ANMELDELSE: Antony and Cleopatra, National Theatre ✭✭✭✭

Mark Reed anmelder Ralph Fiennes og Sophie Okonedo i William Shakespeares Antony and Cleopatra, som lige nu spiller på National Theatre.

Ralph Fiennes og Sophie Okonedo i Antony and Cleopatra. Foto: Johan Persson

Før de første replikker overhovedet faldt, kunne jeg mærke en spændt stilhed sænke sig over publikum. Vi sad alle på kanten af sæderne, klar til at opleve to af skuespillerverdenens giganter kaste sig over titelrollerne i Antony and Cleopatra – uden tvivl Shakespeares mest fascinerende elskovspar. De skuffede ikke.

Lige så snart Sophie Okonedo træder ind på scenen, ønsker man ikke, at hun skal forlade den et eneste sekund. Hendes Cleopatra er intet mindre end perfektion. Hun er legesyg, livsglad, jaloux og utroligt underholdende – og hun holder sine to stakkels terner beskæftiget konstant. Okonedo finder alt den humor, der ligger gemt i Cleopatras replikker, og de tidlige scener, hvor hun venter på Antonys hjemkomst, er nogle af de mest fornøjelige. Salen knækkede sammen af grin, da hun overfuser den stakkels Eros (både fysisk og verbalt) for at overbringe nyheden om Antonys ægteskab med Octavia. Men Okonedo rummer også stor patos, og det er en rystende oplevelse at se den store dronnings verden falde fra hinanden.

Ralph Fiennes og Alexander Cobb. Foto: Johan Persson

Ralph Fiennes giver os en smukt nuanceret og sjælfuld Antony. Til forskel fra andre tragiske skikkelser hos Shakespeare er alt, hvad Antony foretager sig, drevet af hans totale hengivenhed til Cleopatra. Fiennes tager os med på en levende rejse fra en mand, der er beruset af kærlighed, til en mand, der desperat kæmper for ikke at miste alt det, han har kært. Før det endelige slag beder han sine tjenere om at sætte sig på jorden sammen med ham – de græder over at se deres herre sunket så dybt. Der er strejf af King Lear i hans præstation, som han vakler rundt på scenen i stykkets sidste øjeblikke – forvirret, nedbrudt og en skygge af sig selv uden sin elskede dronning ved sin side.

Georgia Landers, Sophie Okonedo og Gloria Obianyo. Foto: Johan Persson

De øjeblikke, hvor Fiennes og Okonedo deler scenen, er de mest mindeværdige i opsætningen. Deres forhold svinger mellem ekstremerne, mens de driller, flirter, skændes og begærer hinanden. De fører os fra overdådighed og selvbedrag til intimitet og hjertesorg – og alt derimellem.

Der er generelt meget at beundre i Simon Godwins storslåede produktion. Han har flyttet handlingen til en moderne ramme, men musikken og scenografien antyder noget mere klassisk. Frem for at distrahere styrker dette dramaet og løfter fortællingen fra en moderne konflikt til noget mere tidløst. Den store, luftige scene er cirkelformet og drejer rundt – hvilket transporterer os fra Egyptens frodige overflod til Italiens kommandocentraler og videre til slagmarken præget af røg og skudsalver. Musikken bruges effektivt til at opbygge spændingen under sceneskift og kampscener. Den svulmer op i de afgørende øjeblikke og forstærker følelsen af en enorm tragedie, der gradvist folder sig ud for øjnene af os.

Tim McMullan og Alan Turkington. Foto: Johan Persson

Resten af ensemblet er også yderst talentfuldt. Tim McMullan tilfører rollen som Enobarbus en tør humor og charme, og hans selvforagt over at have forrådt Antony mod stykkets slutning er gribende. Georgia Landers og Gloria Obianyo leverer stærke præstationer som Cleopatras trofaste terner. De viser en utrolig ømhed over for hende, og deres fælles scener mod slutningen af stykket er meget rørende.

Man glemmer indimellem, at dette stykke ikke kun er en kærlighedshistorie, men også et politisk drama. Desværre føles de tidlige scener mellem de tre ledere af det romerske rige mindre intense. Selvom vi ved, at Pompejus og den truende krig er et afgørende historisk øjeblik, føles indsatsen ikke høj nok. Jeg tog mig selv i hele tiden at vente på at vende tilbage til Egyptens overdådige dekadence, og det er først, når bruddet mellem Octavius og Antony finder sted ombord på Pompejus’ skib, at spændingen for alvor stiger.

Fisayo Akinade i Antony and Cleopatra. Foto: Johan Persson

Forestillingen varer tre timer og tredive minutter, og det mærker man bestemt mod slutningen. Selvom det er en fremragende forestilling, kunne den have haft gavn af en lidt strammere redigering – hvis man skar omkring femten minutter af anden akt, ville det gøre en mærkbar forskel.

Jeg blev overrasket over at læse i programmet, at der ikke findes en eneste scene mellem Antony og Cleopatra, der foregår i enerum. Med Cleopatras manipulationer og Antonys raserianfald kunne man forledes til at tro, at deres kærlighed blot var en overfladisk besættelse – et skuespil opført for deres tjenere og følgere. Andre karakterer i stykket antyder endda det samme. Men deres kærlighed er unik; et liv levet for øjnene af hele verden, og den er ikke mindre ægte af den grund, trods al dramatikken.

Antony and Cleopatra spiller på National Theatre frem til den 19. januar 2019.

BESTIL BILLETTER TIL ANTONY AND CLEOPATRA HER

Antony and Cleopatra bliver transmitteret direkte til biografer via National Theatre Live torsdag den 6. december.