ANMELDELSE: City Stories, St James Studio ✭✭✭✭✭

City Stories

St James Studio

2. juni 2015

5 stjerner

City Stories, med undertitlen 'Tales of Love and Magic in London', er en voksende samling af kortspil – nu seks i alt – hvoraf et udvalg kan opføres i forskellige kombinationer for at skabe en hel aften. (Den aften, jeg overværede, var stykkerne Narcissi, Occupy, Lullaby, og Carousel). Stykkerne bindes sammen og markeres af Rosabella Gregorys stemningsfulde sange, fremført på scenen ved klaveret. De udspiller sig alle i, fremmaner og beviser Londons særlige atmosfære, og de reflekterer på forskellig vis over kærlighedens udfordringer, smerter og glæder. Mere præcist tilbyder karaktererne en række meditationer over, hvordan vores følelsesmæssige engagement i andre mennesker tvinger os til at reflektere dybere over vores egne personligheders sammensætning og modstridende sider. I hvert tilfælde møder hovedpersonen en anden og falder for vedkommende, hvis tilstedeværelse i historien ligger lidt uden for dagligdagens rammer; en person med det ene ben placeret uden for virkeligheden. Dette er med til at skabe et drømmende, reflekterende rum – ikke just fantastisk, men et sted hvor karaktererne og publikum kan forestille sig alle mulige urbane udfald, før vi mod slutningen vender tilbage til hverdagens London med lidt mere rykkede grænser. Vi bliver mindet om, at vi hver dag i storbyen får så mange chancer for at favne eller afvise livet. Dette rum udfyldes af Gregorys klagende, arpeggio-prægede og overvejende melankolske sange, suppleret med dygtig musikalsk ledsagelse og lydeffekter, der nænsomt løfter den i forvejen rige tekst på en måde, der leder tankerne hen på tidlige sort-hvide film. Mellem den røgfyldte cabaret-stemning 'efter midnat', de dybe, skæve monologer, der minder om Bennetts Talking Heads, og fornemmelsen af det tilfældige og uventede ved møder i storbyen, tænkte jeg oprindeligt, om denne sekvens ville fungere bedre i radioen, hvor lytteren selv må udfylde hullerne med fantasien. Men det er en cadeau til kvaliteten af skuespillet og musikken, at disse korte stykker formåede at trække premiepublikummet længere og længere ind, indtil vi var helt opslugt af deres verden af intense, skæve valg og oplevelser. Hvis dette er en ny genre inden for 'teater-cabaret', som visse anmeldere har foreslået, så vil jeg gerne have mere af det!

Der er her tale om et sofistikeret kreativt niveau, hvor alt i en helt ren og grundlæggende forstand afhænger af de medvirkende selv. Der er ingen kulisser, kun få antydninger af kostumer – en hat eller en frakke her og der – samt et par stole efter behov. Det er værd at understrege, at St James Studio, hvor scenen er skubbet ud til siden for at give plads til en bar, ikke er det letteste sted at indfange et publikum kollektivt. Der er for mange svære vinkler og niveauer at spille til, og selve scenen er ganske lille. Der skal derfor lyde en stor ros til alle de medvirkende og til James Phillips for hans instruktion, såvel som hans lysende og præcist afbalancerede tekst.

