ANMELDELSE: Black Cat Cabaret - Nocturne, London Wonderground ✭✭✭

The Black Cat Cabaret: Nocturne

Spiegeltent, London Wonderground

03/07/15

Bestil billetter En af de mest spændende faste indslag ved den herlige markedsplads, som London Wonderground på South Bank udgør, er fokusset på late-night cabaret. I festivalens sommermåneder lægger mange af de førende navne fra Londons cabatretscene vejen forbi, ofte i nye og fascinerende konstellationer. Efter deres prisvindende succes ved Wonderground sidste år var forventningerne tårnhøje til Black Cat Cabarets nye 90-minutters show, Nocturne, som spiller udvalgte fredage frem til begyndelsen af september.

Nocturne forsøger at udforske underbevidstheden hos en udmattet pendler (Ben Cutler), der falder i søvn stående i en tætpakket metrovogn nær Waterloo. Forestillingen søger ind i et 'grænseland mellem vågen tilstand og søvn', hvor Cutler føres på en drømmerejse bestående af en række møder med resten af ensemblet, som han har en form for personlig eller psykisk forbindelse til. Showet folder sig herefter ud i en perlerække af optrædener med akrobater, dansere, sangere, burlesque-artister og nycirkus. Den musikalske ledelse leveres med sædvanlig elegance og træfsikre arrangementer af Michael Roulston, mens forestillingen er iscenesat af Simon Evans, der er velkendt som illusionist og magisk konsulent for National Theatre. Der bydes her på flere præstationer af sjælden karakter, men jeg må desværre konstatere, at trods de medvirkendes tårnhøje niveau, formåede aftenen ikke helt at blive til mere end summen af sine glitrende enkeltdele.

Det er prisværdigt, når folkene bag en cabaretaften søger et overordnet tema og en fortælling til at binde de enkelte elementer sammen, så det ikke blot bliver en indkøbsliste af usammenhængende numre. Men når temaet først er valgt, kræver det en større stringens og tydelighed i udførelsen, end jeg kunne spore her. Programnoterne refererer til inspiration fra 'freudianske drømmearketyper, Mozarts Tryllefløjten og en fin-de-siècle stemning af svimlende løsslupenhed', men de røde tråde skal trækkes langt strammere, hvis det skal fremstå sammenhængende. En del af problemet var, at Cutler – den trætte hverdagsmand i centrum for rejsen – har for lidt at give sig til og for lidt interaktion med det, der sker omkring ham. Han fik hverken lov til at tale eller synge, og selvom han så godt ud og bevægede sig effektivt på scenen, var hans tilstedeværelse ikke stærk nok til at fungere som forestillingens følelsesmæssige eller intellektuelle anker. Vi fik ganske enkelt ikke grund nok til at engagere os i ham. Det lagde hele fortolkningsansvaret over på den bemærkelsesværdige sopran Lili La Scala, der var hans primære guide gennem natten. I sit kostume og med sin regale diva-fremtoning var hun tydeligt modelleret efter Nattens Dronning, og der var ingen tvivl om hverken hendes format eller kvaliteten af hendes coloratura. Hendes numre havde absolut gennemslagskraft, men de var ikke altid forankret i tydelige skift i aftenens påståede narrativ. Desuden manglede hendes bindeled, især i første halvdel, det tempo og den substans, der skulle til for at få gang i aftenen, trods øjeblikke med tør og skarp humor. Problemet her lå ikke så meget hos artisten som hos konceptet. Et stærkt narrativ kræver en konferencier med jernvilje i stil med Joel Grey til at drive tingene fremad, og aftenens struktur tillod simpelthen ikke dette.

Når det er sagt, var der masser af numre med ægte flair og ekspertise, som gjorde aftenen seværdig. Akrobatparret Nathan og Isis fik deres kunster til at ligne koreograferet ballet; så komplekse og flydende var deres løft og greb. Dansetrioen Cabaret Rouge var både vovede og innovative, men mestrede også de traditionelle numre med hilsner til Follies-æraen. Men for mit vedkommende var der tre øjeblikke, der for alvor skilte sig ud. New Yorks egen Amy G leverede et herligt overgearet indslag som pendlerens mor: hendes dristige evner på rulleskøjter og et fænomenalt opfindsomt nummer med et vinglas var imponerende nok, men hendes publikumskontakt og fortolkning af 'Sweet Georgia Brown' skabte en forbindelse til salen, som viste præcis, hvad der manglede andre steder. Mine absolutte højdepunkter blev dog leveret af Bret Pfister og Katrina Lilwall. Førstnævnte for sine ekstraordinære og dybt poetiske eskapader i en ophængt ring, og Katrina for to fremragende numre – som ildsluger og, endnu mere imponerende, for sine luftakrobatiske udfoldelser i to sæt tunge kæder. Helt fortjent var det dette nummer, der lukkede første halvdel til stor begejstring fra publikum. Disse artister fandt en poesi og patos i deres bevægelser, der rakte langt ud over ren teknisk kunnen.

Måske var der tekniske udfordringer den aften, jeg så showet (det startede usædvanligt sent), men trods det tårnhøje tekniske niveau hos de enkelte artister, føltes især første halvdel noget tam, og helheden manglede et stærkere styrende koncept. Da jeg kiggede på de fabelagtige kostumer, kom jeg til at tænke på arven fra Alexander McQueen, som netop nu mindes så stærkt i den aktuelle udstilling på V&A. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at en fortælling bygget op som en hyldest til hans mørke fantasi ville have fungeret bedre til at strukturere showets catwalk-scenografi og tøjle den melankolske indadvendthed og de tragiske undertoner – samt den knivskarpe humor – som alle disse dygtige artister besidder. Black Cat er kendt for deres udforskning af nattens gotiske og maniske sider; en fusion mellem deres faste æstetik og McQueens formaliserede, men subversive modesyn kunne måske have fortalt os mere om McQueen selv end det teaterstykke, der spiller i St James Studio, og afsløret spændende synergier mellem catwalk-mode, cirkus, burlesque og cabaret.

The Black Cat Cabaret - Nocturne spiller i London Wonderground frem til 11. september 2015