ANMELDELSE: Brief Encounter, Empire Cinema Haymarket ✭✭✭✭

Ensemblet i Brief Encounter. Foto: Steve Tanner Brief Encounter

Empire Cinema, Haymarket

11. marts 2018

4 Stjerner

Bestil billetter

Genfødsel og fornyelse er stærke temaer i kunsten. Noel Coward ramte utvivlsomt en guldåre af dem, da han i 1936 skabte den centrale ægteskabelige konflikt i sit værk 'Still Life' – et af de ni stykker, der udgør forestillingsrækken 'Tonight at 8.30'. Den geniale beslutning om at udvide det til en fuldblods spillefilm, skabt i de trætte år mod slutningen af anden verdenskrig, kiggede nostalgisk tilbage på en verden før krigen, som færre og færre stadig troede på (Coward var en af dem). En tid uden mørklægning, med masser af chokolade og – helt afgørende – hvor alle kendte deres plads og holdt sig til den. Det viste sig at være et af mesterens største karrieretræk. At have David Lean som instruktør var endnu et heldigt sammentræf, ligesom den allestedsnærværende Muir Mathieson, der overvågede soundtracket, som pulserer med Rachmaninoffs klaverkoncert nr. 2. Alt dette synes at have sikret filmens udødelighed, så den har overlevet skiftende modetendenser og bevaret sit greb om publikums hjerter.

Isabel Pollen som Laura og Jim Sturgeon som Alec i Brief Encounter. Foto: Steve Tanner For ti år siden arbejdede Emma Rice sammen med Kneehigh Theatre Co. på at forvandle den til en fascinerende sceneproduktion: en slags hyldest til biografen, gammeldags britiskhed og performancekunst. Forestillingen har turneret verden over siden da, og nu er den tilbage i London for endnu en tørn i West End. Et skarpt hold på ti skuespiller-musikere befolker den improviserede 'scene', der er opstillet på selve biografscenen (scenografi af Neil Murray, lys af Malcolm Rippeth), hvor klip fra nyindspilninger af filmen præsenteres (projektioner af John Driscoll og Gemma Carrington) for at pryde Rices bearbejdelse. En god portion Coward-melodier er med i dette remix, alle i vidunderligt opfindsomme og elegante arrangementer, der på én gang minder os om fortidens smag og alligevel – lidt ligesom 'Girl From The North Country' – rykker fortiden ind i nuet og giver denne stemme fra i går en helt frisk og fængslende klang. For nylig vakte en vis berømt amerikansk sangskriver røre i kritiske kredse, da han dristede sig til at betvivle Sir Noels kvaliteter inden for musikteater. Måske han ville tænke anderledes, hvis han hørte dette værk – især digtene (Coward skrev absolut alt, inklusive poesi), der har fået udsøgt moderne og spændende musik af komponist og kapelmester Stu Barker, som leder kompagniet med suveræn finesse.

Isabel Pollen som Laura i Brief Encounter. Foto: Steve Tanner

Han og Rice får præstationer frem med stor ynde, hjerte og fantasi. Blandt hele det smukke cast er timens stjerne uden tvivl den fantastiske Jos Slovick, hvis stemme og stil blander alt fra George Formby til Joe Brown på den musikalske front, og som indfanger vanviddet fra The Crazy Gang, Tommy Trinder og Arthur Askey i showets absolut mest taknemmelige manderolle. Overfor ham – på alle måder – står den frygtindgydende førstedame i stationscaféen, Lucy Thackerays uforglemmelige Myrtle Bagot, spillet som en maske af fornem facade i stil med Dora Bryan eller Thora Hird, når de var mest vampede. Det er i virkeligheden energien – konkurrencen, kampen, vagtsomheden – mellem disse to, der driver hele værket.

