ANMELDELSE: A Midsummer Night's Dream In New Orleans, Above The Arts ✭✭✭

E J Martins (Helena), Ruari Cannon (Demetrius) og Lawrence O'Connor (Quince). Foto: Annabelle Narey. En midsommernattsdrøm i New Orleans

Above The Arts Theatre

12/08/15

3 stjerner

Shakespeares tidlige mesterværk lægger barren højt for enhver instruktør, der kaster sig over det. På denne tid af året kan man finde mangt en herregårdshave eller park, der lægger scene til udendørsforestillinger, hvor omgivelserne står for det meste af magien; og den tradition har naturligvis sin berettigelse. Men efter Peter Brooks berømte 'white box'-opsætning for RSC i 1970 er enhver professionel instruktør nærmest forpligtet til at finde et nyt koncept, der fravælger naturalisme til fordel for symbolisme eller i det mindste en alternativ historisk genre.

I denne nye produktion hos Above the Arts flytter instruktør Linnie Reedman og Ruby in the Dust Productions handlingen til New Orleans' svedige natklubber og bayous. De gør fuld brug af byens rige jazz- og bluestradition, og især Dr. Johns sange. Athen bliver til Athens, Georgia, så der også sniger sig et element af racepolitik ind i fortællingen. Vi føres ind i en verden af voodoo snarere end simpel 'magi', hvor de medvirkende agerer både sangere og instrumentalister. Det fungerer generelt rigtig godt, selvom spillestedet næppe er ideelt til en produktion, hvor så mange genrer inden for musik, teater og dans skal gnubbe skuldre på meget begrænset plads.

Silvana Maimone (Titania), Matt Jopling (Flute), Sarah Ratheram (Starveling). Foto: Annabelle Narey

Scenen er indrettet som en 'traverse'-scene: I den ene ende en seng med forhæng, der fungerer som Titanias løvsal, i midten et træ med spredte puder, der udgør skoven, og i den modsatte ende et klaver, som er omdrejningspunktet for mange af de musikalske indslag. Næsten hele ensemblet synger og danser, og for det meste fungerer håndværkerne ('the mechanicals') også som musikere. Vi lægger ud med en stemningsfuld udgave af 'Marie Laveau', mens Titania (Silvana Maimone) kaster en voodoo-besværgelse, hvorefter stykket for alvor går i gang med en racemæssig konflikt, da Egeus (Matthew Woodyatt) forsøger at forhindre Hermias ægteskab med Lysander (Jonathan Ajayi).

Disse temaer dominerer de næste to og en halv time. Voodoo-verdenens magi er både dragende og truende, og på ingen måde harmløs; musikken indfanger den lumre beruselse, fristelse og det potentiale for konflikt, som en nat i 'The Big Easy' byder på. Byen Athens bliver centrum for social og racemæssig ulighed, mens sumpene og skovene er både et tilflugtssted og kilden til en løsning. Alt i alt er dette en gennemtænkt konceptuel flytning af stykket, som gennemføres konsekvent. Den løber ikke ud i sandet undervejs, hvilket ellers ofte er tilfældet i Shakespeare-fortolkninger, der pludselig vender tilbage til naturalisme, som om det nye koncept bare var et billigt trick. Jeg var også imponeret over, hvordan instruktøren lod håndværkerne agere feer under Bottom og Titanias drømmesekvens, selvom de fleste andre fe-løjer er skåret væk af dramaturgen Henriette Rietveld. Det skaber helt afgjort en mørkere tone generelt, både i skoven og i Athens. Castet genoptager ofte Louis Armstrongs 'Wrap Your Troubles in Dreams', men problemerne forsvinder aldrig helt.

Der er dog problemer med udførelsen, hvis ikke med opfindsomheden. Selve spillestedet egner sig langt bedre til intimt teater i lille skala end til et stort ensemble i fuld vigør. Beliggenheden nær Leicester Square er naturligt støjende, selv med lukkede vinduer, og der var en følelse af fysiske begrænsninger for skuespillerne, hvilket svækkede deres gennemslagskraft. For at dette stykke kan fungere, behøver det ikke nødvendigvis en hel skov at ånde i, men det kræver et større studierum, især hvis man vælger at spille det som 'traverse' eller 'in the round'. Som det var nu, havde de skændesglade par og håndværkernes prøver brug for mere albuerum, og nødvendigheden af at lade karakterer styrte ind og ud af døre tæt på publikum mindede indimellem mere om en farce end om voodoo-ritualer.

Jonathan Ajayi som Lysander. Foto: Annabelle Narey

Mere alvorligt var det dog, at deklamationen af versene flere steder faldt under en acceptabel standard. Jeg anerkender gerne, at evner inden for sang og dans er lige så vigtige som den tekniske håndtering af versene i en adaptation af denne type, men de kan ikke erstatte dem. I første halvleg var fremførelsen af nogle af de længere taler decideret uhørlige eller henkastede, hvilket betød, at vigtige detaljer i plot og karaktertegning gik tabt. Anden halvleg blev projiceret meget bedre af alle involverede, men på det tidspunkt er fokus skiftet til handling og plotafvikling, så der er færre lyriske nøglepartier. Sprogets poesi i dette stykke er så overvældende rigt på metaforer og naturbeskrivelser – som en glimtende fiskestim, der pludselig svømmer ind i en bugt. Så her var der tale om en forspildt chance.

Sid Phoenix som Puck. Foto: Annabelle Narey Generelt set var de elskende et godt match, de var slagkraftige og tydeligt adskilt fra hinanden. Med undtagelse af Ajayis Lysander, der spilles som en sort musiker, er de tre andre plantagearistokrater. Kvinderne er især engagerende, når de begynder at ryge i totterne på hinanden. Blandt de øvrige præstationer var der to, der virkelig skilte sig ud som fuldendte og markante fortolkninger. Matthew Woodyatt er en fremragende sanger, skuespiller og trompetist, og har dermed alle de evner, der skal til for at spille væveren Bottom som en selvhøjtidelig og komisk teater-wannabe. Hans scener med Maimones Titania er mindre overbevisende, men det skyldes mest det faktum, at både hun og David Monteiths Oberon er mere kongelige og autoritære i deres sang end i deres skuespil. 'Skuespillet i skuespillet' blev en anelse for langtrukket, men det gør det i de fleste opsætninger af Drømmen.

Mens de øvrige håndværkere alle udnytter deres øjeblikke godt og spiller deres instrumenter med tilstrækkelig dygtighed, er det Puck, spillet af Sid Phoenix, der bedst inkarnerer produktionens ånd og ambition. Sminket som Heath Ledgers Joker og iført høj hat og vest, besidder han mystik, koreografisk ynde og masser af legesyg humor. Han har en flot baryton og et naturligt greb om teksten, som fremføres med en af de mest sikre og overbevisende sydstatsaccenter i forestillingen. Han er bestemt et talent, man skal holde øje med fremover.

Selvom denne forestilling ikke kom fejlfrit over alle de forhindringer, som Shakespeare og stykkets skræmmende produktionshistorie opstiller, kan man ikke sætte en finger på ambitionen og vovemodet. Kompagniet har fuldt ud fortjent retten til at blive hørt og set igen med dette koncept, og man må håbe, at det sker snart og i en større, mere velegnet sal.

A Midsummer Night's Dream In New Orleans spiller på Above The Arts frem til den 29. august 2015