ANMELDELSE: Cats, London Palladium ✭✭✭

Ensemblet i Cats. Foto: Alessandro Pinna Cats

London Palladium

27/10/15

3 stjerner

Bestil billetter ‘Det er snarere en oplevelse end en musical. Folk, der ser forestillingen for første gang, kan ikke helt sætte ord på, hvad det er. De har bare haft en vidunderlig tid.’ - Cameron Mackintosh

Cats forventedes ikke at blive en succes tilbage i 1981 – Trevor Nunn var kendt for Shakespeare og ikke musicaler, Cameron Mackintosh havde endnu til gode at få et rigtigt West End-hit, TS Eliots teaterarbejde havde ført ham i helt andre retninger, og Lloyd Webber foreslog en musical, der i alt væsentligt var gennemkomponeret uden dialog og med kun en antydning af et plot. Men på en måde, der har trodset enhver logisk forklaring, så Cats sig aldrig tilbage. Med enogtyve ubrudte år på de skrå brædder i London alene, har de blinkende gule øjne lyst op over hele kloden som et af de fotos af byens lys på planeten Jorden set fra en satellit i rummet.

Hvordan ser dette 80'er-fænomen ud i dag? Nu hvor repremieren fra 2014 er vendt tilbage til Palladium for en kortere sæson, får vi endnu en chance for at fælde dom. Der er uundgåeligt sket nogle ændringer i rollelisten, men i bund og grund er det den samme forestilling, som blev anmeldt af Stephen Collins for næsten et år siden. Mange af de pointer, han gjorde dengang, gør sig stadig gældende, men der er sket en vis forringelse i mellemtiden.

Beverley Knight som Grizabella i Cats. Foto: Alessandro Pinna

Det første, man må bemærke, er at forestillingen passer perfekt til Palladium. Selvom man ikke helt kan genskabe den oprindelige opsætnings arena-scene (theatre-in-the-round), er der stadig masser af måder, hvorpå kattene bryder ud blandt publikum og gør sig til i og mellem stolerækkerne. Frank Matchams generøse siktlinjer i dette dejlige gamle teater sikrer, at alle har et godt udsyn og føler sig helt involveret i handlingen. John Napiers berømte scenografi formår at forvandle skrammel til glimmer, så man knap bemærker, hvor skraldet slutter og de fornemme loger begynder. Så selv før handlingen starter, og i pausen (hvor Old Deuteronomy er på scenen for børnenes skyld), bliver alle inddraget i ét stort fællesskab.

Orkestret, igen under ledelse af Graham Hurman, er et imponerende hold med et tæt sammenspil og nogle virtuose solopræstationer, især fra træblæserne, der også skal mestre mange vemodige og delikate stemningsskabende passager. Bandets kvalitet sikrede et klippefast fundament for de komplekse koreograferede numre. I 'Jellicle Ball' ønsker man, at hvert højdepunkt overgås af det næste, og takket være dirigentens og musikernes timing skete det også. Den eneste kritik, der kan rettes – og den er alvorlig – er, at lyden i hele første akt var voldsomt over-amplificeret. Der blev foretaget justeringer i pausen, men da var skaden sket.

Dette betød mere, end det ellers ville have gjort, fordi første akt, og forestillingen som helhed, simpelthen er blevet for lang. Med en spilletid på nu to timer og halvtreds minutter (inklusiv pause), er der steder, hvor materialet trækker i langdrag, især i den indledende sekvens og i 'Battle of the Pekes and Pollicles', som begge med fordel kunne strammes op. Tingene var mærkbart skarpere i anden akt, hvor episoderne er mere varierede og selvstændige, og hvor musikken simpelthen er langt stærkere, med mindre afhængighed af det evigt gentagne, faldende arpeggio-tema, som er så dominerende andre steder.

Når der ikke er meget plot at læne sig op ad udover varslingen om Macavitys tilsynekomst og historien om Grizabella, hviler meget på iscenesættelsens flow og danserutinernes variation og glans. Både Trevor Nunn og Gillian Lynne har genbesøgt deres værk, og i det store og hele udfolder tingene sig lige så godt som før. Jeg slås igen af, hvor klassisk funderet dansen er, og dermed hvor krævende den er for de medvirkende. Der er ikke plads til halve løsninger, og kompagniet fortjener stor ros for deres professionelle bravur på dette område.

