ANMELDELSE: Drunk Shakespeare, Roy Arias Stages ✭✭✭✭

Drunk Shakespeare

Roy Arias Stages

10. april 2015~

4 stjerner

Teatermæssig topklasse findes i alle afskygninger, på mange forskellige steder og i mange former. Den kan mærkes i skarpt og bevægende manuskriptarbejde, i den udfordrende og teknisk overlegne præstation (hvad enten det er skuespil, dans, sang eller mime), i den fantastiske visualisering af en scenografs fantasi (uanset om det er kulisser, kostumer, lys eller lyd), eller i måden en visionær instruktør formår at kombinere alle disse elementer til et uforglemmeligt resultat.

Nogle gange finder man det dog de mest overraskende steder og på de mest uventede måder.

Flere aftener om ugen i New York – indimellem endda to gange på samme aften – lægger et lille lokale på de øverste etager hos Roy Arias Stages på West 43rd Street hus til møder i 'The Drunk Shakespeare Society'. De beskriver sig selv som "en vinklub med et Shakespeare-problem". Det er løsslupne, upolerede og utroligt morsomme aftener, hvor en håndfuld talentfulde skuespillere kaster sig over grove fortolkninger af Barden. De genfortæller historierne fra hans stykker, men med fokus på fjollet sjov frem for dybsindige karakterstudier.

Resultatet er frisk, useriøst og en smule interaktivt gøgl. Det ser måske kaotisk og amatøragtigt ud, men er i virkeligheden resultatet af grundigt og gennemtænkt arbejde, fremragende improvisation og en dyb forståelse for dynamikken mellem de enkelte medlemmer af ensemblet.

Der er især to ting, der gør dette kompagni særligt imponerende. For det første foregår alt, hvad de gør, lige for næsen af publikum, som enten er berusede, er i gang med at drikke eller i det mindste er gode venner med alkohol. Alle får serveret et shot stærk sprit ved ankomst, og der købes og indtages rigeligt med drikkevarer under hele forestillingen – hvilket der i den grad opmuntres til.

Det betyder, at publikums lyst til at råbe ind eller ligefrem deltage i de teatralske løjer stiger i takt med deres alkoholpromille. På sin vis er det faktisk meget Shakespeare-tro – hans publikum var bestemt ikke blege for at give lyd fra sig, og man drak flittigt under forestillingerne dengang. I sådan en situation skal skuespillerne være knivskarpe for at sikre, at tempoet holdes, at historien ikke drukner i larm, og at publikum ikke tager overhånd.

Hvilket leder os til det andet punkt, der skiller dem ud. Normalt skal en skuespiller være ekstremt vågen i improvisationssituationer som denne. Men her er den unikke komplikation, at mindst én af skuespillerne indleder showet med at bunde fem shots i hurtig rækkefølge som det første skridt i sin præstation – og fortsætter med at indtage alkohol i løbet af aftenen. Ved slutningen kan den pågældende skuespiller have drukket nok til at lægge et næsehorn ned (især på en dag med to forestillinger, som da jeg var forbi), men forventes stadig at kunne levere sine replikker sammenhængende og reagere skarpt på alt, hvad der sker omkring dem.

Det er et vidnesbyrd om skuespillernes dedikation (eller måske deres alkoholtolerance), at de formår at udføre de mange opgaver så veloplagt og fængslende trods de konstante afbrydelser og alkoholindtaget.

Den forestilling, jeg så, havde fem skuespillere på scenen – fire mænd og en kvinde – der leverede et sprittet resume af Macbeth. På trods af alt gøgl og ballade – og der var meget – blev den røde tråd i Macbeth fortalt med imponerende klarhed; selv dem, der ikke kendte historien i forvejen, kunne følge med. Mere vigtigt var det dog, at dem, der kendte stykket, kunne more sig over de tåbelige påfund, der blev brugt til at pynte på eller gøre grin med Shakespeares tekst.

Højdepunkter, der skiller sig ud, inkluderer: Duncan, der blev valgt blandt publikummer, som var villige til at betale kolde kontanter for at blive kronet som konge; Lennox, der blev reduceret til en hånddukke – både en sardonisk kommentar til rollens størrelse og en snedig løsning på et lille ensemble; det øjeblik, hvor en beruset Macbeth indså, at han manglede sin dolk, lige som han skulle til at myrde Duncan; debatten med publikum om, hvad Fleance skulle hedde i stedet for Fleance (skuespilleren nægtede at spille en karakter med så tåbeligt et navn – løsningen blev 'Denis'); parodien på 'Sleep No More'; og den afsluttende kamp mellem Macbeth og MacDuff, der blev afgjort som en dance-off.

Der er imitationer, fysiske udfordringer, indvendinger, indgriben, en lejlighedsvis massage eller et hurtigt kys til publikum, samt skuespillere, der desperat forsøger at få hinanden til at knække sammen af grin eller publikum til at rødme. Det minder om totalt kaos, men det er tydeligvis en velindstuderet og gennemtænkt indsats. De faste indslag i den bearbejdede tekst er skarpt slebet til, men tilfældigheder og publikums reaktioner kan hurtigt vende op og ned på planerne. For eksempel måtte Macbeths planer vente lidt, da Duncan absolut skulle tisse.

Nogle på holdet fungerer tydeligvis som ankre – dem, der skal holde hjulene i gang. Caitlin Morris og Whit Levenberger udfyldte disse roller beundringsværdigt og spillede desuden en række karakterer med stor præcision og smittende glæde. Andre er sat i verden for at provokere og skabe nye komiske muligheder. Josh Hyman og Damiyr Shuford morede sig kongeligt her – der går længe, før jeg glemmer Shufords Shakespeare-inspirerede 'Moondance'.

I centrum for netop denne forestilling (man får indtrykket af, at holdet roterer, så forskellige spillere tager de bærende roller) var Adam Thomas Smith fremragende. Det kræver gode eller ligefrem store skuespillere at overbevise som dårlige. Smith viste sit sande talent, da han som en udfordring leverede Hamlets "At være eller ikke være"-monolog.

Hele oplevelsen er fantastisk underholdende. Det giver én lyst til to ting: at se en opsætning af Macbeth, hvor alt er på spil, og at se disse skuespillere i en forestilling med en anden, ædruelig dagsorden. Samtidig får man lyst til at se mere til disse Shakespeares-elskende drankere – hvis de kan gøre Macbeth så sjov, hvad kunne de så ikke gøre med Tvillingerne?

LÆS MERE PÅ WWW.DRUNKSHAKESPEARE.COM