ANMELDELSE: Dirty Rotten Scoundrels, Savoy Theatre ✭✭✭✭

Dirty Rotten Scoundrels

Savoy Theatre

5. april 2014

4 stjerner

Opsætninger af nye musicals (eller musicals der blot er nye for en specifik by, og aldrig har været produceret professionelt der før) byder på mange udfordringer. Den største er uden tvivl at trække et publikum, men de giver også fantastiske muligheder, præcis som alt nyt teater gør. Nogle gange, omend sjældent, føder nye musicals nye stjerner, nye former eller giver de kreative kræfter mulighed for at gå i helt nye retninger.

Lige nu spiller Jerry Mitchells opsætning af musicalen Dirty Rotten Scoundrels på Savoy Theatre. Forestillingen fra 2005, med manuskript af Jeffrey Lane og musik og sangtekster af David Yazbek, var oprindeligt nomineret til en Tony. Mitchell var oprindeligt koreograf, men er her i London trådt ind i instruktørens varme sæde, mens han stadig står for koreografien.

Den store åbenbaring her er Samantha Bond, en skuespillerinde der er særdeles velkendt fra både tv, film og teater, men ikke for musicals. Det skulle man dog aldrig tro. Hun føles lige så naturlig i genren som en hipster i Shoreditch. Bond er en absolut triumf – fattet, elegant, fuld af charme og med komplet kontrol over hver eneste replik, sang og trin. Hver gang hun træder ind på scenen, bringer hun et smil frem og en forventning om ren spilleglæde – og hver eneste gang leverer hun varen.

Bonds dialog er knivskarp, og hun rammer hver eneste komiske pointe rent. Vigtigst af alt forstår hun hver scene og spiller dem ærligt og oprigtigt, men med et lille blink til publikum gennem den brudte fjerde væg, som er en af showets faste greb. Hun er utrætteligt morsom og har en smittende gejst. Gå ikke glip af hendes "smörgåsbord"-replik eller hendes exit-linje i første akt. Hun er måske ikke en traditionel Broadway-belter, men det behøver hun heller ikke være; hun synger rent og sælger hver sang med en overbevisende lethed og dedikation. Og så kan hun danse! Hun er en uforbeholden succes, og hendes præstation alene er billetprisen værd. Måtte hun pryde musicalscenen i lang tid fremover.

Som hendes partner i det drilske kærlighedsforhold er John Marquez helt perfekt: en anelse tungnem, svingende sofistikeret, hektisk men charmerende – han stråler af venlighed. Og så er han sjov – indimellem på en helt uventet måde. Hans exit med en hæk-hjelm er uimodståelig. Han fungerer perfekt sammen med Bond, og sammen tilfører de ubesværet stykket den nødvendige varme og empati. Hans klangfulde baryton er også yderst velkommen som en enlig maskulin røst med masser af kraft.

Som titlen antyder, er dette en musicalkomedie om svindlere, baseret på filmen af samme navn (på dansk kendt som Frække, flabede svindlere). Lawrence er kongen af svindel i et besynderligt, tilsyneladende tidløst Rivera-paradis. Han lever et luksusliv ved at forføre og bedrage rige eller naive kvinder med formuer (som Bonds karakter, Muriel). Politichefen (Marquez) er i hans lomme, og han tjener rigeligt på sine skælmske aktiviteter til endda at kunne donere til velgørenhed.

Men hans verden bliver forstyrret, da han hører om "Sjakalen" – en rival i branchen. Da han møder Freddy Benson (og bruger ham til at undslippe en uheldig situation med en insisterende arving fra Syden, Joelene Oakes), beslutter han sig for at få ham væk fra sit territorium. Der bliver indgået et væddemål: Den af de to, der først kan svindle 50.000 dollars fra et udvalgt offer (Christine Colgate), vinder, mens den anden må forlade byen for altid. De efterfølgende eskapader, hvor de hver især forsøger at overliste den anden, udgør stykkets kerne. Som det ofte går i den slags historier, viser det sig dog ikke at være helt så let for Lawrence at løbe med sejren.

Dette er en musical-farce. Ingen tvivl om det. Og en meget morsom en af slagsen. Men den har et konceptuelt tvist: Den fjerde væg brydes, hvilket tillader sidebemærkninger direkte til publikum eller dirigenten, samt ironiske og elegant udførte indslag på scenen. Det kræver dog streng disciplin, kontrolleret skuespil og en total forståelse for den spillestil, der er nødvendig for at det lykkes. Perfekt diktion, fokuserede præstationer uden selvhøjtidelighed og et generøst ensemblespil er hjørnestenene i de troværdige præstationer, der får komikken til at folde sig ud.

Både Bond og Marquez forstår alt dette, hvilket er grunden til, at deres karaktertegninger er så konsekvente og fremragende.

