INTERVIEW: Andy Moss fortæller om Ghost

Andy Moss og Carolyn Maitland i Ghost. Foto: Pamela Raith Hvor spændende er det at spille med i Ghost - The Musical?

Helt vildt spændende! Jeg lavede et par ting lige efter dramaskolen, men ikke noget af betydning, så det her er første gang, jeg for alvor står på de skrå brædder siden dengang. Jeg glæder mig helt vildt, men det er også lidt nervepirrende – ikke selve tanken om at optræde for et publikum, men fordi det er så ikonisk en rolle. Det er nogle store sko at udfylde efter Patrick Swayze, og min kammerat Richard Fleeshman spillede Sam i den originale West End-opsætning og var også fantastisk. Så der er et vist pres, men vi er ikke gået efter en tro kopi af hverken West End- eller Broadway-udgaverne.

Hvad var det ved netop denne forestilling, der fik dig til at sige ja?

For det første er jeg kæmpe fan af filmen. For det andet har jeg længe været tørstig efter at komme tilbage på scenen. Jeg elsker tv og den slags, men der er intet så tilfredsstillende som at lave et liveshow. Man kan selvfølgelig se reaktionerne på Twitter, men det at gå derud og optræde for et levende publikum og få øjeblikkelig feedback er den mest spændende del af jobbet. Som performere er det jo det, vi er uddannet til. Og som det tredje er der musikken. Den er skrevet af Dave Stewart fra Eurythmics og Glen Ballard, som har produceret masser af albums, jeg elsker. Da jeg hørte sangene, kunne jeg tydeligt mærke deres indflydelse, så hele pakken med de to herrer involveret, den her ikoniske film og det faktum, at det er en god tre måneders turné, solgte den til mig med det samme.

Du har lavet meget tv, men hvilke udfordringer giver en teaterforestilling?

Den største udfordring for mig er at sikre, at min stemme kan holde til det hver dag. Der er nogle store numre med, og jeg har været med i bands gennem årene, så jeg kan godt synge, men at gøre det hver aften i otte-ni forestillinger om ugen er en barsk omgang. Man skal vide, hvornår man skal give den gas, og hvornår man skal holde igen for at skåne stemmen. Samtidig skal alt times præcis efter en lyd, musikken, en medspillers replik eller et lysskift. Det er jeg ikke vant til fra tv. Hvis vi rykker lidt rundt på replikkerne dér, fordi det føles mere sandfærdigt, så går den som regel, men her skal man være tekstnær. Så det handler om at ramme sine markeringer af hensyn til de andre, samtidig med at man får det til at lyde som om, man gør det for allerførste gang.

Du har også optrådt med rockkoncerter, men er musical en helt anden disciplin?

Det er meget anderledes. Jeg kan godt lide musicals, misforstå mig ikke, men jeg havde aldrig set en og tænkt: 'Hold da op, det er fantastisk, det vil jeg også', før denne her. Da jeg hørte musikken til Ghost, tænkte jeg: 'Det er sgu godt'. De fortalte mig, at de ikke ønskede en typisk musical-sanger med en klassisk musical-stemme, men en med lidt kant – og det er forhåbentlig det, jeg har bidraget med til Dave og Glens musik. Jeg blander de to verdener lidt. Jeg synger teknisk korrekt, så jeg ikke smadrer stemmen hver aften, men jeg kan tilføje lidt rock og hæshed i de store, følelsesladede sange. Det har været ret sjovt at finde den balance.

Andy Moss og Sam Ferriday i Ghost. Foto: Matt Martin Hvad er dit syn på Sam?

Han er dybt forelsket i sin kæreste Molly, men som enhver fyr på den alder er han bange for at binde sig og alt det der. Han ved, hun er hans livs kærlighed, og han vil gerne tilbringe resten af livet med hende, men det er svært for ham at sige ord som 'Jeg elsker dig' eller 'Lad os blive gift' højt. Han er en utrolig flink fyr, der elsker hende højt, og da han dør, handler det hele om at få kontakt til Molly igen og få hævn over sin bedste ven, som endte med at slå ham ihjel. Det er en følelsesmæssig rutsjebane, og så er der alle de komiske scener med Oda Mae Brown også, så jeg skal navigere i rejsen fra at være en elskelig karakter i starten til det mørke univers efter hans død, hvor han søger hævn og prøver at fortælle Molly, at han elsker hende, mens han har det lidt sjovt med Oda Mae også. Han er en kompleks karakter – især fordi han skal spilles som død.

