ANMELDELSE: Apartment 40C, St James Studio ✭✭✭

Nova Skipp (Kathryn) og Peter Gerald (Edward) i Apartment 40c. Foto af Matthew Lees Apartment 40C

St James Studio

3 Stjerner

Apartment 40C er en musical i to akter, der varer knap to timer inklusiv pause. Forestillingen startede som en anmelderrost opsætning på London Theatre Workshop i Fulham i slutningen af 2014, og den er nu flyttet – efter en række justeringer og tilføjelse af nyt materiale – til St James Studio, det intime cabaret-lignende spillested under St James Theatre.

Handlingen udspiller sig over en enkelt aften i en højhuslejlighed i New York City. Lejligheden bærer tydeligt præg af at blive brugt; den er slidt og ikke ligefrem klar til boligmagasinerne. Bøger alle vegne, indkøbsposer, flytterod, en behagelig sofa til at falde sammen i efter fyraften og hurtige måltider tilberedt i et lille tekøkken på farten – alt dette sætter tonen for et travlt, grænsende til udkørt, storbyliv, hvor byens larm og stress aldrig er langt væk. Men selvom 'another hundred people' måske nok er 'got off of the train' i nærheden, så føles dette umiddelbart som en mere upoleret, mindre privilegeret og mere intens oplevelse end Sondheims Company. Scenen befolkes gradvist af tre par med lignende navne, som langsomt udfolder deres separate, men i sidste ende flettede historier gennem en række scener og sange. Sommetider optræder parrene samtidigt på scenen, andre gange sammen, og nogle gange blot som enkeltpersoner. Vi bevæger os fra dialog og monolog til solo og duet og slutteligt til ensemble. Parrene spænder over generationerne fra de unge uskyldige Katie og Eddie (Alex Crossley og Alex James Ellison), over de midaldrende karrieremennesker Kate og Ed (Lizzie Wofford og JohnJo Flynn) til Kathryn og Edward (Nova Skipp og Peter Gerald). Det går gradvist op for os, at parrene i virkeligheden alle er repræsentationer af det samme par på forskellige stadier i deres liv – en række øjebliksbilleder af skæringspunkter i tilværelsen, som alle udspiller sig i Apartment 40C.

Stilmæssigt og tematisk ligger denne musical tæt op ad nyere succeser i genren som The Last Five Years og If/Then, men i sin nuværende form matcher den kun deres kvaliteter i glimt. For at forstå hvorfor, kan det være nyttigt at have Sondheims tre mantraer for musicalskrivning i baghovedet: 'Indhold dikterer form', 'Mindre er mere' og 'Gud findes i detaljerne'.

På det første punkt lykkes forestillingen rigtig godt. Konceptet med at gennemgå et parforhold via disse nedslag er originalt og giver god mulighed for at drille publikum med gradvise afsløringer, der først for alvor falder i hak i anden akt. Desuden fungerer sangene godt som indkapslinger af individuelle stemninger og øjeblikke, der senere kan genoptages med endnu større effekt. Numrene giver gode muligheder, som det dygtige cast udnytter flot, for at udvikle karaktererne med nuancer og finesse. Det fremragende orkester bestående af klaver, violin og cello passer også perfekt til formatet, især pga. vægten på det elegiske og længselsfulde, hvor netop denne instrumentsammensætning er særligt rørende.

Til gengæld er aftenen ikke helt så vellykket, når det gælder 'mindre er mere'. Det er en musical med 'meget dialog', for at citere programmet, og selvom dialogen kan være skarp og realistisk, har det også negative konsekvenser. De lange talescener giver især i første akt indtryk af, at vi ser et teaterstykke med indlagt musik, frem for en musical med et naturligt flow mellem ord og toner som det bærende element for følelser og karakterer. Desuden er meget af dialogen ikke fokuseret på den nuværende situation, men fungerer mere forklarende med baggrundsinformation, hvilket bremser den dramatiske fremdrift. Kortere og mere kontante scener ville give mere energi og få os til at engagere os mere i karaktererne som individer.

Denne tekstmængde har også indflydelse på musikken. Den dominerende stil og form er arioso i et adstadigt tempo. Der er få up-tempo numre, og ofte skifter melodien til instrumenterne, fordi sangerne har for mange ord, de skal nå at synge. Melodierne forbliver relativt korte frem for lange svanesange, fordi der skal være plads til så meget tekst. En mere nådesløs forenkling af indholdet ville dermed også løfte det musikalske flow. De magiske øjeblikke i musicalteatret, hvor den unikke alkymi mellem ord og musik opstår – når man mærker, at netop den sang er det eneste rigtige i det øjeblik – er svære at definere, men en oprydning i overflødige detaljer er uden tvivl en forudsætning.

Dette illustreres præcis i de sidste tyve minutter, hvor en vigtig drejning i plottet pludselig samler både dialog og musik i en stram og gribende finale af rå følelser, der får en til at føle, at man pludselig ser en helt anden forestilling. De sidste tre sange, 'Pocket Park', 'Time' og 'A Child', er fremragende og viser, hvad dette kreative hold er i stand til, når de er bedst, og de retfærdiggør musicalens format som helhed. Jeg vil opfordre alle involverede til at se, om man ikke kan sprede lidt af det tryllestøv fra finalen ud over første akt også.

Sondheims sidste observation er også relevant her. Der er mange fine detaljer i skuespillet og vokalen i denne opsætning, og især en elegant udveksling af rekvisitter fra det ene par til det næste, når det samme objekt spiller en rolle i forskellige episoder. Men generelt skal produktionen finde sig mere til rette i sine nuværende rammer. Scenografien er visse steder kluntet opstillet, så der er meget lidt plads til, at karaktererne kan bevæge sig ubesværet rundt om møblerne og hinanden. Ligeledes var der steder i handlingen, hvor det var uklart, hvorfor nogle karakterer blev stående på scenen, mens andre gik af. Disse problemer kan let løses som en del af den generelle oprydning, forestillingen har brug for, hvilket vil blotlægge de stærke linjer i det, der grundlæggende er et fremragende koncept, som blot mangler den sidste finpudsning.

Apartment 40c spiller på The St James Studio indtil 12. april 2015