ANMELDELSE: Flowers For Mrs Harris, Sheffield Crucible ✭✭✭

Flowers For Mrs Harris

Sheffield Crucible Theatre

3 stjerner

Den nye musical Flowers for Mrs Harris har netop haft verdenspremiere på Crucible Theatre i Sheffield. Forestillingen markerer samtidig afslutningen på Daniel Evans' syvårige periode som kunstnerisk leder, før han tiltræder sin nye stilling i Chichester. Evans forlader uden tvivl posten med manér.

Richard Taylor og Rachel Wagstaff har bearbejdet historien om en kvinde, der inderst inde længes efter at blive elsket og anerkendt. Selvom hun har en bedste veninde, lærer vi, at hendes mand døde under 2. verdenskrig, og landet befinder sig midt i en tid præget af smalhals og genopbygning. Hun knokler utrætteligt for at hjælpe andre, men en dag beslutter hun sig for at gøre noget for sig selv. Uden at afsløre for meget, bliver hendes endestation Christian Diors butik i Paris. Hendes rejse handler dog om mere end selve turen til Paris; det handler om at finde sjælefred og en form for afslutning, hvilket skaber en bittersød finale.

Clare Burt fører an i rollen som Ada Harris, og showet cirkler helt og holdent om hende. Hun er ikke fremmed for The Crucible, efter hun medvirkede i This Is My Family samme sted for to år siden. Hun rammer rollen perfekt som den desillusionerede kvinde i midten af 50'erne, der længes efter noget bedre i tilværelsen, og hun får kompetent modspil af Mark Meadows (Mr. Harris og hendes bejler i Paris, Marquis de Chassagne) og Anna-Jane Casey, der spiller hendes loyale bedste veninde, Violet Butterfield. Det sofistikerede islæt leveres af Rebecca Caine i de glitrende roller som den rige Lady Dant i London og Madame Colbert hos Dior. Det er Madame Colbert, der genopretter troen på menneskeheden, da Diors klienter ser ned på Ada Harris for ikke at være af deres støbning. Caines portrættering af sine karakterer er den perfekte modpol til Burts Ada – diametralt modsatte på alle måder, og alligevel føler man, at de måske i bund og grund ikke er så forskellige endda. Ser man bort fra de materielle aspekter af deres liv, er de begge blot almindelige kvinder, der søger meningsfuldhed og påskønnelse.

Flere af skuespillerne har dobbeltroller, når historien flytter til Paris i 2. akt, hvilket får castet til at virke større, end det egentlig er. Udover de centrale karakterer spiller det øvrige ensemble mindre roller, og til tider er der for meget fokus på dem, når de ikke bidrager synderligt til historien, men i stedet blot bremser tempoet. Foruden Rebecca Caine spiller Laura Pitt-Pulford den håbefulde skuespillerinde i London og topmodel i Paris, mens Louis Maskell spiller den længselsfulde elsker i begge byer.

Flowers for Mrs Harris er under musikalsk ledelse af Tom Brady. Under hans ledelse akkompagnerede det syv mands store orkester holdet uden nogensinde at overdøve dem. Selvom forestillingen manglede det helt store hit, formår elementerne at smelte sammen til en fornøjelig aften. Lez Brotherstons scenografi er enkel, men effektiv, med en drejescene der giver produktionen et godt flow. At opsætte et stykke i et teater med en stor 'thrust stage' (skråscene ud i salen) kan være sin sag, og indimellem føltes det som om, instruktionen ikke helt havde taget højde for publikum på siderne, da skuespillerne primært fokuserede mod midten af salen. Dette var især mærkbart i første halvdel.

Alt i alt var det en rørende forestilling, der især vandt ved det adstadige tempo i 1. akt. Tempoet stiger i 2. akt, hvilket giver historien mere fremdrift, men man glemmer aldrig Adas situation og hvad rejsen i sidste ende handler om. Måske kan vi alle relatere til Ada i et eller andet omfang – det beskedne menneske, der drømmer om at sætte sit aftryk. For Ada handlede det ikke om at bære kjolen, men om tilfredsstillelsen ved at vide, at hun havde opnået sin drøm og købt den. Til gengæld kunne alle hendes arbejdsgivere og bekendte kun beundre hende. Publikum følte tydeligvis en forbindelse til Ada – tårerne og det efterfølgende stående bifald beviste det.

Flowers for Mrs Harris ligger ikke ligefrem lige til højrebenet som musicalmateriale, men Evans har vist tillid til Taylor og Wagstaff ved at realisere projektet, og resultatet er, at Sheffield har søsat en ny britisk musical. Det er ikke let at lancere en ny musical med en midaldrende kvinde i centrum, men selvom en overflytning til West End måske ikke ligger i kortene, ville det ikke undre mig, hvis denne forestilling tager på en UK-turné på et tidspunkt i fremtiden.