Lucy Thackeray som Myrtle i Brief Encounter. Foto: Steve Tanner

Hvad angår de store romantiske elskende, Mrs. Laura Jesson og den ligeledes gifte og potentielt utro Dr. Alec Harvey, spiller Isabel Pollen hende med en kølig middelklasse-ro som en Charlotte Rampling, der tøjler sin sexappeal og pakker den ind i al den respektabilitet, livet i provinsen har at byde på. Jim Sturgeon spiller den knap så gode doktor med lidt mindre mørke, end rollen måske kræver; da vi hører, at han rejser til Sydafrika, er vi faktisk ret lettede og håber, at han vil slå håret lidt ud dernede og stoppe med at være sådan en tørvetriller. Havde det ikke været for Trevor Howards enorme personlige charme og karisma i den filmrolle, var det så nogensinde blevet til noget? Overfor ham vakte Celia Johnson fortjent minder om 'Dame Celia Molestrangler' fra 'Round The Horne' med endnu en af sine legendariske inkarnationer af elegant afbalancerede, ulastelige mønsterbilleder på engelsk kvindelighed, der aldrig så meget som svedte, endsige udtrykte stærke, kødelige fornemmelser. (Gud bevares, nej!) Det komiske her er, at dette er et 'forsøg' på utroskab fra et par, der sandsynligvis ikke har modet til at gennemføre det. Det er morsomt, men på en bittersød måde: perfekt Coward-materiale. Det er ikke uden grund, at 'Mad About The Boy' og flere sange fra 'Sail Away' er klemt ind her: de er den urbane, vittige og sofistikerede stemme, som konstant nægtes det par jævne provinsduer, hvis dødfødte affære vi ser kæmpe for at lette i 90 lange minutter.

Katrina Kleve, Lucy Thackeray og Beverly Rudd i Brief Encounter. Foto: Steve Tanner

Deres lidelser får naturligvis operatisk styrke gennem tilstedeværelsen af Rachmaninoffs 2. klaverkoncert. Rice lader klogt koret overtage orkestrets essentielle 'rolle', og de leverer smukke passager, hver gang den følelsesmæssige temperatur skal skrues op. Som teknik fungerer det utrolig godt og minder os om den britiske passion for kor og fællesskab – at passe ind og indrette sig. Koret er en pragtfuld tilstedeværelse i dette show. Men det er ikke så meget deres ydre udtryk, som de uudsigelige, skjulte budskaber i Sergejs store melodi, der imponerer os: de synger en sang, der er lyden af mental og kreativ heling efter den kunstneriske lammelse, der fulgte efter fiaskoen med Rachmaninoffs radikale 1. symfoni. Efter at have gennemgået psykoanalyse – datidens mest moderne tidsfordriv for den øvre middelklasse – relancerede komponisten sig selv med denne hjertevarme og glitrende (og ikke alt for svære) klaverkoncert. Resten er, som man siger, historie. Den har aldrig været ude af repertoiret siden. Succes, berømmelse og respektabilitet opnået ved at give afkald på sin sande vovemod og originalitet.

Dean Nolan som Fred, Isabel Pollen som Laura i Brief Encounter. Foto: Steve Tanner

Det er netop det, vi kan fokusere på, når vi bliver irriterede over de ubeslutsomme hovedpersoners akavede småtrippen. Det er den musik, der altid minder os om, hvor trøstende og trygt livet kan være, hvis bare vi ikke følger vores lyst til at tage risici, men spiller efter reglerne. Og dette er, efter Rices overbevisning, lige så sandt for hovedrollerne, som det er for resten af ensemblet: for Beverley Rudds undertrykte Beryl i caféen (et navn som Thackeray udtaler med tre vidunderlige stavelser i endnu et af sine mesterlige komiske træk); for Dean Nolans tomme Fred Jesson, hans sprudlende Albert Godby og den beregnende Stephen Lynn; og for Katrina Kleves, Peter Dukes', Seamus Careys og Pat Morans drømme og ambitioner som det dygtige ensemble, der udfylder de mindre roller og giver dybde til billedet af 1930'ernes Storbritannien. Det er fortællingens universalitet, der gør, at vi lever os ind i den. Det er de almindelige kompromiser og ofre, der gør dem vigtige.

Lucy Thackeray som Myrtle, Isabel Pollen som Laura, Jim Sturgeon som Alec i Brief Encounter. Foto: Steve Tanner

Hvad Coward selv ville have tænkt om denne sælsomme og vidunderlige nyfortolkning af hans fortælling om middelklassens følelsesmæssige kvaler, er ikke til at vide. Og hvem ved, hvad han ville have tænkt om, at Rice forvandler hans hovedperson til Ann Todd i 'The Seventh Veil', mens hun bliver til den store koncertpianist i hjertet af den medrivende musik. Jeg er ikke sikker på, at jeg var helt overbevist af det træk. Men hvad gør det? Det er en dejlig, romantisk fantasi. Den vil stensikkert glæde publikum, mens den spiller frem til december i år. Ganske charmerende.

BESTIL BILLETTER TIL BRIEF ENCOUNTER NU