ANMELDELSE: Animus, Laban Theatre

Ensemblet i Animus. Foto: J K Photography Animus

Laban Theatre

2. december 2017

Dette var et kærkomment gensyn med Michael Webborn og Daniel Finns ekstraordinære nye musicaldrama, der udspiller sig mod en baggrund af skumle planer i London Docks i midten af det 18. århundrede, hvor den tragedieramte Donne-familie driver deres forretning.  Musikken var højdepunktet i denne opsætning, hvor Louisa Green leverede en solid præstation ved klaveret og formidlede det mørke partitur sammen med Sandra Thompson på violin, Brenda Sancho på cello, Greg Hagger på bas og Becky Brass på slagtøj.  Og sangen fra det unge kompagni af skuespilstuderende var pragtfuld.  Webborn og Finn har etableret sig som et stærkt makkerpar efter deres lækre 'The Clockmaker's Daughter' med denne melodramatiske familiehistorie om eventyr og stridigheder blandt handelsklassen.

Der er også meget musik at komme igennem i dette stykke, som oprindeligt blev skabt til MTA sidste år i en imponerende sammenhængende og overbevisende produktion på Bridewell Theatre: Alle i det store ensemble får deres øjeblik til at skinne og vise deres særlige talenter.  Hos nogle af de medvirkende, som Laura Barnard i rollen som den alternative Lily Donne, er disse talenter allerede veludbyggede gennem optrædener hos organisationer som NYMT: Ved den forestilling, jeg så, høstede hun stor anerkendelse fra publikum for sin fattede scenetilstedeværelse og sit sikre greb om rollens mange vokale udfordringer.  Som en kontrast hertil var Claire Kennan levende og energisk som Charlotte Donne med en strålende klar diktion og en fin evne til at gribe nuancere i hvert øjeblik.  I mellemtiden bragte Danielle Whittaker en god portion jordforbindelse ind i Donnes-familiens fine liv i rollen som bordelmutteren Fanny Penhaligon – en rolle med masser af komisk potentiale – mens Lizzie Burgess var en elegant og sød Eleanor Bray.  Der findes ikke mange musicals, hvor de fire hovedroller alle er kvinder, hvilket er en af de mange ting, der gør dette værk så forfriskende.

Blandt de mange andre roller, der skaber et levende billede af storbylivet, så vi en række dygtige unge talenter.  Philip Murch var en flot og karismatisk bejler i skikkelse af Harland Manderville, mens Harvey Westwood var særdeles overbevisende som Joe Grey – en skuespiller, man bør holde øje med.  Lovens lange arm, der er under et vist pres i dette intense miljø, blev portrætteret af Jonathan Barakat som Betjent Farrow, mens Jochebel Ohene MacCarthy repræsenterede kirken som Søster Edith, og Becky Stockley skilte sig virkeligt ud som den ihærdige og målbevidste journalist.  Michael Karl-Lewis spillede Mr. Bolt og Lighterman, David Sharp var Mr. Borage og Mr. Erridge, Daniel-Thomas Forster spillede Mr. Quilt og Mr. Fipps, Alex West overtog rollerne som Earnest Donne og Blacksmith, mens Aaron Gwilliam-Stone var Adam Donne og Chrysanthemum.  Martha Burke var en charmerende stuepige, Christian Andrews var Sir Walter Gladstone, og Elric Doswell spillede vognmanden.  Vi nød også Ciara Ennia som Daisy, Johanna Pearson-Farr som Jasmine og Eliza Roadnight som Violet, samt Ella-Jane Thomas som Oysterwife og Lady Rutherford.  Det alternative cast, som jeg ikke så, bestod af Molly Osborne som Charlotte, Simone Sullivan som Penhaligon, Lauren Poulson som Bray og Rebecca Wickes som Lily.

Der var livlig koreografi af Fabian Aloise, som var det visuelle højdepunkt i denne produktion.  Til gengæld var Amy Yardleys scenografi minimalistisk og bar, mens hendes kostumevalg var eklektiske: Den historiske dragt dominerede for mændene, men af uklare årsager var damerne i figursyede jakker og lange chiffonskørter fra 1950'erne, mens stuepigen bar fuld edwardiansk mundering og ville have passet perfekt ind i 'An Inspector Calls'.  Hvorfor?  Ingen syntes at vide det.  I en forestilling, der ellers gør meget ud af at skabe en stemning af rå realisme, var disse spring ind i fantasifulde fortolkninger svære at forstå.  Instruktøren, Simon Greiff, kan sikkert forklare det hele.

I overensstemmelse med sædvanlig praksis gives der ikke stjerner til elevforestillinger.

LÆS MERE OM TRINITY LABAN

LÆS MERE OM WEBBORN OG FINN