ANMELDELSE: Les Misérables, Imperial Theatre ✭✭

Will Svenson og Ramin Karimloo i Les Misérables. Foto: Matthew Murphy Les Misérables

Imperial Theatre

16. april 2014

2 stjerner

BESTIL BILLETTER

Les Misérables er en af mine absolutte yndlingsmusicaler. Jeg kan huske, da jeg købte CD'en ved udgivelsen og hørte den non-stop. Jeg mindes med stor beundring og national stolthed det forrygende originale australske cast, som så mesterligt bragte Trevor Nunns oprindelige opsætning til live i 1987. Nogle af præstationerne i den forestilling rangerer stadig blandt de største teateroplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg så den originale produktion mere end en snes gange det første år, så overvældende var den.

I øjeblikket spiller Cameron Mackintosh' nye opsætning af Les Misérables på Broadways Imperial Theatre, instrueret af Laurence Connor og James Powell.

At dømme ud fra publikums forventningsfulde glæde inden den første tone og deres nærmest Pavlovske respons på enhver høj tone, der bliver bælret fra scenen, bliver dette et hit. En succes, som Shakespeare ville have kaldt fuldstændig åbenlys.

Men mig efterlod den fuldstændig uberørt.

Overdrevenhed er den gennemgående stil her: Mere er acceptabelt; meget mere er ønskværdigt; og meget, meget mere er guld værd. Alt er højlydt, selv de dæmpede passager – eller, som det oftest er tilfældet, højere end højt. Det virker til, at skrig og skrål foretrækkes frem for diktion og sang.

Der er indlagte alternative toner (høje toner, selvfølgelig), flere "belts" end i en læderbod i Firenze og oceaner af ubehersket hvid støj i stedet for stram ensemblesang.

Det nye design er nydeligt nok, og Paule Constables upåklagelige og perfekte lyssætning får alt til at se langt bedre ud, end det egentlig fortjener.

Men forestillingens største problem kan opsummeres i billedet ved slutningen af Valjeans sololog, der hvor biskoppen har reddet ham, og han har fået sølvtøjet for at starte et nyt liv. Oplyst af spotlights fra alle sider, flår Valjean sin tunika åben for at afsløre en fejlfri sixpack, mens lyset reflekteres i hans veltrænede krop, netop som han rammer den højeste tone.

Som Askepot måske ville have sagt: Det er et meget pænt bryst... men hvad har det billede at gøre med Valjean eller hans karakterudvikling? Det svarer lidt til, at Maria i The Sound of Music hev barmen frem på vej til Von Trapp-familien, mens hun ramte slutnoten i "I Have Confidence". Et interessant, måske endda smukt syn. Men hvorfor?

Det var aftenens gennemgående spørgsmål.

Et par bemærkninger til castet:

Valjean (Ramin Karimloo): Sir Cameron har ikke altid ret. Hold fast i din egen overbevisning.

Javert (Will Swenson): Flot arbejde, men du ser ud til at medvirke i den forkerte forestilling.

Fantine (Caissie Levy): Stop det der og syng i stedet.

Madame T (Keala Settle): Udmærket.

Thénardier (Cliff Saunders): Virkelig? Helt seriøst?

Éponine (Nikki M James): Bliv ved med at lede efter den rette vej.

Cosette (Samantha Hill): Jeg var meget begejstret for dig.

Marius (Andy Mientus): Marius er ikke en pige.

Det er kutyme på alverdens store musicalscener at genopfinde store klassikere. Nogle gange kan den nye fortolkning overgå den oprindelige vision.

Det er ikke tilfældet her. I hvert fald ikke med dette cast og denne tilgang til tekst og musik.

BESTIL BILLETTER TIL LES MISÉRABLES PÅ BROADWAY