ANMELDELSE: Kingmaker, Above The Arts, ✭✭✭✭

Laurence Dobiesz, Alan Cox og Joanna Bending. Foto: Jeremy Abrahams Kingmaker

Above The Arts Theatre

4 stjerner

Kingmaker er et trekantsdrama, der havde premiere på Edinburgh Fringe Festival sidste år til stor anerkendelse, og som nu genopsættes i det intime rum Above The Arts for at falde sammen med parlamentsvalget. Et pompøst skrivebord og stol, et persisk tæppe og en lænestol indikerer et politikerkontor i Palace of Westminster, og resten er op til skuespillerne. Vi befinder os dybt inde i den konspiratoriske verden, vi kender fra House of Cards, hvor venskaber ikke eksisterer, kun midlertidige alliancer; hvor der opstår dybe kløfter mellem polerede udtalelser og indre (ofte ondsindede) hensigter; hvor politik handler om succes på bekostning af kolleger og sjældent om idealer; og hvor det bedste i den menneskelige natur affærdiges som naivt, mens skeptisk kynisme er dagens orden. Det er den moralske verden fra Miltons evigt fascinerende Satan og hans magtesløse, uinteressante Gud… Men stykket forsøger at bevæge sig videre fra Francis Urquharts præmisser i 1990'erne og give et indblik i moderne politik – eller mere specifikt Tory-politik – i dag. Centralt i stykket står figuren Max Newman (Alan Cox), der minder en del om Boris Johnson. Max er tidligere overborgmester i London, en retorisk begavet bon viveur med stor charme og karisma, som anlægger en tilbagelænet og småforvirret stil for bedre at skjule sine nådesløse politiske instinkter. Hans politiske appel hviler på hans åbenlyse accept af egne fejl og mangler, hvilket gør ham både mere sympatisk og valgbar end rivalerne, og giver ham en form for immunitet over for de intriger, som de magtfulde indpiskere i baglokalerne ellers benytter sig af. Med et nik til et muligt scenarie efter valget, som dog er overhalet af virkeligheden, forbereder Newman sig på at gå efter lederposten, netop som premierministeren gør klar til at trække sig. Til sin overraskelse bliver han indkaldt til et møde med Eleanor Hopkirk (Joanna Bending), en indpisker af lavere rang, sammen med sit eneste modstykke i kampen, det unge parlamentsmedlem Dan Regan (Laurence Dobiesz). Begge mænd tror, de skal mødes med Hopkirk alene, og gradvist lærer vi gennem en række spændingsmættede afsløringer, at hun har sin helt egen dagsorden for lederstriden.

Det ville være forkert at afsløre meget mere af handlingen, men det er nok at sige, at alle tænkelige kombinationer af troskab og fjendskab udforskes i løbet af de 75 minutter, afbrudt af monologer fra hver karakter, hvor de giver ironiske kommentarer til deres egne motiver. Magtbalancen skifter konstant med uventede drejninger. Det er en velkendt formel, og for at den skal fungere, kræver det skarpt sprog og kontrolleret karakterudvikling. Det får vi i høj grad her. Dialogen er spækket med vidtige, citatværdige replikker, de fleste lagt i munden på Max Newman (f.eks. 'Giv aldrig magt til folk uden humor' eller 'I en skandale er det historien, der betyder noget, ikke beviserne'). Men det ødelægger aldrig det naturlige flow, og de tre karakterer er tydeligt adskilte. Alan Cox formidler formidabelt Newmans evne til at skifte mellem pral, bravado og påtaget forvirring til flirteri og raserianfald. I fremtræden minder han mere om Kenneth Clarkes joviale charme end Londons nuværende borgmester. Laurence Dobiesz viser flot, hvordan hans karakters indledende usikkerhed viger for skarpe politiske instinkter og en ambition lige så tøjlesløs som Newmans. Joanna Bending har på mange måder den sværeste rolle. Det lykkes hende at vise de personlige omkostninger ved at være en kvinde, der må være mere nådesløs end sine mandlige kolleger for at klare sig i et system designet af mænd. Hun afslører også en rørende sårbarhed i slutscenerne, som giver et følelsesmæssigt fundament til det, der ellers er en ret kynisk og kold komedie.

Stykket efterlader os med to pointer. For det første anerkender Kingmaker, at de politiske belønninger går til dem, der fokuserer benhårdt på spillets regler, frem for dem, der forfølger personlige eller uforudsigelige menneskelige mål. Det er ikke bare den gamle tese om, at politik handler om magt frem for substans, men snarere den pointe, at politikere ultimativt vil støtte hinanden, fordi de føler sig trygge ved at tale det samme sprog. En outsider med en anden dagsorden vil aldrig blive anerkendt. Den anden pointe er, at vi får de politikere, vi fortjener: De, der når toppen i dag, er ofte dem, der inkarnerer en modgift til politik snarere end den traditionelle udgave. Da vores politiske elite bliver mere og mere fjern fra vælgerne, vinder de politikere, der kan simulere en form for folkelig charme. Uanset deres overbevisning lykkes typer som Boris og Blair gennem deres evner som skuespillere til at præsentere forskellige ansigter til forskellige publikummer. Forfatterne har helt rigtigt bemærket, at i en verden, hvor politik er blevet et teaterspil, er der mere end nogensinde brug for, at teatret tager rollen som den kritiske kommentator på sig. Kingmaker spiller på Above The Arts indtil den 23. maj 2015