ANMELDELSE: Henry V eller Harry England, Shakespeare's Globe ✭✭✭

Mark Ludmon anmelder Henry V eller Harry England, der lige nu spiller på Shakespeare's Globe

Colin Hurley og Steffan Donnelly i Henry V. Foto: Tristram Kenton Henry V eller Harry England

Shakespeare’s Globe, London

Tre stjerner

Bestil nu

Shakespeares drama om Henrik Vs sejr ved Agincourt er længe blevet hyldet som en fejring af patriotisme og maskulint mod. Kongens ikoniske tale om "vi få, vi lykkelige få, vi flok af brødre" bliver ofte citeret som et heroisk kampråb – mest berømt i Laurence Oliviers filmversion fra 1944 under anden verdenskrig. Men dette er Shakespeare, så intet er nogensinde helt sort-hvidt. I Sarah Bedis og Federay Holmes’ nye opsætning på Globe er det de småskændende soldater og de kyniske kujoner, der stjæler billedet frem for deres ædle ledere.

Under titlen Henry V eller Harry England minder Globe os om den eponyme konges plads i myterne om engelsk nationalisme. Men i Sarah Amankwahs skikkelse føles hans opildnende taler som lidt mere end tom retorik, ofte leveret til en tom scene. Her er korets fortællende glans delt ud mellem karaktererne, hvilket fragmenterer det jingoistiske budskab og understreger, hvordan ordene ofte har meget lidt at gøre med den handling, de kommenterer på. Kongen og hans allierede er måske nok selvsikre i deres krig mod Frankrig, men soldaterne og det jævne folk er mere skeptiske eller direkte fjendtlige; de længes efter "en krukke øl og sikkerhed" frem for at dø på markerne ved Agincourt. Ved at starte direkte efter slutningen af Henry IV del 2 bliver vi mindet om, at prins Hal er blevet rådet af sin døende far til, at en krig i udlandet vil afslutte interne stridigheder ved at beskæftige "rastløse sind med fremmede konflikter". Hans krav på Frankrig føles spinkelt, selvom det støttes af ærkebispen af Canterbury, og virker mere som en del af den kongelige positur, Hal indtager, da han bliver konge.

Sophie Russell og Sarah Amankwah i Henry V. Foto: Tristram Kenton

Resultatet er noget ujævnt. Der er en fladhed over kongens og de andre militære lederes store taler, som mangler den intensitet, man fandt i slaget ved Shrewsbury i det samme ensembles opsætning af Henry IV del 1 – åbningskapitlet i denne sommers Henriad-trilogi på Globe. Efter gensynet med Falstaff og hans kumpaner i begge dele af Henry IV, findes glæderne i denne Henry V hos de lavere rækker og menigmand. Steffan Donnelly er fremragende som Fluellen, den walisiske kaptajn med porren i hatten, mens Colin Hurley genoptager sin utraditionelt afdæmpede præstation som den pralende Pistol – en farlig tåbe, der er ligeså underholdende, som han er korrupt og fej. Hurley leverer også et af forestillingens højdepunkter som den franske prinsesse Kate, der på morsomste vis forsøger at lære engelsk af sin hofdame Alice, spillet af Leaphia Darko. Sophie Russell – der var en brillant Justice Shallow i Henry IV del 2 – stråler igen, denne gang som den franske kronprins, der elsker sin hest højere end nogen kvinde.

Selvom stykket skildrer en sejrrig invasion, er der ikke et eneste Skt. Georgs-flag i sigte. Under scenograf Jessica Worralls ledelse er Globe pyntet med de middelalderlige kongers flag med de tre løver, der repræsenterer England, Normandiet og Aquitanien, men selv disse overskygges på scenen af den franske lilje, så snart handlingen rykker over kanalen. For os, der har set alle dele af Globes trilogi, er det et væsentligt skifte fra de mangefarvede flag fra de forskellige britiske fraktioner, der blafrede i vinden ved Themsen gennem hele Henry IV – en påmindelse om, hvordan den udenlandske krig er inspireret af indenrigspolitik og behovet for enhed. Men det er Shakespeare selv, der i epilogen til Henry V minder os om, at denne risikable krig, hvor angiveligt 10.000 franskmænd døde, var forgæves; inden for 40 år havde hans efterfølger Henry VI tabt hele Frankrig undtagen Calais.

Helen Schlesinger og John Leader i Henry V. Foto: Tristram Kenton

Efter overskuddet i de to dele af Henry IV føles denne tredje del af Henriad-trilogien som en mere afdæmpet, elegisk efterskrift. Den mangler den trodsige ånd fra Michelle Terrys Hotspur i del 1, og man mærker savnet af Helen Schlesingers forrygende Falstaff, der dør uden for scenen tidligt i Henry V. Men set som en sammenhængende historie over tre dele er det en fænomenal bedrift af Globe-ensemblet med uforglemmelige øjeblikke over de tre på hinanden følgende aftener, jeg så dem. Tayo Akinbodes musik tilfører periodiske udbrud af drivkraft og dyb inderlighed med et væld af lyde fra trompet og saxofon til slagtøj og historiske instrumenter. Alle produktioner har scener med dynamisk fysik takket være movement director Glynn MacDonald, fægtemester Kevin McCurdy og koreograf Sian Williams, mens kostumerne sømløst blander forskellige tidsperioder for at skabe et tidløst look, der udvikler sig til markante røde og blå farver for at skelne de to sider i Henry V. Under Bedi og Holmes' instruktion skabes en konsistent vision, der afslører resonanser og forbindelser på tværs af de tre stykker. Det skaber også en nærhed til skuespillerne, som førte til jubel fra publikum, når de så velkendte karakterer og skuespillere vende tilbage – en nærhed, der efterlod mig med en mærkbar følelse af savn på min første aften uden dem.

Spiller frem til 11. oktober 2019

BESTIL BILLETTER TIL HENRY V