Ensemblet har også fanget pointen. Det er et af de mest levende, energiske og dedikerede ensembler, man kan opleve på en London-scene lige nu. Uanset hvilke skøre ting de foretager sig – og de gør mange skøre ting – tager de det seriøst og er fast besluttede på at optræde i strålende harmoni og udstråle begejstring og brio. Der er nogle absolutte stjernestunder fra Dominic Tribuzio, Javier Santos, Niamh Bracken og Genevieve Nicole. Og så er det hele billetprisen værd blot at se Ian Knauer og Andy Conaghan dukke op bag en hæk, som en moderne hilsen til Herbert Lom og Bela Lugosi, i rollen som voldsparate sømænd.

Katherine Kingsley tilfører elegance og ynde til rollen som Christine, det offer Lawrence og Freddy har udset sig. Hun ser fantastisk ud, danser med teknisk overskud og synger ekstraordinært godt. Det er svært at spille et naivt offer overbevisende, men Kingsley klarer det flot, og det er især beundringsværdigt, hvordan hun ikke afslører sin karakters egentlige skæbne før tid, samtidig med at hun lader små spor ligge frit fremme. Hendes afsluttende optræden i chokpink er fortryllende. Det er en klassepræstation.

Mindre klassisk, og en smule uforståeligt overdrevet, er Lizzy Connollys Joelene Oakes. Karakteren er for ekstrem og præstationen så over-the-top, at den hverken passer ind med resten af holdet eller for alvor rammer plet med humoren. Det virker meget mærkeligt. Men det er lige så skævt som den anden kvindelige solopræstation, Lisa Bridges' afsporede kontrollør, der er en triumf for larm over artikulation.

Både Robert Lindsay (Lawrence) og Rufus Hound (Freddy) virker til at være med i en helt anden forestilling og synes mest af alt kun at være på bølgelængde med hinanden, hvilket giver et falsk indtryk af god kemi. Begge mumler, synger dårligt, misser de komiske timinger, tager opmærksomhed uden at give noget tilbage til deres medspillere og – hvad der er utilgiveligt – griner åbenlyst af hinanden på scenen og falder ud af rollen uden skam. De er lige så udisciplinerede som desperate shoppere, der stormer ind i John Lewis til januarudsalg. Det er endnu et eksempel på, hvordan stjerne-casting kan gå fuldstændig galt.

I Lindsays tilfælde er det utilgiveligt. Hound har simpelthen ikke evnerne nok, hverken musikalsk (han synger slet ikke godt nok til rollen, og i modsætning til Bond kan han ikke bære et nummer hjem) eller som skuespiller til at skabe den herligt fjollede charlatan, som Freddy er. Han har brug for vejledning, støtte og et forbillede at lære af. Men Lindsay fravælger den rolle og foretrækker i stedet at gøre showet til sit eget sololøb (nyhed: det er det ikke!), mens han svælger i en selvoptaget og smørret overfladiskhed, hvor han burde være en triumf af charme og sofistikerede manerer. Skræmmende nok minder han mere om Sid James end om David Niven eller Rex Harrison.

Det virker som om, Lindsay hverken kan lide eller stoler på materialet. Han modarbejder komikken for at stjæle rampelyset selv. Han nægter at holde fast i sine forskellige accenter, på trods af at netop præcisionen og hastigheden i disse ville skabe masser af grin i sig selv. Indimellem virker det som om, han tror, han stadig spiller med i Me and My Girl. Han er en markant skuffelse.

Selve stykket er en let og fornøjelig sag, og Yazbeks musik bidrager i høj grad dertil. Meget af det overlades til Lindsay og Hound, så man hører det aldrig sunget ordentligt eller behandlet med respekt, men det er fængende og livsglad musik. Kingsley, Bond og Marquez vrider magi ud af hver eneste tone, og det er en skam, at de mandlige hovedroller ikke fulgte trop. Richard John dirigerer det lille orkester med masser af swung, og den lyd de skaber sammen er rig og storslået.

Peter McKintoshs kulisser og kostumer er herligt campede og danner rammen om den useriøse hygge med stor stil. Der er dog en række bizarre paryk-fejl og øjeblikke med for korte kjoler; Kingsley er tvunget til at trække ned i sit skørt næsten hver gang, hun bevæger sig hurtigt. Publikum ender med at vide mere om det kvindelige ensembles undertøj, end hvad der er nødvendigt på de forreste rækker i Savoy Theatre. Og ved mindst én lejlighed var et sceneskift så kluntet, at Lindsay følte sig nødsaget til at gøre et stort nummer ud af det i en af sine overdrevne henvendelser til publikum.

Det er svært at vurdere, hvor meget af ansvaret der hviler på Mitchell, og endnu sværere at blive overbevist om, at han er den rette instruktør til dette show – eller til noget show med det mindste gran af kompleksitet. Dansenumrene er fantastiske, virkelig fantastiske. Men der mangler en sammenhængende stil i præstationerne, sans for detaljen og præcision; utilgivelige fejl i et stykke, der er så svært at mestre som dette.

Alligevel er der med Bond, Marquez og Kingsley, samt et knivskarpt og formidabelt ensemble, meget i Mitchells varetægt, der fungerer forrygende. Det er bare titlens svindlere, der spiller beskidt og leverer rådne præstationer – på en måde der er både uforståelig og uventet.

Bestil billetter til Dirty Rotten Scoundrels på The Savoy Theatre