ANMELDELSE: Girlfriends, Union Theatre ✭✭✭✭

Girlfriends

Union Theatre

9. november 2014

4 Stjerner

Howard Goodall har en ny musical på vej, den længe ventede Bend It Like Beckham, som får premiere næste år. Den udsigt har gjort Union Theatre's retrospektiv over Goodalls værker (tre produktioner i træk: The Dreaming, Love Story og Girlfriends) yderst aktuel, og de endelige forestillinger har vist sig at være alle de iboende risici værd. En af de fantastiske ting ved Union Theatre (og Landor for den sags skyld) er, at publikum får chancen for at se musicals, som sjældent eller aldrig får en genopsætning i West End. Samtidig får man mulighed for at opleve morgendagens stjerner, nogle gange i deres debut, og mærke suset ved at være til stede, når noget helt særligt opstår for første gang.

Goodall er en lidt overset helt i britisk musicalhistorie. Hans værker er ambitiøse, interessante og ofte meget kraftfulde, men han har aldrig modtaget den samme opmærksomhed fra National Theatre som eksempelvis Alan Bennett eller David Hare. Men hans arbejde er ligeså betydningsfuldt og spænder over et ligeså bredt spektrum af stilarter som deres. Det er ikke ensbetydende med, at Goodall ikke har haft stor succes – for det har han – men man kan kun forestille sig, hvad han kunne have opnået, hvis den samme omsorg og de enorme summer, der blev brugt på The Light Princess, var blevet brugt på at finpudse og forfine hans værker.

Som opsætningen af Girlfriends på Union Theatre (instrueret af Bronagh Lagan, med kapelmester Freddie Tapner og koreografi af Iona Holland) så flot demonstrerer, besidder Goodall en mestring af melodi og komposition, som er sjælden i nutidens musicalteater. Partituret har en vision og en enhed, der er fuldstændig fængslende, og det syder af kvindestemmer, hvilket i sig selv er en sjælden fornøjelse.

I programmet skriver Goodall:

Mit musikalske eksperiment var at se, om jeg på scenen kunne skabe en kontrapunktisk polyfoni; det vil sige et vokalt gobelin bestående af sammenvævede stemmer i mange lag, ligesom man ville opleve det i kormusik fra det 16. århundrede.

Goodalls eksperiment lykkes uden tvivl. Partituret er rigt på melodi og kontrapunktiske teksturer, og i Freddie Tapners kompetente hænder bliver det spillet med overskud og sunget med passion, klarhed og musikalsk nerve. Tapner debuterer med denne forestilling, og hans entré lover godt for fremtidens musicalverden her i byen. Ved fornuftigt at benytte to klaverer, suppleret med blæsere og kontrabas/cello, sikrer Tapner, at akkompagnementet er så godt, som det overhovedet kan blive i et intimt rum som Union.

Han har også taget sig kærligt af sangerne. Balancen er god, og i både solo- og ensemblearbejdet er der øje for detaljen, lys- og skyggevirkninger og en overordnet stil, der sikrer, at partiturets rigdom ikke drukner i et moderne udtryk, men at hver eneste note får den rette opmærksomhed. Resultatet er musikalsk medrivende.

Goodall står også selv for sangteksterne, som ligeledes er fremragende. Det står ikke helt klart, hvem der har ansvaret for de forbindende dialogbidder; i en tidligere version af værket skrev Richard Curtis manuskriptet, men han er ikke krediteret her. Selvom materialet er blevet omarbejdet og rækkefølgen ændret til denne opsætning, mangler der stadig lidt før den narrative del er helt i mål. Visse scener kunne udelades uden problemer, og visse øjeblikke kunne gøres strammere.

