ANMELDELSE: 5 Guys Chillin', King's Head Theatre ✭✭✭✭

5 Guys Chillin'

King's Head Theatre

2. oktober 2015

4 stjerner

Bestil billetter

Jeg må indrømme det med det samme. Jeg har ingen anelse om, hvad en "chill party" er. Jeg ved ikke, hvad "Tina" er. Jeg ved ikke, hvad "Slamming" er. Derfor spekulerer jeg på, om jeg overhovedet er målgruppen for forfatter/instruktør Peter Darneys nye teaterstykke 5 Guys Chillin', som lige nu har sin premiere-sæson på King's Head Theatre.

I lyset af hans reaktion på DV8's fabelagtige John på National Theatre, forestiller man sig, at Quentin Letts' hoved ville eksplodere, hvis han så denne modige, dristige og gennemført hudløse produktion (selvom det – i retfærdighedens navn – måske ikke ville ske, da King's Head Theatre ikke er subsidieret på samme måde som National Theatre), og alligevel var det umuligt ikke at tænke på, hvad Quentin Letts ville mene om det, mens dette voyeuristiske, næsten-verbatim teaterstykke om homoseksuel sex udfoldede sig.

For Letts står for de almindelige mennesker – eller det kan han i hvert fald godt lide at tro, så længe de er konservative, mænd og hvide – og fred være med det. Men faktisk er det præcis det publikum, som dette stykke er tiltænkt. Homoseksuelle mænd vil formentlig allerede vide, hvad der sker med disse fem mænd, to par og en dørklapper, til dette chill-party. Måske ikke alle detaljerne, men det overordnede billede.

Der er sex. Der er stoffer. Der er snak. Der er magtkampe. Der er delt intimitet. Der er mobiltelefoner. Der er par i opløsning, der danner par med andre. Der er overflod. Der er latter. Der er tårer. Der er nøgen ærlighed. Der er sex.

Hvorvidt der er opfyldelse, tilfredsstillelse eller lykke – ja, det er netop spørgsmålet.

Og det er i virkeligheden hele pointen. 5 Guys Chillin' er et stykke om ensomhed, lykke, kærlighed, lyst og smerte – ligesom så mange andre teaterstykker. Som Hamlet, for eksempel. Eller Les Misérables. Temaerne er universelle; det er blot de ydre rammer, der er eksotiske. Altså eksotiske for dem, der ikke selv er en del af miljøet.

Programmet afslører, at Peter Darney har taget over 50 timers anonyme interviews og klippet samt sammenføjet dem "for at forsøge at skabe følelsen af 5 mænd, der taler sammen til en fest. Ingen ord er blevet tilføjet eller ændret, og teksten forbliver tro mod de holdninger, som de interviewede har udtrykt, men rækkefølgen, strukturen og kombinationerne af svarene er blevet blandet og ændret." Altså næsten verbatim.

Fra et dramaturgisk synspunkt driver den 80 minutter lange præsentation indimellem ud på urealistisk vand: hændelser finder sted, og ting bliver sagt, som presser troværdigheden til det yderste. Men mens man sidder der og ser disse næsten nøgne mænd blotte deres indre selv, kan man ikke lade være med at spekulere på, om det er en selv, der er akavet. Er de bare brutalt og oprigtigt ærlige på en kontant facon? Eller mangler der noget i måden, disse historier bliver fortalt på?

Sandheden ligger efter min mening et sted midt imellem de to ekstremer. Ordenes rå vildskab er tilfredsstillende, alarmerende, lærerig, afslørende og fængslende; men der mangler en finfølelse, en tekstur og en dramatisk nerve. Stykket kræver mere arbejde – både for at gøre det mere flydende og for at gøre det stærkere ved netop at gøre det mere flydende. Når publikum bliver fuldstændig revet med af den hedonistiske oplevelse i mødet mellem disse fem mænd, når baggrundshistorierne ikke føles som tydelige baggrundshistorier, og når overgangene er seksuelt ladede eller ødelæggende intime, og dermed afslappede og indsigtsfulde, så vil dette blive et hovedværk.

Det kaster både lys over en krog af samfundet, som er misforstået og uretmæssigt udskældt, og undersøger reglerne, konventionerne, vanerne og sproget i en bestemt form for seksuel udfoldelse. Når man indser, som jeg gjorde på et tidspunkt i den sidste del af stykket, at de oplevelser, karaktererne diskuterede, var af samme slags, som kunne blive diskuteret i omklædningsrummet efter fodbold, på en pub for bankfolk en fredag aften eller til en polterabend i Malaga – naturligvis ikke detaljerne, men spektret af oplevelser, ønsker, fortrydelser og passioner – så forstår man den virkelige værdi af værker som dette.

De udvider horisonter, skaber empati og fremmer forståelse. Og med den nye indretning af King's Head Theatre foregår handlingen bogstaveligt talt inden for spytteafstand – så tæt på, at man kan se sveddråberne forme sig på de veltrænede brystkasser og hårene rejse sig på armene. Hvad enten man vil det eller ej, er man en del af dette Chill Party.

Det er ikke alle de medvirkende, der virker helt tilpas i deres roller. Det er ikke tydeligt, om hele holdet er komfortable med det, deres karakterer bliver bedt om at gøre her. Bortset fra et kort øjeblik er der ingen nøgenhed, hvilket virker absurd miljøet taget i betragtning. Meget af arbejdet her ville være markant mere foruroligende og ærligt, hvis deltagerne var nøgne. Ligeledes, og ligeså overraskende, er der ikke meget fysisk kontakt. Måske er det en del af denne verden, men uden en forklaring virker det mærkværdigt.

Men der er hypnotiske bevægelser. Karakterer smelter sammen i lystfulde, kødelige omfavnelser; karakterer danser sammen eller alene; kroppe forenes og glider fra hinanden. Dette er alt sammen dygtigt styret af Chris Cuming, hvis overblik over gruppens og individernes bevægelser er indsigtsfuldt såvel som konfronterende. Det er heldigvis ikke spor plat.

Aftenens stærkeste præstation leveres af Elliot Hadley. Hans karakter, R, er den mest fuldendte, den mest brændende ærlige, den mest overgivne og den mest arrede. Hadley er udsøgt; morsom det ene øjeblik, bidende det næste, så sød, så skrøbelig: det er en gennemført portrættering af et menneske formet af smerte og hjertesorg. Knusende effektivt.

De andre skuespillere – Tom Holloway, Damien Hughes, Michael Matrovski og Siri Patel – opnår alle varierende grader af succes, men ingen er så fuldt ud dedikerede til stykket som Hadley. Nogle har brug for at give slip på deres hæmninger, andre har brug for at holde op med at "spille skuespil" og bare "være". Alle kan lære af Hadleys indlevelse i teksten og karakteren.

Dette er så konfronterende, som teater kan blive – seksuelle handlinger simuleres; der tages stoffer; kønsorganer luftes – men det er lige så givende, som det er konfronterende. En del af pointen med teater er at fortælle historier om livet, som ellers aldrig ville blive fortalt. 5 Guys Chillin' leverer i den grad på det punkt.

Modigt og dristigt programvalg. Bestemt et besøg værd.

P.S. Nu ved jeg, hvad Tina og Slamming er – så stykket er også lærerigt...

5 Guys Chillin' spiller på King's Head Theatre frem til den 24. oktober 2015