ANMELDELSE: Dreamgirls, Savoy Theatre ✭✭✭✭✭

Amber Riley i Dreamgirls. Dreamgirls

The Savoy Theatre d. 14. december 2016

5 stjerner

Bestil billetter Efter 30 års ventetid er Dreamgirls endelig ankommet til London. Månederne med spændt forventning er forbi, og i aften blæste Amber Riley og resten af castet i denne fænomenale musical taget af Londons Savoy Theatre.

Dreamgirls er den ultimative fortælling om showbusiness; historien om tre piger, der brænder for at slå igennem i branchen og deres vej mod toppen. En historie om en etableret sanger, der dumper sin manager for grønnere græsgange, og den kyniske forretningsmand, der får Simon Cowell til at ligne en lille hvalp. Det er en advarsel om, at alt der glimter, ikke er guld, og at det vigtigste i verden er at forblive tro mod sig selv.

Oprindeligt blev stykket iscenesat og koreograferet på Broadway af den legendariske Michael Bennett, men ansvaret for at bringe Dreamgirls til den britiske scene er faldet på Broadways hotteste instruktør og koreograf, Casey Nicholaw. Han forstår måske bedre end de fleste betydningen af ren underholdning, kombineret med det talent og den kreative gnist, der skal til for at skabe en succesfuld musical. Med Dreamgirls har Casey Nicholaw utvivlsomt inspireret den næste generation af musical-talenter inden for musikteater i aften.

Ibinabo Jack, Liisi LaFontaine og Amber Riley i Dreamgirls.

I spidsen for denne produktion af Dreamgirls står den eneste ene, Miss Amber Riley. Hun blev kendt for sin rolle som Mercedes Jones i Glee, men i aften sprang hun ud live på scenen og leverede en af de legendariske præstationer, som der med garanti vil blive talt om i årevis. Riley giver Effie White en voldsom karakterstyrke og en hunger efter stjernestatus, der ikke skyr nogen midler. Da hun bliver skubbet ud i siden af spotlyset og til sidst helt sat på bænken, gennemsyrer hendes fremførelse af "And I Am Telling You I’m Not Going" hele salen helt op til de bagerste rækker på øverste etage i et følelsesladet råb til en tom scene. Forladt forsvinder hun hurtigt ud af rampelyset, mens gruppen, hun er blevet smidt ud af, ufortrødent fortsætter med hendes afløser – sådan er showbusiness’ barske natur.

Rileys præstation er intet mindre end forbløffende; det er en rutsjebanetur, der fik alle hårene til at rejse sig i nakken på mig. Jeg fik gåsehud på min gåsehud, da hun sjælfuldt leverede "I am Changing", satte manageren Curtis på plads og sang duet med Deena i den forsonende "Listen", som er blevet en del af showet med en ny og mere meningsfuld tekst. Der er ingen tvivl om, at dette er en karriere-definerende præstation, og i aften har Riley sendt et klart signal til bookmakerne om, at hun har tænkt sig at vinde den Olivier Award for bedste kvindelige hovedrolle i en musical.

Liisi LaFontaine og ensemblet i Dreamgirls.

Som de to andre oprindelige "Dreams" er Liisi LaFontaine (Deena) og Ibinabo Jack (Lorrell Robinson) vidunderlige. LaFontaines Deena, der oprindeligt er sky over for rampelyset, blomstrer op, mens Jacks Lorrell lærer at lægge den flirty attitude bag sig og finde styrken til at forlade Jimmy Early, når tiden er inde. Disse to vokalt stærke præstationer er fantastiske; deres styrke i at acceptere udfasningen af Effie matches kun af deres kraft, når de genforenes.

Joe Aaron Reid er brutal som Curtis Taylor Jr. Stærk, ambitiøs og en mand på en mission, som ikke lader sig stoppe af noget – hvilket i sidste ende fører til hans fald. Hans udvikling fra den attraktive, ambitiøse krejler på vej op til den afsluttende scene, hvor man bogstaveligt talt kunne se ham eksplodere indefra af raseri, var spektakulær. At se ham tage det eksplosive talent James Early og sterilisere hans optræden, er som at se et rovdyr langsomt kvele livet ud af sit bytte. Adam J. Bernards Early er så levende, som det overhovedet er muligt. Med en lidenskabelig stemme er hans Early en mand fuld af liv og kærlighed, men som i sidste ende er ude af stand til at være tro mod sig selv.

Lilly Fraser, Liisi LaFontaine og Ibinabo Jack i Dreamgirls

Det, der for alvor får denne produktion af Dreamgirls til at løfte sig, er de rammer, som de medvirkende får lov at boltre sig i. Tim Hatleys pragtfulde scenografi er en højteknologisk, glansfuld sort boks med glitrende detaljer, herunder et af de smukkeste gardiner af Swarovski-krystaller, man længe har set. Integreret i dette vidunderkammer er fire bevægelige lystårne. Hugh Vanstones lysdesign er ekstraordinært – varmt og farverigt, når berømmelsen smiler, og koldt, trøstesløst og neon-agtigt under "And I Am Telling You". Gregg Barnes giver produktionen det helt rigtige halvfjerdser-look, og hans kostumer til Amber Riley fremhæver uden tvivl hendes indre diva; hun har aldrig set bedre ud. Sammen med Nicholaw udgør de et hold af kreative på toppen af deres karriere, som driver showet fremad med en åndeløs energi.

Der skal lyde stor ros til Richard Brooker for et enestående lyddesign. Hvert eneste ord gik klart igennem i denne dynamiske musical. Henry Kriegers mægtige partitur og Tom Eyens rørende tekster fyldte Savoy Theatre med en vitalitet og en pulserende nerve, som man sjældent hører. Det må være en fornøjelse at akkompagnere denne produktion hver aften, hvis man skal dømme efter kapelmester Nick Finlow. Hans orkester leverede en storladen, messingblæsende og pulserende lyd, og at se ham dirigere med overskud i den lukkede orkestergrav efterlader ingen tvivl om, at han elsker sit job.

Måske vil Pop Idol- og X Factor-generationens syn på showbusiness påvirke, hvordan publikum modtager denne fortælling, men jeg er ikke i tvivl om, at aftenens premiere på Dreamgirls vil genantænde den ild, der startede for tredive år siden på Broadway. Stående ovationer efter første akt og to gange efter anden akt har overbevist mig om, at Nicholaws fantastiske nye produktion, med revideringer af Eyen, Krieger og Willie Reale, bør vende tilbage til Broadway, før den indtager resten af verden. Så stor er den kraft og gejst, som denne forestilling vækker.

BRAVO!!

BESTIL BILLETTER TIL DREAMGIRLS PÅ THE SAVOY THEATRE

Fotos: Brinkhoff og Mogenberg