Lagans iscenesættelse er ret statisk, hvilket er en udfordring, men det skyldes delvist spillestedets begrænsninger. En drejescene ville øjeblikkeligt løse nogle af de udfordringer, stykket byder på. Men det betyder ikke, at Lagan ikke skaber øjeblikke af stor teatralitet – brugen af en faldskærm som et bagtæppe, hvor skjuleryggende elskende slynges sammen i skyggeform, er inspireret og gør afsløringen teatralsk begavet. Og tidsånden er solidt forankret i kostumerne, castets kropssprog, frisurerne og den generelle følelse af usikkerhed og tragedie, der konstant lurer i baggrunden.

Nik Corralls scenografi er enkel, men effektiv. Jeg var især vild med vægmaleriet på bagvæggen, der på et tidspunkt transformerede sig til en pilots blik over landskabet nedenunder, og scenen hvor kvinderne bruger nødblus til at guide en pilot gennem tågen, er virkelig veludført.

Ingen i castet falder igennem eller er opgaven uværdig, men visse præstationer stråler klarere end andre. Stykket følger en gruppe vidt forskellige mennesker, primært kvinder, der føres sammen på en flyvebase under Anden Verdenskrig. På trods af forskellige baggrunde og temperamenter opstår der venskaber i denne usædvanlige smeltedigel.

Catherine Mort er helt vidunderlig som Jane. Hun synger med stor sikkerhed og en stemme fyldt med følelse og dybde; der er en klangfuld glød over hendes stemme, som er en ren nydelse. Hun har den sværeste rolle: pigen, der elsker den flotte officer, Guy, som dog elsker hendes bedste veninde, Amy.

Da Amy afviser at gå i seng med Guy og bryder med ham, søger Guy trøst hos Jane. Hun går i seng med ham, fordi hun elsker ham; han gør det, fordi han ikke vil dø i kamp uden at have oplevet seksuel intimitet. Jane ved, at Guy egentlig elsker Amy, men hun kan ikke modstå ham. Det koster hende næsten venskabet med Amy.

Det er en velkendt og hudløst ærlig historie, der fortælles smukt mod den klaustrofobiske baggrund af livet i barakkerne under krigen. Mort formidler alle Janes følelser og oplevelser perfekt i en fint afbalanceret præstation.

Tom Sterling er høj, flot og velsignet med en sikker og ren tenorstemme. Han gør det godt som Guy, selvom han måske kunne have betonet karakterens egoisme lidt tydeligere. Guy er i sidste ende ikke synderligt sympatisk, og det bør Sterling ikke være bange for at vise. Som Amy er Corrine Priest sød og yndig i rollen som den pæne pige, der holder på sin dyd, selvom hun med fordel kunne slappe mere af og lade karakteren folde sig helt ud.

Catriana Sandison var herlig som Jas, og hendes sang om broderens død var et af stykkets dramatiske højdepunkter, smukt og intelligent fremført. Sarah Harlington er fremragende som den livsglade Sally, og der er også flot spil fra Jessica Hern (Karen) og Perry Lambert (Lou).

Michael Rees spiller Guys ven Gareth – den arketypiske pigeglade soldat – men han mangler lidt for at gøre karakteren helt helstøbt. Han leverer nogle glimrende momenter, men virker andre gange usikker på, hvem Gareth egentlig er. Hans stemme er dog sikker og stærk, og han har ingen problemer med komikken i rollen.

Hele castet synger fremragende, diktionen er i top, og intonationen sidder lige i skabet. Det er ikke et let partitur at synge, og det stiller store krav til stemmerne – men ensemblet indfrier kravene konsekvent og flot. De store ensemblenumre er en ren fryd for øret.

Dette er den stærkeste af de tre Goodall-forestillinger, Union har præsenteret i år. Tapners musikalske ledelse, et fremragende cast anført af Catherine Mort, og et levende, iørefaldende og polyfont partitur forenes i en sand teatralsk perle. Det er en af de bedste musicalopsætninger på Union Theatre i de sidste fem år – og dens kvalitet understreger betydningen af, at et sted som Union Theatre fortsat eksisterer.