Er han en type, du kan relatere til?

Jeg vil da håbe, at jeg er en elskelig og flink fyr. Jeg håber, der er lidt af mig i ham, og jeg håber da, at hvis nogen slog mig ihjel, så ville jeg søge hævn. Så han er ligesom mig. Han er bare en helt almindelig flink fyr, der ønsker sig en kone, venner, et dejligt sted at bo og et godt job. Han stræber efter at gøre sit bedste i livet uden at såre nogen, selvom han arbejder som bankmand.

Hvorfor tror du, at netop denne historie betyder så meget for så mange mennesker?

Det er det her med den evige kærlighed, og så udkom filmen i starten af 90'erne, hvor der ikke var set mange af den slags fantastiske historier. Den har lidt af det hele til alle. Der er den livslange kærlighedshistorie, og alle kender jo nogen, der er gået bort, og har det der savn og ønsket om at se dem igen. Desuden var det dengang, Whoopi Goldberg var på sit højeste, ligesom Patrick Swayze og Demi Moore var det. Det var et stjernehold, og kombinationen af det og det faktum, at alle kan relatere til historien, fordi de har prøvet noget lignende på et tidspunkt, er grunden til, at den rammer så stærkt. Det er derfor, folk elsker filmen, og derfor de kommer og ser musicalen – og så er der vel også gået lidt nostalgi i den nu, ikke?

Andy Moss i Ghost. Foto: Matt Martin Har du skullet lære nogle nye færdigheder til forestillingen? Keramik, måske? Jeg kan spille lidt guitar, men de spurgte mig, om jeg ville spille Unchained Melody på guitar, og det var jeg helt klar på. I denne version har vi brugt drejeskiven meget mere end i den oprindelige musical, men det er primært Carolyns karakter, der får lov at bruge den. Det, jeg mest har skullet lære, er fysikken og udholdenheden – og at man bare skal fortsætte. Hvis vi kludrer i det, eller en lyd ikke kommer, når den skal, så skal vi bare køre videre, hvor man på tv kan sige: 'Beklager, det var noget bras, kan vi tage den om?'. Hvis noget går galt, kan jeg heller ikke hjælpe de andre ud af det, for Sam er jo død, og ingen kan se eller høre mig. Hvor svært har det været at mestre den amerikanske accent?

Det går fint. Det var også det, jeg sagde til dem: 'Skuespillet kan jeg klare hele dagen, jeg kan klare accenter og hvad I ellers ønsker – det, jeg er bekymret for, er at synge de her store sange otte eller ni gange om ugen'. De var heldigvis søde til at give mig masser af hjælp med sangene og musikken, og det hele spiller nu. Jeg har helt styr på dem.

Kan du huske, hvornår du så filmen første gang, og hvilken effekt den havde på dig?

Jeg så den sammen med min mor og far. Det var sådan en søndagsfilm for hele familien, og den påvirkede mig, fordi det var dér, jeg begyndte at interessere mig for spøgelser og den slags. Det var første gang, jeg så det i en film, hvor det ikke bare handlede om at være uhyggelig, men havde et andet formål, som man ikke helt forstår som barn. Så det var første gang, jeg begyndte at tænke over efterlivet. I dag er de der skyggespøgelser, der kommer efter skurkene i slutningen af filmen, ikke specielt uhyggelige, men dengang skræmte de mig fra vid og sans.

Hvad ser du mest frem til ved turnéen?

Jeg ser frem til at besøge byer, jeg aldrig har været i før. Det bliver spændende, selvom jeg egentlig ret meget er et hjemmemenneske. Hvis jeg er ude og feste eller sammen med venner, vil jeg gerne hjem og sove i min egen seng, så det bliver lidt mærkeligt at være væk, men det er en del af jobbet, og forhåbentlig kan det føre til andre ting som det her. Det har virkelig vækket min gejst for skuespil igen, og det behøver ikke kun være tv eller film – jeg kan tage på turné eller rejse til udlandet med det. Forhåbentlig bliver det her en døråbner til andre spændende ting. Det er en fantastisk forestilling og en fantastisk rolle, og jeg håber, jeg formår at gøre den ære.

BESTIL BILLETTER TIL GHOST UK TOUR