Efter en indledende sang, der sætter stemningen og handler om historiefortællingens udbredelse – med klaverspil der ruller som Themsens bølger – får vi Narcissi. Det er i store træk en monolog, hvor Natalie (Sarah Quintrell) fortæller om, hvordan hendes liv ændrede sig, mens hun spillede på det offentlige klaver på St Pancras Station. En mand ved navn Jack (Tom Gordon) opsøger hende, lægger alle sine penge i hendes hat og proklamerer, at hun er svaret på livets gåde. Hvordan håndterer man en person, der møder en med ubøjelig beundring og hengivenhed? Flygter man, eller tager man chancen og bliver 'pilgrims-sjæle' sammen? Dette er det første af flere eksempler i disse stykker, hvor en person, der virker nærmest overjordisk, tvinger fortælleren til at se sine egne modstridende sider i øjnene. Stykket samler sig omkring en anden sang, 'The Secret Garden', hvor parret mødes med jævne mellemrum resten af deres liv, ført både fra hinanden og sammen – en scene, der føles uvirkelig og dog sandsynligvis finder sted overalt omkring os hver dag i byens parker. I Lullaby oplever Audrey (Daphne Alexander), at byen er ved at falde i søvn omkring hende. Ikke på en sci-fi-agtig måde, men som en udforskning af, hvad der ville ske i London, hvis alle blot sov en time længere. Audreys veninde Rachel (Sarah Quintrell) falder i søvn under en film og kan ikke huske slutningen, og herfra oplever Audrey gradvist, at alle hendes venner forsvinder fra hende, mens hun selv er uændret: 'Vi forsvandt ind i det mørke drømmeland, som var det den destination, vi altid i al hemmelighed havde ønsket os, som om den vågne verden – verden med dens sværhedsgrad, modsigelser og smerte – altid havde været for meget for os.' Der er et exceptionelt afsnit, der beskriver en gåtur gennem et øde London centrum, en passage der mindede mig om Virginia Woolfs uhyggelige beskrivelse af London under Blitzen. Derefter skifter stemningen til en erkendelse af, at søvnsygen i virkeligheden er en metafor for, hvordan vi i dagligdagen for det meste er mentalt sovende, fordi vi opgiver vores drømme og lader vores idéer forsvinde i mørket. Audrey beslutter sig for at holde fast i sine drømme, og stykket slutter, mens hun – uden garanti for succes – forsøger at vække sin tidligere elsker Joe (Tom Gordon). Alexanders rolle her er enormt krævende, og hun leverer en virkelig nuanceret og støt opbyggende præstation. Occupy er samlingens perle; et lille mesterværk af dramatik, der opbygger karakterer med præcision og økonomi fra en højst usandsynlig begyndelse. Mark (Scott Handy) er medlem af en hemmelig gruppe, der arbejder i en hemmelig kælder under St Paul’s Cathedral, hvor han indsamler og bevarer de utallige breve, der er skrevet til Gud gennem århundrederne. I endnu et øjeblik af transformerende konfrontation beder Ruth (Daphne Alexander) om at få sit brev tilbage. Det er skævt, vittigt og med en genkendelig tør 'anglikansk' humor – det stykke, der ligger tættest på Alan Bennett i tonen, men som fører karaktererne i en langt mere livsbekræftende retning. I sidste ende handler det om at finde livet og kærligheden i en moden alder, med et 'hjerte der længes efter at blive sat i bevægelse, mod frihed og forløsning.' Mark gør oprør, henter brevet, og begge kastes ud i et helt originalt oprør, der forsøger at bringe nyt håb til tusindvis af mennesker over hele London. Slutningen er spektakulært uventet og befriende – en triumferende bekræftelse af sandheden om, at 'troen tager over, dér hvor fakta svigter', helt uden et strejf af prædikantstil. Der er store temaer i baggrunden, som rækker ud over, hvad et kort stykke helt kan dække, men det er alt sammen skitseret med de fineste streger. I Carousel, den nyeste tilføjelse til historierne, mødes George (Alan Cox) og Lucy (Louisa Clein) under tårnene i Canary Wharf, da hun tager ham i at synge hendes yndlingssang. Han er en gådefuld skikkelse med sixpence-hat – en tidløs iagttager optaget af det, han kalder 'trainspotting for sjælen'. Han overtaler Lucy til at hjælpe ham med at lede efter en kvinde, han gerne vil fri til. Scenerne åbner op for en udforskning af tidens dimension i storbyen; ikke så meget tidsrejser som en skærpet bevidsthed om de urbane øjeblikke og minder, hvor så meget afhang eller stadig afhænger af et valg eller en beslutning. Lucy får lov at opleve 'fem minutter dagen aldrig fik' med sit livs kærlighed og opdager undervejs, at hun nu er både mere og mindre, end hun tror. Skulle dette lyde en smule prætentiøst, kan jeg forsikre om, at der er masser af jordnær humor undervejs sammen med de bedste og mest storslåede af Gregorys sange – fulde af uventede harmoniske skift, der fører os tilbage til floden, hvor vi begyndte.