet til den før dette cast-album, men på baggrund af det vil jeg bestemt invitere min gudsøn med til forestillingen i august. Opera henvendt til børn er, ligesom pantomime, berygtet for at være svær at gennemføre succesfuldt over en hel aften. Men denne opsætning virker som den ægte vare: der er rigeligt med indforståede referencer, vid og underspillet subversiv humor til de voksne og de ældre børn, mens der stadig bydes på masser af gammeldags magi, overraskelser, sprudlende farver og imponerende special effects til de under 10-årige (og til os, der stadig har kontakt med vores indre barn). Smart, opfindsom og aldrig nedladende – denne opera fortjener endnu en gang at blive et af de store udendørs hits i det, vi håber bliver en lang og strålende varm sommer i 2015. Yderligere information om Alice's Adventures in Wonderland kan findes på Opera Holland Parks hjemmeside.