ANMELDELSE: Committee the musical, Donmar Warehouse ✭✭✭✭✭

Committee

Donmar Warehouse

12. juli 2017

5 stjerner

Bestil nu Dette er uden tvivl en af de mest spændende nye musicals, du kommer til at opleve i år. Den strålende skuespiller og sanger Hadley Fraser og Donmars mindst lige så vidunderlige kunstneriske leder, Josie Rourke, har slået sig sammen med den inspirerende instruktør Adam Penford for at skabe noget helt nyt, friskt og smukt. Det er et 90-minutters mash-up af den dag, hvor – for at give forestillingen dens fulde titel – 'The Public Administration and Constitutional Affairs Committee' optager vidneforklaringer om Whitehalls forhold til Kids Company.

Kids Company var, hvis man skulle have overset postyret, den nu nedlagte velgørenhedsorganisation, der udførte et banebrydende arbejde med at række ud til børn, som af forskellige årsager ikke blev passet ordentligt af hverken familie, staten eller andre organisationer. Grundlagt og ledet af den karismatiske, eksotiske og højtuddannede Camila Batmanghelidjh, tiltrak den de mest vanskelige og udfordrede børn, som ofte kom under desperate omstændigheder og lige så ofte var blevet afvist af andre instanser. Batmanghelidjhs frygtløse tro på, at intet barn nogensinde måtte afvises, uanset hvor ekstreme udfordringer de præsenterede organisationen for, var fundamentet for alt, hvad Kids Company var og gjorde.

Hun var også en utrættelig og begavet fundraiser, der trak støtte fra alle dele af samfundet. Jeg må her erklære en personlig interesse: Jeg hørte først om hende gennem hendes optrædener i BBC's Newsnight og senere i en længere artikel i programmet til Royal Opera House. Jeg sendte dem en check; selvom jeg ikke forventede at høre mere, modtog jeg et langt brev fra Batmanghelidgh, der detaljeret redegjorde for, hvor og hvorfor pengene var brugt. Denne form for ekstraordinære personlige engagement tiltrak beundrere fra en stadig voksende kreds, herunder støtter helt i toppen af regeringen. Det blev i sidste ende måske organisationens undergang. Politik er, som vi ved, et intenst konkurrencepræget forum: Ved at insistere på en mere streng økonomisk styring, end de kunne finde dér, rykkede Westminster-donorerne og deres vagthunde – den 'Committee', titlen henviser til – ind for at rive organisationen i stykker, hvilket hurtigt lykkedes dem. Hvor mange børn de dermed også hjalp, er mig bekendt aldrig blevet fastslået.

Manuskriptet til denne forestilling består udelukkende af det, der faktisk blev sagt eller indsendt som skriftligt bevis under forhandlingerne hos denne række af Westminsters mægtige og vellønnede personligheder. Robert Jones' scenografi og kostumer, overvåget af Poppy Hall, genskaber – med næsten perfekt detaljerigdom – Grimmond Room i Portcullis House, hvor komitéen har sin hule. På hver side af en stiliseret 50'er-frise ser vi den tidligere leder af Liberal Party i hhv. en tegning og en bronzebuste: tre æstetiske udtryksformer, der repræsenterer den samme person – en diskret påmindelse om, hvad hele produktionen handler om. Samtidig er følelsen af realisme stærk og gennemført i hver eneste detalje. Dette strækker sig endda til castingen af komitépanelet, der ofte ligner de virkelige deltagere med uhyggelig nøjagtighed: og det er overflødigt at sige, at skuespillerne har gjort et enormt stykke arbejde for at researche deres nulevende modstykker. For god ordens skyld skal det nævnes, at disse personer også selv har overværet forestillingen – jeg mener, hvorfor skulle de ikke have lyst til at se sig selv få al den opmærksomhed? – og de har erklæret sig yderst tilfredse med produktionen.

Hvor tingene bevæger sig væk fra den stringente realisme, er dog i clerk’ens indledende henvendelse til publikum (Joanna Kirkland i endnu en stærk og mindeværdig karaktertegning), og – frem for alt – i den musikalske tekst. Det er ofte gentagelser af dialogen, men arrangeret med en bjergtagende fantasi og dygtighed af Tom Deering. Komponisten leverer her det bedst skrevne nye partitur, vi har hørt i West End i mange, mange år. Med blot en strygekvartet og Torquil Munro på et smukt, skinnende sort flygel, placeret i en slags moderne 'musikanternes galleri', og med skuespillernes stemmer til rådighed, væver Will Stuarts orkestrering et musikalsk landskab, der fuldstændig forvandler den nødvendigvis trivielle virkelighed fra den parlamentariske høring. Stuarts sans for detaljer i hver eneste frase skaber en subtilitet af højeste karat i 'betoningen' af det, der enten siges over musikken eller synges. Det er en uendelig foranderlig palet, han mestrer, lydhør over for de fineste skift i stemning, karakter og effekt. Penford ved præcis, hvordan han skal balancere scenisk handling med tekst og musik, og resultatet er en total knockout, forstærket af Naomi Saids koreografi, der indfanger de trænede politikeres kropssprog perfekt. Jack Knowles' spektakulære lyseffekter og Nick Lidsters diskrete lyddesign fuldender det kreative hold.