Jeg har dog enkelte forbehold. Det kan være, fordi 'In the Heights' stadig spøger i min bevidsthed, men ærligt talt virker rap-nummeret for Rum Tum Tugger en anelse tamt sammenlignet med, hvad der nu præsteres andre steder, og teksten kan stadig kun høres glimtvis. Desuden er jeg bevidst om, efter mange år væk fra denne forestilling, at selvom mange facetter af kattens adfærd indfanges i dans og instruktion, er der andre muligheder – mere blide, listende og snigende bevægelser – som savnes. Ja, vi befinder os på en losseplads med vilde katte, men alligevel føler jeg, at vi kun får en del af billedet, omend en meget intens og spændende del.

Mulighederne for at karakterisere de enkelte katte og fremmane minder (i modsætning til 'Memory') bliver for det meste udnyttet godt. Her tilfalder de største skuespilmæssige roser Paul F. Monaghan, der bærer ansvaret for Bustopher Jones (der her ligner Diaghilev i hans 'Ballets Russes'-velmagtsdage), Gus the Theatre Cat og Growltiger. Det er tre vidt forskellige roller, og Monaghan tilfører både herrelighed, værdighed, patos og sprudlende energi, hvor der er brug for det. Disse scener er forestillingens sande lyspunkter, og det var en særlig fornøjelse at have den lækre italienske operaparodi tilbage i 'Growltiger’s Last Stand' frem for 'Ballad of Billy McCaw'. Hvis bare Lloyd Webber havde givet os lidt flere strejf af denne bidende musikalske satire gennem årene...

Matt Krzan som Munkustrap i Cats. Foto: Alessandro Pinna

Adam Linstead havde en imponerende vokal tilstedeværelse som Old Deuteronomy, men jeg synes, han kunne have interageret mere med resten af ensemblet trods begrænsningerne i 'yeti-kostumet'. Der var fremragende præstationer fra Matt Krzan, som i rollen som Munkustrap reelt er forestillingens oversete konferencier. De dansende stjernestunder fra Mistoffelees og Skimbleshanks blev begge leveret med stor overlegenhed af Mark John Richardson og Evan James, og den rødhårede punk-kat Macavity (Javier Cid) levede i den grad op til sit ry som 'forbrydelsens Napoleon'. Der var masser af veludførte og velsungne småroller i det, der er en meget demokratisk fordeling af roller.

Den største skuffelse var Beverley Knights præstation som Grizabella – endnu et tilfælde af fejlcastet sangertalent i en rolle, som skal spilles troværdigt, hvis den skal lykkes. Knights bevægelser på scenen var tøvende og lukkede, og – mere overraskende – fik hun ikke meget ud af 'Memory', før hun endelig lod stemmen få frit løb i den sidste reprise. Dette vakte behørig begejstring hos det soul-hungrende publikum, men det var for sent til at redde det foregående. Forbløffende nok blev hun på alle punkter overstrålet sangmæssigt af den støttende vokal fra Jemima (Tarryn Gee), som var fremragende hele vejen igennem.

Det, der får denne forestilling til at fungere i sidste ende, er dansen og de individuelle karaktertegninger leveret som en række semi-operatiske scener. Disse elementer er stadig intakte, og så længe de er det, vil forestillingen fortsætte med at glæde folk. Jule Styne sagde engang om Cats: 'Man kunne smide hver eneste sang ud undtagen 'Memory', og det ville ikke gøre nogen forskel.' Lidt for hårdt? Måske.. men han havde en pointe. Det er koreografien og karaktererne, man tager med sig hjem.

Publikum til premiereaftenen – med lige så mange ansigtsmalede voksne som børn – elskede det hele. Hvis du leder efter en pålidelig aften i teatret med hele det musical-tekniske repertoire i spil, så bliver du ikke skuffet.

Cats spiller frem til 2. januar 2016 på London Palladium. Bestil billetter nu!