ANMELDELSE: And The World Goes Round, Stockwell Playhouse ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Kander og Ebbs musical-revy And The World Goes Round på Stockwell Playhouse.

And The World Goes Round Stockwell Playhouse 29. marts 2018 Inden jeg for nylig drog på påskeferie i udlandet, var jeg heldig nok til at kigge forbi dette interessante og smukke teater på Wandsworth Road for at se en skarp og kæk genopsætning af John Kander og Fred Ebbs egen bearbejdelse af deres sangkatalog. Her præsenteret under det skarpe blik fra producent, instruktør og koreograf Stuart Saint, i en samproduktion med teatrets Mark Magill.  Og jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det.  I løbet af blot en håndfuld forestillinger, og med det korteste prøveforløb, leverede hans dygtige hold af lovende talenter, Daniel Hall og Georgina Nicholas, kombineret med de uvurderlige og erfarne evner fra cabaret-stjernerne Suzanna Kempner, Katy Baker og Paul Harwood (også kendt som Paul Nicholas Dyke), en storslået fortolkning af denne vidunderligt opfindsomme og glamourøse pakke af både meget kendte og langt mindre kendte sange.  Vi fik også lejlighedsvis små bidder dialog – delvist deres egen – til at binde det hele sammen i Scott Ellis, Susan Stroman og David Thompsons oprindelige koncept. En revy handler udelukkende om kemi - primært mellem de medvirkende - og tone - primært i forhold til valget af indhold.  Her scorede forestillingen højt på begge punkter.  Saint sætter en ære i at vælge vindere, og denne gruppe var særdeles velvalgt til at skabe maksimal musikalsk harmoni og teatermæssig interesse.  Det lykkedes ham også at iscenesætte rummet med bravur, og han fremkaldte træffende Manhattans urbane puls – hvilket synes at være det eneste terræn, uanset baggrund, som Kander og Ebbs sange for alvor kan bebo.  Og med Carol Arnopp i spidsen for det jazzede og kraftfulde band bestående af Peter Mooney (bas), Megan Landeg (trommer og percussion), Robert Greenwood (blæsere) og James Mayhew (messingblæsere), fik vi den massive lyd, man har brug for, hvis man skal blæse bagvæggen ud hos naboen og genboen oveni. Forestillingen kom for alvor op i gear et par sange inde med Bakers overjordiske 'Colored Lights' – en betimelig påmindelse om, at det 'andet' teater i Southwark snart præsenterer hele forestillingen 'The Rink', som sangen stammer fra.  Den kulminerende tænding af de farvestrålende lygter i slutningen af nummeret var en fin detalje og karakteristisk for de mange smarte overgange, der fulgte.  Kander og Ebb er forfattere, for hvem ordet 'segue' må være opfundet.  Glidningen fra ét øjeblik til et andet var her mildest talt elegant.  Som i de utrolige trioer af numre taget fra forskellige shows, stablet oven på hinanden i en udpræget – og uden tvivl bevidst – Sondheim-agtig stil.  Showet formår at få os til at høre ukendt materiale, som var det en gammel ven, og at få deres mest kendte klassikere til pludselig at lyde friske og overraskende.  Den afdæmpede, tætte kor-version af titelsangen fra 'Cabaret' var et godt eksempel: guddommeligt uventet og handlede nu pludselig om de mennesker, der serverer os denne... kabaret.  Klogt og sandt.  Vidunderlige kvaliteter, der er helt centrale for denne revy. Komikken blomstrede også.  Især Baker og Kempner vidste præcis, hvordan de skulle vinde publikum med deres fint leverede 'Class' og derefter den bevidst genopladede 'The Grass Is Always Greener'. De viste os, at trods de vittige tekster og de knusende enkle, men effektive melodier, så handler dette repertoire i sidste ende om 'menneskene' bag sangene og deres relationer.  Grinet kunne også være bredere og mere dynamisk, som i 'Arthur in the Afternoon', der brugte hurtige bevægelser på scenen i et desorienterende modspil til nummerets fortælling om forbudt kærlighed. Når det kommer til ren skønhed i fremførelsen, er det dog svært at slå 'My Coloring Book', en sang med en Joni Mitchell-agtig uskyld, der næsten virker umulig i samme verden som 'Money Makes The World Go Around'. Kempner sang den med tilsyneladende ubesværet kontrol, præcis som da hele holdet samledes for at fyre op under de mest højlydte numre fra filmatiseringen af det, der i dag nok er deres næstmest kendte scenoværk. Da 'Chicago' i sin tid fik premiere i West End, var det mærkværdigvis en kortlivet affære.  Den lukkede efter få måneder, og hele produktionen blev solgt for den fyrstelige sum af £500 til en amatørgruppe i Leeds, som straks satte den op i yderligere tre uger – en usædvanlig lang spilleperiode for en amatørgruppe. Jeg så den hver uge under den opsætning, fuldstændig vantro over, at et så perfekt show ikke havde fundet sin faste plads i hjertet af engelsk underholdning.  Jeg var dog sikker på, at den ville vende tilbage, og jeg brugte år på at fortælle det til alle, der gad lytte.  Det gjorde den selvfølgelig til sidst, og i en storslået triumf.  Tidens ånd havde endelig indhentet forfatternes kunstneriske vision og skæve sensibilitet, og nu kan vi ikke få nok af dem.  Efter at have været vidt omkring er den nu tilbage i det centrale London.  Og en hel række andre shows venter på deres tur. Hvad er hemmeligheden?  Hvis bare man nemt kunne forklare det.  Jeg tror, den findes i de ekstremer, disse forfattere spænder over – fra det oprigtige heltemod i håbet hos de unge til den vanvittige fortvivlelse i Halls rystende 'Mr Cellophane' (fuldendt med gysende belysning i stil med Mr Bojangles), fra den jordbundne længsel i Kempners 'Maybe This Time' til det eksotiske i Harwoods 'Kiss Of The Spider Woman'.  Og mere til.  Og mere til.  Dette er et show, der ikke bare giver dig lyst til at høre mere til disse optrædende – og lad os endelig få det! – men som også sender dig direkte tilbage til kilden for at dykke ned i det kreative geni hos to af Broadways største legender: Kander og Ebb.  Formidabelt.