Ja, jeg er helt enig i, at det er en yderst usædvanlig sag. Men det ligger vel i sagens natur, når man taler om innovation? Lad os ikke glemme, at vi i London er en smule bagud i forhold til, hvor musicalgenren bevæger sig hen. National Theatres nylige 'wonder.land' og 'The Pacifist’s Guide To The War On Cancer' er dog klare tegn på, at branchen gør fremskridt og tænker mere ambitiøst over måder at fortælle historier på. Dette værk falder i kategorien for det ambitiøst originale og skal opleves med et åbent sind, uden forudindtagede holdninger om, hvad 'musicalteater' er.

Der er masser af drama i konflikten mellem panelet og de to inviterede hovedpersoner: Batmanghelidjh selv og Alan Yentob, der var bestyrelsesformand for organisationen i 20 år. I hænderne på de suveræne skuespillere Sandra Marvin og Omar Ebrahim tager disse to kampen op mod det etablerede system. Marvin er strålende i organisationens skabers karakteristiske, voluminøse og teatralske stil, og hendes kontrol over rummet er kompleks og elektrisk. Ebrahim er derimod stemmen fra det kultiverede, velstillede boheme-miljø, en BBC-mandarin, der måske for sent opdager, at hans tålmodighed med det system, han har kæmpet for at opretholde, er sluppet op. Mens de sidder med ryggen til publikum, sikrer Duncan McLeans video, at vi stadig kan se deres ansigter.

Mod Kids Company står de pedantiske juridiske kræfter. Komitéens formand er den plausibelt krybdyrsagtige Bernard Jenkin MP (Cons.), hvis salvelsesfulde selvtilfredshed siver ud som materie fra den tydeligt sårede politiske ambition, som Alexander Hanson konstant antyder. Liz Robertsons Cheryl Gillan MP (Cons.) er alle elegante hæle og dyr frisure, en matriark fra provinsen, der heller aldrig vil nå de højeste embeder, men som vil udmanøvrere enhver modstander. Robert Hands' David Jones MP (Cons.) spiller andenviolin til de førnævnte partifigurer med underdanig lydighed. Sammen med disse herlige mennesker finder vi Rosemary Ashes bidske Kate Hoey MP (Lab.) og Anthony O’Donnells frastødende Paul Flynn MP (Lab.). Hvordan de 'virkelige' versioner af disse monstre kunne overvære forestillingen uden at skrumpe ind af pinlighed, er for mig et bevis på politikeres kolossale indbildskhed og deres uigennemtrængeligt tykke hud. Gedigne britiske værdier, naturligvis. Grundstenen i vores vidunderlige demokrati. For at dæmpe det ubehagelige indtryk af disse karakterer, spiller skuespillerne også andre anonyme bidragsydere, ligesom komitéassistenten, den altid alsidige David Albury, hvis karriere tager endnu et flot skridt fremad i denne overbevisende rolle.

I retfærdighedens navn må det indrømmes, at det at knuse en mindre sag som Kids Company ikke var det store for disse indblandingstyper – ikke sammenlignet med deres mere energiske og omfattende plyndring af større mål, såsom økonomien og landets fremtid (se Brexit). Det er måske en diskussion til en anden dag, selvom den slags ting faktisk bliver nævnt i stykket. Drag dine egne konklusioner. Det er meget muligt, at vi efter succesen her vil se mere nyt og originalt musicalteater fra huset i Earlham Street.

Der findes intet andet som dette i byen. Eller andre steder. Jeg har set det to gange: først til den indledende forpremiere og derefter til en skoleforestilling i går aftes, hvor teatret var fyldt med fascinerede børn fra hele landet. Ved den efterfølgende Q&A stod det klart, at forestillingen kommunikerer smukt til folk, der ikke nødvendigvis kender meget til emnet, men som – ligesom de fleste – bekymrer sig om de underliggende spørgsmål. Hvis du går glip af det, vil du fortryde det. Og det samme kunne man vel have sagt om Kids Company selv.

Fotos: Manuel Harlan

BESTIL BILLETTER TIL COMMITTEE